Unge må ikke glemme røgalarmen

21. august 2018

Hvert år er der omkring 90.000 unge mennesker mellem 15 og 29 år, der flytter hjemmefra. Noget, der kan være en stor omvæltning for den unge, der pludselig skal stå for mange praktiske opgaver helt alene. Indkøb skal klares, huslejen skal betales – og så skal der også være styr på brandsikkerheden.

For selvom det ikke er de unge, der fylder meget i dødsbrandstatistikker, så udgør de en forholdsmæssig stor risiko for brandhændelser.

De unge bor nemlig i mange tilfælde på værelser, kollegier og i kollektiver, hvor mange mennesker er samlet på forholdsvis få kvadratmeter, og der skal derfor ikke meget til, før en lille brandhændelse udvikler sig voldsomt. Sammenholdt med de unges store forbrug af elektronikprodukter, der i sig selv udgør en brandrisiko, er det vigtigt, at de unge tænker sig om.

Det fortæller Marcello Francati, der til daglig er forebyggelseschef i Hovedstadens Beredskab og medlem af Danske Beredskabers Netværk Forebyggelse:

”De unge har ofte uforvarende en lidt brandfarlig tankegang, hvor man ikke altid lige tænker over, hvordan man egentlig skal sørge for brandsikkerhed i sit nye hjem”.

Derfor er det også meget vigtigt, at de unge besidder en vis portion viden omkring brandsikkerhed, når de ikke længere bor hos deres forældre, men pludselig skal klare sig på egen hånd.

Op med røgalarmen

Men heldigvis er der råd at hente. Noget så simpelt som en røgalarm kan nemlig redde de unge menneskers liv, lyder det fra Marcello Francati:

”Vi ved, at hvis de unge bliver vækket, så skal de nok sørge for at komme ud af en farlig situation. Der er det værre med ældre og sårbare borgere, der måske har en svagere mobilitet. Men hvis vi ellers kan få de unge op ad sengen, så skal de nok kunne redde sig selv og få ringet 1-1-2”, fortæller han.

Men det er svært at få de unge til at købe og montere en røgalarm, da det nok ikke er det første, man tænker på, når man flytter hjemmefra og skal leve voksenlivet.

Noget, der dog ikke er en enestående situation for de unge. Faktisk viser en rapport fra 2014, at op mod hver fjerde dansker ikke havde installeret en røgalarm i deres hjem.

Af den grund har Marcello Francati da også en opfordring til de forældre, der oplever, at deres børn flytter hjemmefra:

”En røgalarm koster ikke det store, så hvis man alligevel hjælper med at købe tallerkener, sengetøj og lignende, så kan man også lige smide en røgalarm med i indkøbskurven. En røgalarm skal gerne være en lige så naturlig del af husholdningen som køkkengrej”.

Tag mad med hjem fra byturen

Med en røgalarm er de unge mennesker altså godt sikret og på vej mod en brandsikker tilværelse, men der er alligevel også andre forholdsregler, som man bør tage, når man flytter ind i sit nye hjem, lyder det fra Marcello Francati:

”I sit nye hjem bør man med det samme få en viden omkring de mulige flugtveje, så man ved, hvad man skal gøre, hvis uheldet er ude. Samtidig skal man tænke sig om og ikke sove steder, hvor man er afhængig af en stige eller lignende – eksempelvis på

en hems”.

Men selv med røgalarm og kendskab til flugtruter, kan en brand også opstå, hvis man ikke er påpasselig. En påpasselighed, der hurtigt kan forsvinde ved indtaget af alkohol.

Alligevel er der mange, der vælger at lave mad, når de kommer hjem fra en festlig aften med de nye studiekammerater, hvilket kan være en stor brandfælde. For selvom intentionerne er gode, kan alkoholpåvirkningen sløve det unge sind, og pludselig kan flammerne være store.

Derfor opfordrer Marcello Francati også de unge til helt at lade gryden blive i skabet, når den festlige aften slutter:

”Hvis man køber en pølse på vejen hjem i stedet for selv at stå og varme mad, så kunne vi undgå mange farlige situationer”, fortæller han og afslutter:

”Så hvis vi ellers kan få de unge til at huske røgalarmen, kende deres flugtveje og kun lave mad i ædruelig tilstand, så er jeg helt overbevist om, at de unge vil forblive langt nede i dødsbrandsstatistikkerne”.

Relaterede nyheder

Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgået en finanslovsaftale, der ifølge Danske Beredskaber ikke kommer til at levere den nødvendige kapacitet til beredskabet. Verden omkring os er i forandring, og der er derfor behov for at skabe varige forandringer i Danmark, så vi bliver godt rustet til fremtiden. Sådan lyder forordet til […]

Simon Kollerup blev den 10. oktober valgt som ny præsident for flere tusinde frivillig i Beredskabsforbundet – den 13. november blev indsættelsen fejret af ministre og ledere fra beredskabet. Danske Beredskaber var den 16. november med ved den officielle indsættelse af Simon Kollerup som ny præsident for Beredskabsforbundet, for der er en hel del frivillige […]

I vintermånederne vil brandkadetter i alderen 13 til 18 år banke på hos ældre og udsatte borgere for at tilbyde opsætning af gratis røgalarmer. Målet er at mindske antallet af dødsbrande i danske hjem.  Hver fjerde dansker har ikke opsat en røgalarm i hjemmet, men det forhold arbejder brandkadetter fra Unge i Beredskabet over hele […]

Få nyhedsbrev i indbakken