• Foto- og dokumentationsgruppe sætter Lolland-Falster Brandvæsen på landkortet

    01. november 2016
    En gruppe frivillige i Lolland-Falster Brandvæsen er begyndt at dokumentere beredskabets arbejde gennem foto og video. Det nye tiltag skal både bruges i den interne undervisning af brandmænd og til branding af beredskabet i befolkningen.

    På bordet ligger tre eksterne harddiske, der er proppet til randen med billed- og videomateriale. Selv om det ikke er længe, siden foto- og dokumentationsgruppen hos Lolland-Falster Brandvæsen begyndte sit arbejde, er der blevet fotograferet og filmet et væld af aktiviteter i beredskabet.

    Gruppens formål er tage billeder og optage video, der kan bruges til blandt andet at tydeliggøre beredskabets interne og eksterne aktiviteter samt at kunne dokumentere med billedmateriale ved hændelser, hvor chefgruppen, stabs- eller indsatslederen skønner behov for det.

    ”Vi ser et stort potentiale i at bruge foto og video i undervisningen og evalueringen internt, men også til at gøre opmærksom på os selv udadtil. Lige nu er vi eksempelvis i gang med at filme hele vores funktionsuddannelse, og vi planlægger at lave videoer med gode råd om Sankt Hans-bålet eller lys i juledekorationen, som kan ligge på vores hjemmeside og sociale medier til gavn for borgerne,” siger Jesper Atkinson Pedersen, der er vicebrandinspektør hos Lolland-Falster Brandvæsen og tovholder i foto- og dokumentationsgruppen.

    Fotograf på sidelinjenimg_2965

    Foto- og dokumentationsgruppen begyndte sit arbejde, da flygtningestrømmen til Danmark var på sit højeste. Tanken var, at gruppens frivillige skulle dokumentere standen af de bygninger, som flygtningene blev indlogeret på, når de ankom til Lolland-Falster.

    Siden er gruppens opgaver blevet mere omfattende. I øjeblikket består foto- og dokumentationsgruppen af fem frivillige fra beredskabet og en ekstern fotograf, som hørte om projektet og gerne ville hjælpe til med at dygtiggøre de frivillige.

    ”På den korte tid, vi har været i gang, er der simpelthen sket så meget. Jeg vidste intet om fotografering, da vi begyndte, så derfor har det været en stor hjælp at have Thomas (fotografen, red.) med i vores gruppe. Vi har lært om ISO, blænde og lukketid og bliver hele tiden bedre til at finde de rigtige vinkler, når vi fotograferer,” siger Jesper Atkinson Pedersen.

    Foruden arbejdet med at blive en bedre fotograf består uddannelsen af gruppens frivillige også i at lære om den generelle lovgivning i forbindelse med fotografering og om de regler, Lolland-Falster Brandvæsen har for brug af billeder og videoer af beredskabets arbejde.

    På inspirationstur

    Med kameraet om halsen deltager gruppens frivillige i mange af de øvelser, som beredskabet afholder. Under øvelsen i Guldborgsundtunnellen tilbage i september måned var gruppen repræsenteret med tre fotografer, der dokumenterede det omfattende øvelsesforløb.

    ”Vi øver os blandt andet i at sende live fra vores øvelser eller andre begivenheder, som kunne have befolkningens interesse. Foreløbig har vi forsøgt os på en lukket facebookgruppe, men meningen er, at vi med tiden skal sende live fra vores officielle facebookside,” siger Jesper Atkinson Pedersen.

    Livesending er blot en af mange ting, som foto- og dokumentationsgruppen har i støbeskeen. Samtidig er det gruppens ønske at sætte arbejdet mere i system gennem et såkaldt årshjul, der kan give overblik over årets begivenheder.

    img_0010I det nye år skal gruppens frivillige på inspirationstur, hvor de finpudser teknikkerne og lærer nye tips og tricks inden for fotografering. Her er det ikke væsentligt, hvad der bliver fotograferet, men hvordan det bliver fotograferet.

    ”Vi kører rundt og tager billeder af alt muligt. Det, vi har fundet ud af, er, at det er underordnet, om vi fotograferer en brand eller et træ. Det vigtige er, hvilken vinkel vi angriber situationen fra for at få det bedste billede, og derfor øver vi os på mange forskellige motiver,” siger Jesper Atkinson Pedersen.

    Planen er, at foto- og dokumentationsgruppens arbejde skal lanceres på Lolland-Falster Brandvæsens hjemmeside og intranet i januar 2017.