• Tema: Sådan er det at være fuldtidsbrandmand

    10. marts 2017
    I fredagens tema med fokus på de forskellige brandmandsfunktioner kan du læse om 63-årige Jørgen Fonvig, der er fuldtidsbrandmand i Østjyllands Brandvæsen. Han har hele 35 års erfaring som fuldtidsbrandmand og bliver motiveret af sine kollegaer og spændingen, han møder ind til hver dag på sit arbejde.

    JørgenJobbet som fuldtidsbrandmand fungerer mødemæssigt ligesom alle andre fuldtidsstillinger med en arbejdsuge på 37 timer. Når en fuldtidsbrandmand har fri, bliver han ikke spontant kaldt på arbejde eller modtager alarmeringer fra andre alarmenheder, som deltidsbrandmænd eksempelvis gør.

    63-årige Jørgen Fonvig er fuldtidsbrandmand i Østjyllands Brandvæsen. Han nyder sit job som fuldtidsbrandmand, hvor dagene sjældent ligner hinanden.

    ”Man skal altid holde sig skarp, uanset hvilke udfordringer der venter ved udrykninger. Når alarmen går, ved man ikke, hvilke forhindringer der venter, og det er altid spændende. Jeg har været fuldtidsbrandmand i 35 år, og jeg kan stadigvæk godt blive overrasket,” siger han.

    En del af familien

    Kammeratskabet og fællesskabet vægter højt hos Jørgen Fonvig. Som fuldtidsbrandmand er han på hold med otte andre fuldtidsbrandmænd, og det betyder, at de alle kender hinanden rigtig godt.

    Brandmandsfunktioner:

    Frivillig brandmand:
    Har gennemført brandmandsuddannelsen og bliver tilkaldt efter behov
    Frivillig i brandværn:
    Har gennemført brandmandsuddannelsen og fungerer som deltidsbrandmand uden løn
    Deltidsbrandmand:
    Har et andet job ved siden af livet som brandmand
    Fultidsbrandmand:
    Har et fuldtidsjob som brandmand. Fuldtidsbrandmanden er på brandstationen og rykker ud ved alarm
    Værnepligtig:
    Efter endt uddannelse kan den værnepligtige kalde sig redningsspecialist. Værnepligtiguddannelsen giver adgang til at søge ansættelse i eksempelvis kommunale brandvæsener eller Beredskabsstyrelsen

    ”Det er ligesom en familiecyklus. Vi spiser ofte vores to måltider sammen, forbereder øvelser, gør rent og oplever hinanden i pressede situationer, når vi er på udrykninger – vi kender hinanden både på godt og ondt. Vi kan endda diskutere, ligesom man gør derhjemme,” siger han.

    BrandmændHos fuldtidsbrandmændene i Østjyllands Brandvæsen er der sjældent udskiftninger, hvilket styrker sammenholdet og gør, at brandmændene trives på deres arbejde, fortæller Jørgen Fonvig:

    ”Det er en rigtig god arbejdsplads. Vi har rokeringer holdene imellem, som gør, at alle kender hinanden. Alle ved, hvornår der er plads til sjov og seriøsitet – når alarmen går, er alle 100 procent klar. Arbejdspladsen er faktisk så god, at de fleste ender med at blive der, indtil de skal pensioneres,” siger han.

    Brandmand med flere kompetencer

    Nogle brandmænd har også andre uddannelser med i bagagen, når de starter som brandmænd. Det er en fordel, både når man er på udrykning eller befinder sig steder, hvor de forskellige kompetencer fra andre uddannelser kan have en betydning.

    ”Flere af os har en håndværksuddannelse, hvilket gør, at tømrerne eksempelvis har særlig forstand på, hvordan de brandende bygninger er konstrueret, og hvor der kan være hulrum. Jeg har selv brugt min baggrund som elektriker, når der har været ild i køkkener eller andre rum, hvor el er af betydning. Med min baggrund ved jeg, hvor jeg skal slå de forskellige tilkoblinger fra,” siger han.

    Hverdagen som fuldtidsbrandmand

    Jørgen Fonvig har en normal arbejdsdag fra klokken 08.00 til 15.00, hvor dagen typisk står på at lave øvelser, efterse materiel, lave mad eller rydder op efter udrykninger. Efter klokken 15.00 har de det, Jørgen Fonvig kalder for ‘gymnastik’. Med gymnastik mener han træning, hvor brandmændene holder sig i god fysisk form med forskellige former for cardio og styrketræning.

    “Det er et meget uforudsigeligt arbejde, hvor man ikke ved, om udrykningerne i løbet af dagen er mange eller få. Selv om der er lagt en plan for dagen, afviger man fra den i større eller mindre grad. Det er altid spændende, og så bliver man glad, når man hjælper folk, der er i nød,” siger han.

    Når brandmændene ikke slukker brand, laver de mange andre ting. Nogle gange er de eksempelvis på øvelser, hvor de skal håndtere farlige kemikalier, klippe fastklemte fri fra trafikuheld og mange andre opgaver, som relaterer sig til de ulykker, de kan blive udsat for i hverdagen.brandmænd i opgang

    ”Når jeg tænker tilbage, var brandvæsnet faktisk ikke noget, der sagde mig en millimeter. Det var først efter, jeg
    havde aftjent min værnepligt i forsvaret, hvor jeg blev uddannet røgdykker, at jeg fik øjnene op for brandmandsverdenen. Jeg må have lignet en, som gerne ville være brandmand, for seks år efter opdagede min kone, at de søgte brandmænd i Østjylland, og nu har jeg været det samme sted lige siden,” fortæller han.