Ganske kort tid kan være forskellen på liv eller død. I særdeleshed er tiden altafgørende, når det kommer til hjertestop, hvor enhver tidlig redningsaktion kan være med til at gøre en forskel.
Af den grund har de tre beredskaber i hovedstadsområdet, Hovedstadens Beredskab, Tårnby Brandvæsen og Beredskab Øst valgt at indgå i et samarbejde med Region Hovedstaden, der i praksis betyder, at brandfolk også kan bruges som livreddende førstehjælpere.
”Vi synes simpelthen, at det er en god idé at udnytte den kapacitet, vi alligevel har, til at yde borgeren en ekstra service, uden det forringer beredskabet eller koster ekstra”, siger Henning Vestergaard, der er beredskabschef i Tårnby Brandvæsen, og som ser et stort potentiale i samarbejdet mellem beredskaberne og Region Hovedstaden.
”Vores mandskab er alligevel på vagt, og med det faldende antal af brande, som vi kører til, så er det vigtigt, at mandskabet føler sig nyttiggjort i endnu højere grad”, fortæller beredskabschefen.
Faktisk har Tårnby Brandvæsen også tilbudt Region Hovedstaden, at deltidsbrandfolkene fra kommunens brandvæsen også kan være tilknyttet ordningen, men dette har endnu ikke vist sig teknisk muligt i forhold til alarmcentralens udkald.
Det er dog en overbygning, der arbejdes på, så kampen mod hjertestop kan blive styrket i endnu højere.
Tiden betyder alt
For hvert år er der cirka 4.000 mennesker, der bliver ramt af hjertestop uden for hospitalerne i Danmark, og her er det altså nødvendigt, at en ambulance kommer ud ganske hurtigt og starter på hjerte-lunge-redning. Godt 700 af disse finder sted i de kommuner de tre beredskaber dækker, nemlig Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, København, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Tårnby kommuner.
Men med den nye forsøgsordning, kan det i stedet være en beredskabsmedarbejder, der tager hjertestarteren frem og forsøger at genoplive den hjertestopramte.
Forskellen på initiativet ’Hjerteløber’ og forsøgsordningen hos beredskaberne er, at hos beredskaberne er hjertestarterne allerede med, når de rykker ud – den skal ikke først findes og medbringes, som i det ellers gode initiativ ’Hjerteløber’.
”Når det handler om hjertestop, er det alt sammen tid, det handler om. Der kan vi hjælpe til, når vi alligevel er i nærheden – andet ville være dumt”, siger Henning Vestergaard, der er begejstret for forsøgsordningens mulighed for at hjælpe borgere i nød.
En begejstring, der ikke kun bliver delt i ledelseslaget hos Tårnby Brandvæsen, fortæller Henning Vestergaard:
”Folk vil virkelig gerne projektet, og der er en positiv stemning hele vejen rundt. Når man arbejder i beredskabet, vil man gerne gøre en forskel, men når vi nu er blevet så gode til at forebygge brande, er det så småt med dem. Så med her ordning, finder vi endnu en måde, hvor vi kan hjælpe borgerne” lyder det.
Ordningen trådte i kraft i sommer, men er i første omgang en forsøgsordning, der kører frem til 1. september 2019, hvorefter man vil evaluere på resultaterne.
Du kan se Beredskab Østs video om projektet lige her.