dm i firefit 2027
Der bliver igen fart over feltet, tunge løft og brandmandskonkurrence på højeste niveau, når FireFit Championships vender tilbage til Odense den 9. og 10. juni 2027.
FireFit er en international brandmandskonkurrence med rødder i Canada, hvor den første konkurrence blev afholdt i 1994. Siden har konceptet bredt sig til Europa, og hvert år dyster brandfolk fra en lang række lande om at være blandt Europas hurtigste og stærkeste.
I 2023 blev FireFit for første gang afholdt på dansk jord, da Odense Congress Center dannede rammen om konkurrencen i forbindelse med Danske Beredskabers årsmøde. Her blev både styrke, kondition og brandmandsfaglige færdigheder sat på prøve på den krævende FireFit-bane.
Seneste udgave af DM i FireFit fandt sted i 2025 i forbindelse med Årsmødet i Danske Beredskaber, og der er nu indgået aftale om, at DM i FireFit nu skal afholdes hvert andet år i forbindelse med Beredskabskonferencen, der i 2027 finder sted den 9- og 10. juni.
Når FireFit vender tilbage til Odense, kan I endnu en gang glæde jer til at opleve nogle af Europas dygtigste brandfolk dyste side om side og mod uret.
Samtidig skal der igen findes en dansk mester. Her får de kommunale redningsberedskaber og Beredskabsstyrelsen mulighed for at kæmpe om titlen som Danmarks hurtigste og stærkeste beredskab.
Så begynd allerede nu at glæde jer. Der venter sved på panden, stærke præstationer, intens konkurrence og masser af opbakning fra sidelinjen, når FireFit endnu en gang indtager Odense.
45 meters kraft-eksplosion

Når hornet giver signal til start i de internationale brandmandskonkurrencer i FireFit, står to kombattanter klar til at overvinde sig selv og de fem forhindringer, der møder dem på den 45 meter lange bane, der river i lungerne og syrer musklerne til hos selv de stærkeste brandfolk.
I den internationale konkurrence løber to brandfolk til en begyndelse iført fuld branddragt med maske og luftudstyr tolv højdemeter op ad en trappe med en 19 kilo tung brandslange i armene. Så snart slangen er droppet i en kasse på toppen, skal en tilsvarende brandslange på 19 kilo med et reb og ren ryg-og armkraft løftes de 12 meter til toppen, før trappen igen skal forceres i fuldt firspring.
Tilbage på jorden venter slagkraftsforhindringen ”Force Machine”, hvor brandfolkene med gentagne slag med en velvoksen forhammer skal flytte en genstridig jernkolos 25,4 centimeter henad en jernskinne, og når dommeren har markeret at nok er nok, skal de tunge fødder i brandstøvlerne løbe slalom mellem fire kegler for at nå frem til en vandfyldt brandslange, der skal føres gennem en dør-markering hvorfra en vandstråle præcist skal ramme en markering.
Til slut skal den 80-kilo tunge dukke ”Rescue Randy” i redningstag trækkes de sidste 30 meter ind over målstregen, før trelagsdragten, masken, handskerne og de tunge brandstøvler sveddampende kan blive åbnet og taget af i sommervarmen.
“Det er under to minutter, du er i gang – og der skal du eksplodere. Det er dét, man skal træne; hvordan man henter sekunder. Det fede er, at det relaterer meget til vores arbejde; vi løber med slanger, rammer et mål med vand og løber på trapper og trækker en dukke på 80 kilo”
Citatet stammer fra Simon Nielsen, brandmand ved Speicialtjenesten i Hovedstadens Beredskab, der har deltaget i DM i FireFit i 2023 og 2025.