• Nøglen til CRR-succes er at tage ét skridt ad gangen

    04. marts 2016
    På årets forebyggelseskonference var hovedtemaet ’Community Risk Reduction’. Et nyt begreb inden for forebyggelse i Danmark, men i både England og USA oplever man markante resultater ved at tænke beredskabet som et samarbejde mellem borgere og brandvæsen.

    Igen i år slog forebyggelseskonferencen deltagerrekord. På Hotel Munkebjerg måtte man melde alle værelser udsolgt, og i hotellets store konferencelokale stod deltagerne ligefrem i kø for at blive registreret og få udleveret deres navneskilt.

    Temaet til årets forebyggelseskonference havde uden tvivl trukket mange mennesker til. Helt præcist var 112 medarbejdere fra landets beredskaber tilmeldt konferencen.

    Men det var måske heller ikke så mærkeligt – taget i betragtning af de to prominente herrer, som havde sagt ja til at gæste konferencen og fortælle om erfaringerne med ’Community Risk Reduction’, også kaldet CRR, i udlandet.

    Det var nemlig ingen ringere end amerikaneren Jim Crawford og briten Charlie Hendry, der er to af de stærkeste kræfter inden for dette felt.

    Nyt begreb i DanmarkDSC_0217

    ”I skal være klar over, at CRR ikke bare vil forandre jeres organisation. Det vil forvandle den,” fortalte engelske Charlie Hendry under sit indledende oplæg på konferencen.

    CRR handler kort fortalt om at se beredskabet som et samarbejde mellem borgere og brandvæsen. Begrebet er helt nyt herhjemme, men i både England og USA har tankegangen vist sig at give særdeles gode resultater.

    Et af de initiativer, som har givet succes i både England og USA, er såkaldte hjemmebesøg – eller home visits – hvor brandvæsnet går fra dør til dør og eksempelvis tilbyder at tjekke beboernes røgalarmer eller sætte nye op, hvis de mangler.

    I det engelske område Merseyside er det i løbet af 10 år lykkedes at reducere antallet af branddøde med 60 procent ved hjælp af hjemmebesøg.

    Den målrettede indsats har gjort England til et af de absolut førende lande inden for CRR og generel brandforebyggelse. I løbet af de sidste 30 år har englænderne formået at reducere det årlige antal af branddøde på landsplan fra 967 til 272. Det svarer til en reduktion på 72 procent.

    I samme periode har antallet af branddøde i Danmark været mere eller mindre konstant. Hvert år omkommer 80 danskere i en brand. Det har stort set ikke ændret sig siden 1970, hvor man begyndte at føre statistik over branddøde herhjemme.

    DSC_0232Dataindsamling er afgørende for succes

    I fire timer havde deltagerne på forebyggelseskonferencen fornøjelsen af Jim Crawford og Charlie Hendry, der på bedste vis tryllebandt hele forsamlingen. Først i et fælles oplæg og senere i to workshops, hvor deltagerne blev kastet ud i at arbejde med en strategi for brugen af CRR i en dansk kontekst.

    For flere af konferencens deltagere krævede det lige lidt omstilling, det der med at skulle grave de engelske udtryk for beredskab og brandforebyggelse frem fra hukommelsen. Men det gik. Stille og roligt kom dialogen mellem deltagerne og de to oplægsholdere.

    ”Det er så tydeligt, at de her mennesker brænder for deres fag og virkelig er passionerede omkring at gøre en forskel,” siger Jim Crawford.

    De to workshops, som Charlie Hendry og Jim Crawford havde fordelt mellem sig, tog begge udspring i behovet for valide data. Dataindsamling er en helt grundlæggende del af CRR, som sikrer, at beredskabet ved, hvor de skal sætte ind, samtidig med at man kan følge udviklingen i det forebyggende arbejde.

    ”Deltagerne skal forstå, hvor centralt og vigtigt det er at kunne bruge sine informationer rigtigt i arbejdet med CRR. Man spilder tid, penge og ressourcer på at begynde arbejdet på et falskt grundlag og ikke bruge nok tid i begyndelsen på at være meget præcis i forhold til sine data,” siger Charlie Hendry.

    Under de to workshops blev deltagerne delt ud i grupper, hvor de fik til opgave at diskutere en strategi for indsamling af data ud fra en overordnet målsætning om at redde flere menneskeliv.

    I grupperne skulle deltagerne tage stilling til, hvilke informationer de havde behov for, hvor informationen skulle komme fra, hvor god kvaliteten af informationen skulle være, og hvordan de kunne bruge informationerne til at drage konklusioner ud fra.

    ”Mange mennesker har en forkert idé om CRR. De tror, det udelukkende handler om at sætte røgalarmer op, holde foredrag for skolebørn og gå inspektion. Men det er langt mere fundamentalt end det. Man er nødt til at tænke anderledes og stille sig selv de spørgsmål, man aldrig før har stillet sig selv. Og det er bestemt ikke nemt. Derfor ville jeg gerne give dem en lille forsmag på det arbejde, der venter forude,” siger Charlie Hendry.

    Èt skridt ad gangenDSC_0236

    At påbegynde arbejdet med CRR er ikke let. For selv om meget af det forebyggende arbejde er noget, man allerede gør herhjemme, handler succesen i høj grad også om at få struktureret sine indsatser.

    Derfor er det en rigtig god idé at begynde arbejdet i små bidder, mener Jim Crawford.

    ”Det er sværere at få succes, hvis man søsætter alle initiativer på én gang, så et godt råd vil helt klart være at fokusere på en ting ad gangen.”

    En af de ting, som blev diskuteret under de to workshops, var, at man i Danmark ikke har et navn eller et begreb, som favner CRR på den rigtige måde. Ifølge de to eksperter kunne det at finde et dansk navn til CRR være et naturligt første step i processen.

    ”Når man har et ord for det, kan man begynde at bruge det i sin markedsføring. Og netop markedsføring er en helt central aktør i arbejdet med at udbrede kendskabet til begrebet både internt i organisationen og udadtil hos befolkningen,” siger Jim Crawford.

    Charlie Hendry tilføjer, at man i England ofte betegner CRR som ‘Community Safety’ i stedet, da det har en mere positiv klang, som refererer til tryghed i stedet for brand.