Brand- og Redningskonferencen 2025 løber af stablen d. 16. september 2025 på Hotel Comwell i Middelfart. Årets konference fokuserer blandt andet på gode seniorarbejdsliv i brand- og redningsbranchen efterfulgt af et oplæg om en større hændelse set ud fra et arbejdsmiljøperspektiv – nemlig branden på Børsen.
Efter frokost er der mulighed for at høre om Arbejdstilsynets regulering af asbestområdet eller deltage i en workshop om adfærdsdesign. Eftermiddagen rundes af med et inspirerende oplæg om social intelligens, og hvordan vi som kollegaer mentalt smitter af på hinanden med erhvervssociolog og bestsellerforfatter Rikke Østergaard.
FORELØBIGT PROGRAM
Kl. 8.30-9.00 Morgenbrød, kaffe og the
Kl. 9.00-10.30 DET GODE BRANDMANDS- OG REDDERSENIORLIV? v/professor MSc, PhD Lars L. Andersen National Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Hver anden medarbejder i Danmark forventer at forlade arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Danske arbejdspladser er derfor i høj risiko for at miste erfaren arbejdskraft. Hvad skal der til, hvis flere skal kunne holde til – og have lyst til – at arbejde til en højere alder?
Forskningsprojekterne SeniorArbejdsliv og Sund og Sikker Hele Arbejdslivet viser, at et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, samt fleksible muligheder for at tilpasse seniorarbejdslivet, er vejen frem. Men hvordan ser det ud for brandmænd og reddere, hvor arbejdsmiljøet til tider kan være udfordrende både fysisk og mentalt? Og hvordan kan vi bruge denne viden, så flere brandmænd og reddere kan holde til – og får lyst til – at arbejde til en højere alder?
Kl. 10.30-10.45 Kaffepause
Kl. 10.45-11.45 BRANDEN PÅ BØRSEN v/ operationschef og indsatsleder Tim Ole Simonsen, Hovedstadens Beredskab
Børsen var den 16. april 2024 en travl arbejdsplads både på taget og langs murene, hvor et stort restaureringsarbejde var tæt på at være afsluttet, men også i kontorerne inde i selve bygningen var folk på arbejde. Da den automatiske brandalarm lyder denne tirsdag morgen, bliver mange siddende på deres pladser, for man er vant til, at byggearbejdet sætter ABA’en i gang. Men der opstår hurtigt tumult, for pludselig er der larm og røg – det hele går meget stærkt.
Både brand, politiet og ambulance var til stede med et stort set-up, da den historiske brand på Børsen fandt sted. Det var en risikabel indsats med mange aktører, som viste sig at være uvurderlige for det samlede resultat, hvor 45 procent af bygningen og 99 procent af kulturgenstandene blev bevaret. En bygning, hvis grundsten blev sat i 1619, og som i sin storhedstid var den største store varebørs i Norden.
Hør om branden på Børsen og de arbejdsmiljøperspektiver der fór igennem operationschef og indsatsleder Tim Ole Simonsens tanker, når en hændelse, som man ingen drejebog har til, pludselig opstår.
Kl. 11.45-12.45 Frokost
Kl. 12.45-14.00 VALGFRIT OPLÆG ELLER WORKSHOP
Oplæg – Asbest og brandslukning v/ specialkonsulent Johannes Dethlefsen og Henriette Hare Engell, Arbejdstilsynet
Kom og hør om den seneste viden og lovregulering på asbestområdet, som Arbejdstilsynet p.t. arbejder på. Hvilket betydning har det ifm. brandslukningsarbejdet, håndtering af udstyr, dragter m.m.
Workshop – Adfærdsdesign i praksis v/ forebyggelseschef Kenny Christensen, Beredskab Fyn
Bliv klogere på hvad adfærdsdesign er, og hvordan det – også med små greb – kan være med til at skabe forandringer til det bedre. Få konkret inspiration til, hvordan man kan benytte adfærdsdesign i det praktiske brand- og redningsarbejde ud fra cases fra Beredskab Fyn. Vi runder workshoppen af med en lille øvelse om adfærdsdesign og mikrokampagner.
Kl. 14.00-14.15 Kaffe- og kagepause
Kl. 14.15-16.15 SOCIAL INTELLIGENS OG MENTAL AFSMITNING v/Rikke Østergaard, erhvervssociolog, ledelsesrådgiver og forfatter
Bliv klogere på den nyeste forskning om social intelligens og hvordan vi smitter hinanden i hverdagen. Foredraget er baseret på sociologien omkring, hvordan følelser smitter, når vi mennesker er sammen, samt den nyeste hjerneforskning omkring hvad der sker i hjernen, når vi smitter hinanden.
Vi kender det alle sammen, vi kan være i godt humør, være motiverede og fokuserede, men så pludselig er der noget eller nogen, som bare dræber energien i rummet. Vi mennesker smitter hinanden med vores følelser, da vi er flokdyr og altid ubevidst vil tilpasse os stemningen i flokken. Hvis vi er sammen med én, der er stresset, smitter det, men det smitter også, hvis vi er sammen med én, som er i godt humør og motiveret.
Med afsæt i Rikkes bøger vil hun inspirere os til, hvordan vi kan minimere den mentale afsmitning og opnå større arbejdsglæde, for når først vi forstår, hvad der er på spil, kan vi ændre det.
Kl. 16.15 Tak for i dag