• Danske Beredskaber arbejder for synlighed hos politikere

    21. april 2017
    De seneste uger har Danske Beredskabers bestyrelsesmedlemmer og sekretariatschef været inviteret til en række møder med ordførere og ministre på Christiansborg. Møderne er en væsentlig del af foreningens arbejde og bidrager til at holde en løbende og tæt dialog mellem beredskaber og beslutningstagere.

    Siden Danske Beredskaber fik sit sekretariat for lige under halvandet år siden, er én af nyskabelserne i foreningens arbejde den jævnlige kontakt med politikere, meningsdannere og andre aktører omkring redningsberedskabet. Det er udtryk for en klar strategi, fortæller bestyrelsesmedlem og kasserer Flemming Nygaard-Jørgensen.

    ”Hos Danske Beredskaber synes vi, det er vigtigt at sørge for, at beslutningstagerne er klædt bedst muligt på, inden de skal træffe vigtige beslutninger om beredskabet. Det er vigtigt for os, at fagligheden står tydeligt og klart for politikerne,” siger han og fortsætter:

    ”Det er vigtigt, at politikerne har beredskabet inde på radaren og ikke overser de behov, der er, hvis vi skal sikre det bedst mulige beredskab for alle i Danmark. Derfor gør vi meget ud af hele tiden at have en dialog med de politikere, der er med til at beslutte beredskabets fremtid. Der kan være mange tekniske forhold eller en del oversete problematikker, som vi med vores indgående kendskab til indsatser og dimensionering kan klæde politikerne på med, så de ved, hvad der skal til.”

    Christiansborg rundt

    De seneste uger har Flemming Nygaard-Jørgensen deltaget i to møder med to forskellige partiers ordførere på Christiansborg, og et tredje møde med hans deltagelse er planlagt. Andre bestyrelsesmedlemmer og Danske Beredskabers sekretariatschef har holdt møder med yderligere to partiers ordførere.

    ”Det er vigtigt for os, at det er alle de politiske partier, vi taler med. Og at vi gør det jævnligt. Beredskab er vigtigt for alle mennesker. Og netop fordi vi holder fast i vores faglighed som udgangspunkt for dialogen, så er de politiske ståsteder ikke vigtige for os. Det handler om at skabe de bedst mulige vilkår for beredskabet ud fra saglige argumenter.”

    Møderne bruges til at tale om aktuelle forhold, der er relevante for beredskabet. I år er det særligt relevant, fordi der skal laves et nyt beredskabsforlig.

    ”Vi sørger også altid for at stille vores viden til rådighed. Vi fortæller, hvordan vi ser på de faglige udfordringer. Har en politiker brug for noget statistik eller faktuelle oplysninger om beredskabet, så sørger vores sekretariat selvfølgelig for at hjælpe med det. Og er der en politiker, der henvender sig for at få faglig sparring eller et mere konkret indblik i beredskabet, så klarer vi også det. Jo mere, vi kan fortælle og forklare om beredskabet, jo større sandsynlighed er der for, at vores behov og vores potentiale bliver husket,” siger Flemming Nygaard-Jørgensen.

    Danske Beredskaber bruger også tid på at tale med andre end de politiske ordførere i Folketinget.

    ”Vi har også fornøjelsen af at tale jævnligt med forsvarsministeren. Og selvfølgelig taler vi også rigtig tit med KL, som repræsenterer vores ejere – kommunerne, og som vi dermed i meget høj grad har sammenfaldende interesser med. På den måde kan vi kvalificere og nuancere den viden, som findes hos de ansvarlige beslutningstagere, når vi taler om redningsberedskab. Vi tager jo erfaringer og viden med ude fra virkeligheden, og det er der jo heldigvis altid plads til at lytte til.”