• Tema: Sådan er det at være beredskabsinspektør

    24. marts 2017
    I fredagens tema med fokus på de forskellige jobfunktioner i beredskabet kan du læse om 37-årige Pia Hamann, som er beredskabsinspektør i Sønderborg Brand & Redning. På trods af en mandsdomineret branche oplever hun ingen forskelsbehandling og nyder sit job, som giver hende en alsidig arbejdsdag.

    En beredskabsinspektør varetager lovfastsatte myndighedsopgaver som eksempelvis gennemførelse af brandsyn, godkendelse og tilsyn med risikovirksomheder, brandteknisk byggesagsbehandling, administration af fyrværkerilovgivning og indsatsledelse.

    37-årige Pia Hamann har været beredskabsinspektør i et halvt år og er uddannet bygningskonstruktør. Hun valgte at blive beredskabsinspektør, fordi hun blev inspireret af et besøg af en beredskabsinspektør på sin tidligere arbejdsplads, hvor hun havde en ligende stilling i 5,5 år som viceberedskabsinspektør ved Midtjysk Brand & Redning.

    ”Jeg blev motiveret af de opgaver, han lavede, og involverede mig i dem. I dag motiverer det mig at gå brandsyn, fordi det giver en god fornemmelse i maven, når mit budskab er gået igennem. Og så er det jo altid rart at have en god dialog med de folk, jeg møder,” siger hun.

    Kvinde beredskabsinspektørEt alsidigt job

    Opgaverne som beredskabsinspektør kan spænde vidt. Pia Hamann sidder i den forbyggende afdeling i Sønderborg Brand & Redning, hvor forebyggelse og brandsyn er hendes primære opgaver. På årsbasis gennemfører hun mellem 100 og 150 brandsyn.

    Institutioner, virksomheder, skoler og sygehuse er steder, hvor Pia Hamann bruger meget af sin tid på at gå brandsyn. Derudover assisterer hun kommunens bygningsmyndighed, hvor hun blandt andet tager hånd om de sikkerhedsmæssige foranstaltninger og hjælper til med forarbejdet til byggetilladelser.

    De forskellige typer af arbejdsopgaver gør hendes arbejde værd at bruge ugens 37 timer på.

    ”Jeg er ikke god til at sidde stille på en stol hver dag, og gennem mit job kommer jeg ud og møder mange forskellige typer af mennesker. Jeg møder folk, hvor de er, lige fra pædagogen i vuggestuen til personalet på plejehjemmet, hvor jeg ser tingene fra deres perspektiv. Andre dage bruger jeg min mere nørdede side, hvor byggesager med ansøgninger om tilladelser til nybygninger til anlæg med gas eller brandfarlige væsker skal udføres,” fortæller hun.

    Det er ikke kun dagene og arbejdsopgaverne, der er forskellige i stilligen som beredskabsinspektør. Også udfordringerne på de forskellige institutioner er forskellige. På plejehjem og sygehuse taler man ofte om, hvordan institutionen skal forholde sig i tilfælde af brand. Evakuering og brandtekniske installationer kan eksempelvis have visse udfordringer på disse institutioner, fordi beboerne tit er sengeliggende. Det er derfor vigtigt, at personalet er instrueret grundigt, så sikkerheden er i top.

    En af drengene

    Store biler, blå blink og en masse mandehørm er typiske kendetegn for landets mange brandstationer. Selv om Pia Hamann er den eneste uniformede fastansatte kvinde på den mandsdomineret arbejdsplads, trodser hun drillerierne og mandehørmen og er blevet en del af fællesskabet.

    ”Der er ingen forskelsbehandling, bare fordi jeg er kvinde. Jeg overværer mange ting og tager tingene, som de kommer. Vi går alle i samme tøj, hvilket også, i et vist omfang, bidrager til at se hinanden som ligeværdige. Nogle af mændene er selvfølgelig mere galante og bærer de tunge ting for en. Det er et godt arbejde, hvor man kan hvile i sig selv og hjælpe hinanden,” siger hun.

    Selvom interesserne og humoren kan være meget forskellig, føler Pia Hamann sig som en af drengene og ser visse fordele i at arbejde i en mandsdomineret verden.

    ”Der er ikke noget tøsefnidder her – mænd er nok lidt bedre til at kalde en spade for en spade. Der er også mere ro på en mandearbejdsplads. Der er ikke så meget småtteri – der er ro og overblik. Folk kan joke uformelt med et glimt i øjet – også selv om det nogle gange er med jokes under bæltestedet, så lærer man at grine med – det er en del af jargonen,” siger hun.