• Beredskab til debat på Folkemødet

    07. juni 2017
    Er det danske redningsberedskab robust nok til at håndtere klimahændelser og terror? Det er to vigtige emner, der vil blive debatteret, når Hjemmeværnet, Danske Beredskaber, Beredskabsforbundet og Falck inviterer til beredskabsdebat under Folkemødet på Bornholm.

    New York, London, Istanbul, Paris, København, Nice, Berlin, Quebec, Stockholm og Manchester. Terrortruslen er til stede over alt. Hver dag må alle lande i den vestlige verden forholde sig til den direkte terror, hvor selvmordsbombere og forstyrrede individer sprænger uskyldige mennesker ihjel eller kører ind i folkemængder med lastbiler. Men også den indirekte cyberterror skal vi forholde os til og forsøge at forhindre.

    Kan vi det? Og kan vi håndtere en terrorhændelse i Danmark? Det er nogle af de spørgsmål, som er til debat, når Hjemmeværnet, Danske Beredskaber, Beredskabsforbundet og Falck igen i år inviterer til beredskabsdebat på Hjemmeværnets båd, Hjortø, under Folkemødet.

    ”Den øgede terrortrussel er en af de største og mest komplekse udfordringer, vi står overfor. Derfor er det også vigtigt, at vi taler om og forholder os til, om vi er rustet til at håndtere en terrorhændelse. Ikke kun i København, men i hele landet, for terroren kan ramme os hvor som helst,” siger formand i Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, der til daglig er beredskabsdirektør i Brand & Redning Sønderjylland.

    Klima kræver ressourcer

    Beredskabsdebatten på Hjortø vil dog ikke udelukkende handle om terrortruslen og håndteringen af et terrorangreb herhjemme. Også udfordringen omkring større og voldsommere klimahændelser vil være på dagsordenen.

    Bodil, Allan, Helga og Urd er blot nogle af de storme, som de seneste år har sat det danske beredskab under stort pres, når Danmark rammes af stormfloder og oversvømmelser. Et pres, som vi herhjemme må indstille os på er kommet for at blive.

    Ved den seneste storm var hundredvis af ansatte hos de kommunale beredskaber samt en masse frivillige i Hjemmeværnet og Beredskabsforbundet aktiveret for at hjælpe med at håndtere de massive oversvømmelser, som stormfloden efter Urd medførte.

    ”Klimahændelserne er blevet flere og voldsommere, og det er en stor udfordring for os. Både fordi vi bruger utrolig mange ressourcer, hver gang vi skal håndtere en stormflod, og fordi vi ikke har den mængde materiel, vi skal bruge. Derfor ser jeg frem til at debattere det her emne med de andre paneldeltagere og høre, hvordan de mener, at vi bør håndtere klimaudfordringerne herhjemme,” siger Jarl Vagn Hansen.

    Debattens ordstyrer bliver Hans Engell, der vil stille de nødvendige spørgsmål til beredskabsordførere, repræsentanter fra politiet og Kommunernes Landsforening samt arrangørerne bag debatten.

    ”Jeg håber, vi kan blive klogere på nogle af de spørgsmål, som har presset sig på gennem længere tid. Er vi klar til at håndtere en terrorhændelse i Danmark? Kan vi modstå de mange og voldsomme klimahændelser? Er vores materiel og uddannelse tilstrækkelig? Og hvis ikke, hvor skal pengene komme fra?,” siger Jarl Vagn Hansen.

    Arrangementet afholdes fredag den 16. juni klokken 10.30 til 12.00 på Hjemmeværnets båd, Hjortø, på Indermolen i Allinge Havn. Der bydes på brunch fra klokken 10.30 til 11.00, og selve debatten afholdes fra klokken 11.00 til 12.00.

    Vi sender debatten live via Danske Beredskabers facebookside.