• Dagpengeregler stopper flere fra at arbejde som deltidsbrandmænd

    15. februar 2017
    Selv om deltidsbrandmænd på dagpenge står til rådighed for arbejdsmarkedet, ender flere med at stoppe, fordi dagpengereglerne tvinger dem til at vælge mellem dagpenge og jobbet i beredskabet. Det er ikke rimeligt, mener Danske Beredskaber, der opfordrer til at ændre reglerne.

    Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har meddelt, at han vil lave et serviceeftersyn af arbejdsmarkedsreglerne. Meningen er at gøre det mere fleksibelt for efterlønnere og i nogen grad også for dagpengemodtagere at give en frivillig hånd med i foreningslivet.

    Men det er ikke kun foreningslivet, der kan få gavn af sådan et serviceeftersyn. Det kan landets kommunale beredskaber også. På landsplan mangler der lige nu 400 frivillige og deltidsbrandmænd, viser en optælling over ledige stillinger hos de kommunale beredskaber.

    ”Jeg mener, at man bør sidestille arbejdet som deltidsbrandmand med et borgerligt ombud. Når du løser sådan en kvalificeret opgave, er du fritaget for at levere en frigørelsesattest. Og du bliver heller ikke modregnet i dine dagpenge for den samfundsnyttige indsats, du leverer,” siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

    En kæp i hjulet på frivilligheden

    Det er ikke første gang, nogen stiller forslag om at sidestille arbejdet som deltidsbrandmand med et borgerligt ombud. Den 7. april 2011 stillede folketingsmedlem Mogens Jensen (S) følgende spørgsmål til daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg:

    ”Vil ministeren overveje at genfremsætte det forslag, som Venstre og De Konservative ved bl.a. Helge Sander og Brian Mikkelsen fremsatte i 1997 – hvor man ville sidestille deltidsbrandmænd med byrådsmedlemmer og andre, der udfører samfundsnødvendigt arbejde, så de ikke modregnes og tvinges fra hvervet på grund af dagpengereglerne?”

    Forslaget blev afvist af den daværende beskæftigelsesminister med den begrundelse, at de store udfordringer i de strukturelle vanskeligheder i forhold til rekruttering og fastholdelse af deltidsansatte brandmænd ikke havde en sammenhæng med dagpengereglerne.

    Men dagpengereglerne er rent faktisk en kæp i hjulet på frivilligheden i Danmark, fordi de afholder ledige fra at gøre en indsats, som vil være til gavn for samfundet. Det mener Henrik Drippel, der er stationsleder hos Helsingør Kommunes Beredskab.

    ”Reglerne forvirrer, og usikkerheden afholder folk på eksempelvis dagpenge fra at melde sig som deltidsansat. Vi mister også folk, som er inde i vores system, fordi de i nogle tilfælde skal modregne så meget, at de slet ikke må arbejde for os i perioder. Hos os har der været flere folk, der er kommet i klemme, og derfor vil de ikke risikere noget. Og det er jo ærgerligt, når det går ud over nogle mennesker, som gerne vil lave noget, men ikke kan få lov,” siger han.

    Mange kommer i klemme

    En af de deltidsbrandmænd, som har måttet forlade beredskabet i længere tid på grund af dagpengereglerne, er Henrik Sommer fra Helsingør Kommunes Beredskab.

    Hvis han havde haft et hovederhverv ved siden at sit job som deltidsbrandmand, ville det betyde, at han fik løn for de timer, han arbejder som deltidsbrandmand. Men fordi han i en periode er på dagpenge, skal hans løn hos beredskabet modregnes, så de supplerende dagpenge stemmer overens med antallet af timer, han arbejder i Helsingør Kommunes Beredskab.

    Samtidig er reglerne skruet sådan sammen, at han kun kan få supplerende dagpenge i 30 uger. Det betyder, at han efter de 30 uger ikke længere kan få dagpenge, hvis han fortsat vil arbejde som deltidsbrandmand i beredskabet.

    Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange arbejdsløse brandmænd vælger brandslukningen fra, mener Henrik Sommer.

    ”Hvis jeg som deltidsbrandmand går arbejdsløs i mere end 30 uger, siger A-kassen, at jeg skal vælge mellem penge fra dem eller penge fra deltidsjobbet. Og der vælger jeg naturligvis pengene fra A-kassen, for dem kan jeg leve af.”

    Selv om Henrik Sommer har været deltidsbrandmand i 20 år, har han i de sidste to år været nødt til at frasige sig jobbet som deltidsbrandmand i Helsingør Kommunes Beredskab, og det er han utrolig ærgerlig over.

    ”Der bør være mulighed for, at man som ledig kan udføre frivilligt arbejde, uden at man risikerer at blive frataget sin kontanthjælp eller dagpenge. Det afholder flere, som er i samme situation som mig, fra at bidrage med det, de kan,” siger han.

    Deltidsbrandmand uden løn

    Også Asbjørn Kristensen har været i klemme mellem dagpengesystemet og jobbet som deltidsbrandmand. Han begyndte som frivillig brandmand på Stevns, hvorefter han fik chancen for at blive deltidsbrandmand. Det var en mulighed, der ifølge ham betød betaling for den arbejdsindsats, han leverede.

    Men da han var arbejdsløs, opstod der et problem. Asbjørn Kristensen blev trukket i sine dagpenge for de timer, han arbejdede som deltidsbrandmand.

    ”Det betød, at de penge, jeg normalt ville få for nødbehandlervagter eller brandmandsvagter, skulle modregnes. Dagpengereglerne er virkelig irriterende, og jeg fortsatte kun i beredskabet, fordi jeg blev aktiveret og syntes, det var bedre at komme ud og hjælpe andre mennesker end at ligge og kede mig på sofaen,” siger han.

    For Asbjørn Kristensen har det haft stor betydning at kunne bevare kontakten til arbejdsmarkedet, selv om han gik ledig i en periode. Derfor synes han, at der bør være mulighed for, at man som ledig kan udføre frivilligt arbejde, uden man risikerer at blive frataget sin kontanthjælp eller sine dagpenge.

    ”Det er en skam, at systemet er bygget sådan op, at dem, der rent faktisk vil lave noget, skal straffes, fordi de er på dagpenge. Man bliver kun belønnet, hvis man har et fuldtidsjob, og der tror jeg, at man mister mange af de folk, som gerne vil aktiveres, ved ikke at belønne deres indsats,” siger han.

    Andre med samme problem

    Det er ikke kun folk på dagpenge eller kontanthjælp, som ikke kan yde en indsats i beredskabet uden at blive straffet økonomisk. Også folk på efterløn, som med fordel kunne fungere som frivillige i beredskabet, kan risikere at miste en del af efterlønnen, hvis de eksempelvis bruger deres tid på at fylde sandsække til forebyggelse af en ny stormflod.

    ”Jeg synes, det er ærgerligt, at vi har nogle regler, der sætter begrænsninger for, hvordan man kan være til samfundets hjælp. Det er i alles interesse og til vores fælles bedste, at vi har nogle folk, der gider at smide, hvad de har i hænderne og komme, når alarmen går,” siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

    Deltidsbrandmand Henrik Sommer håber på, at dagpengereglerne bliver ændret, så han igen kan komme til at lave det, han holder af.

    ”Mit job som deltidsbrandmand er det, jeg brænder for, og selv om man går arbejdsløs, synes jeg fortsat, at man må få kredit for noget, man har uddannet sig i, og som giver en værdi. Jeg håber for mit eget vedkommende, og for alle andres, at dagpengereglerne bliver ændret i fremtiden,” siger han.