Fyrværkeri og nytårsaften

Fyrværkeri

Når nytåret skal fejres, er det for mange lig med affyring af fyrværkeri.

I Danmark er det tilladt at sælge fyrværkeri hos godkendte salgsteder fra den 15. til den 31. december. Det er de kommunale beredskaber, der godkender salgstederne og fører tilsyn med, at salgstederne overholder reglerne for opbevaring og salg af fyrværkeri.

Ønsker du at søge om tilladelse til opbevaring og salg af fyrværkeri, kan du læse mere om proceduren hos Sikkerhedsstyrelsen.

Selv om fyrværkeriet kan købes fra 15. december, må privatpersoner først affyre fyrværkeri fra den 27. december og frem til og med den 1. januar. Vil du skyde fyrværkeri af uden for denne periode, skal du tage kontakt til en professionel fyrværker.

Kig efter CE-mærket

Når du køber fyrværkeri, skal du være opmærksom på flere ting, blandt andet om fyrværkeriet er CE-mærket. CE-mærkningen er din garanti for, at fyrværkeriproducentet har sikret sig, at fyrværkeriet overholder alle væsentlige sikkerhedskrav.

CE-mærkningen vil altid have følgende format: XXXX-YY-ZZZZ…, hvor XXXX er et nummer på det bemyndigede organ, der har godkendt artiklen, YY er kategorien af artiklen og ZZZZ… er et løbenummer på artiklen.

Vær ligeledes opmærksom på, at fyrværkeri købt i udlandet ikke må tages med til Danmark – heller ikke selv om det er CE-mærket.

Opbevar max 5 kilo NEM i hjemmet

Som privatperson er det tilladt at opbevare op til fem kilo NEM I hjemmet. NEM står for Netto Eksplosivstof Mængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet.

Herudover må du transportere fyrværkeri til eget brug i en personbil, men vær opmærksom på, at transport med offentlige transportmidler, eksempelvis busser, fly og færger, er omfattet af skærpede krav til NEM-vægt.

I hjemmet bør fyrværkeriet opbevares i et rum, der er tørt og mørkt, og hvor der ikke er elektriske apparater eller varmekilder i nærheden. Derudover skal fyrværkeriet altid opbevares utilgængeligt for børn.

Det er ligeledes vigtigt, at du ikke bryder emballagen på nytårskrudtet, inden du skal bruge det. Opbevar fyrværkeriet i originalemballagen og fjern ikke beskyttelseshætten fra lunten, før du vil skyde fyrværkeriet af.

Fem gode råd om fyrværkeri

  • Køb kun CE-mærket fyrværkeri
  • Transporter kun fyrværkeri til eget brug
  • Opbevar max fem kilo NEM i hjemmet
  • Opbevar fyrværkeriet tørt og hold det fra elektriske apparater og varmekilder. Fyrværkeriet skal opbevares utilgængeligt for børn
  • Pak ikke fyrværkeriet ud eller fjern beskyttelseshætten fra lunten

I videoen herunder får du gode råd til køb, transport og opbevaring af fyrværkeri

Nytårsaften

Ryd op i carporten og tøm postkassen

Nytårsdøgnet er uden sammenligning det travleste døgn på året for de kommunale beredskaber. Langt de fleste udrykninger er til mindre brande i skraldespande og postkasser, og ofte er det brande, som kunne have været undgået, hvis ejeren af skraldespanden eller postkassen havde taget nogle få, men vigtige forholdsregler.

Brande i postkasser, containere og skraldespande er ofte forårsaget af heksehyl eller andet nytårskrudt, som får fat i skrald eller reklamer og aviser. Inden nytårsaften bør man derfor sikre sig, at skraldespande og containere er lukkede og postkassen tømt.

Derudover er det en rigtig god idé at fjerne alle brændbare materialer som juletræer, gamle aviser og papkasser, der ligger og flyder i carporten, rundt om huset eller på altanen. På den måde kan man være sikker på, at der ikke går ild i det, når nytåret for alvor skydes i gang.

Fem gode råd om Nytårsaften

  • Luk skraldespande og containere samt døre til garager, haveskure m.m., når der affyres fyrværkeri
  • Placer skraldespande og containere i god afstand til bygninger
  • Ryd op omkring huset og fjern brændbare materialer
  • Overhold sikkerhedsafstanden, der står på fyrværkeriet
  • Ring kun 1-1-2 ved akut behov

I videoen herunder får du gode råd til at undgå besøg af brandvæsnet nytårsaften