Ny studentermedarbejder

Kan du lide at få ting til at gå op i en højere enhed? Elsker du to-do-lister, farvekodede Excel-ark og følelsen af at sætte det sidste flueben? Så er det måske dig vi mangler.

Vi leder efter en studentermedarbejder, der har lyst til at blive en del af et lille sekretariat, hvor dagene sjældent er helt ens. Den ene dag arbejder du med nyhedsbrev, hjemmeside eller video til sociale medier – den næste hjælper du med planlægningen af konferencer, undersøger tilbud hos leverandører eller får styr på materialerne på lageret.

Vores ene studentermedarbejder stopper, og vi har derfor brug for en ny, god kollega på holdet. Vi er et lille kontor med god stemning og virkelig skønne medarbejdere. Vi hjælpes ad og løser udfordringerne sammen. Vi er et kontor der vægter det sociale højt, derfor finder du indimellem fredagsbar og andre sjove arrangementer i vores skema. Her håber vi, at du også vil deltage så vidt som muligt. 

Du behøver ikke vide noget om brandvæsen og beredskab på forhånd. Det skal vi nok lære dig. Til gengæld håber vi, at du er nysgerrig, struktureret og ikke er bange for at tage fat.

Hvem er vi?

Danske Beredskaber er sekretariat for landets kommunale beredskaber. Vi arbejder med en bred vifte af opgaver og servicerer blandt andre beredskabsdirektører, brandfolk, brandkadetter, frivillige og aktører inden for det beredskabsfaglige område

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • Er struktureret og god til at skabe overblik, også når der er mange små opgaver på én gang
  • Har interesse for kommunikation, koordinering og organisatorisk arbejde
  • Tager initiativ, arbejder selvstændigt og ikke er bange for at tage fat, både med små og store opgaver
  • Er serviceminded og kan tilpasse kommunikationen til forskellige målgrupper
  • Er idérig og siger højt, hvis du synes, at en opgave kan løses på en anderledes og bedre måde
  • Er vant til at arbejde i Office-pakken
  • Har minimum to år tilbage af dit studie, gerne mere
  • Studerer måske katastrofe- og risikomanagement, kommunikation, journalistik, eller noget helt andet, hvor du lærer om mennesker og komplekse problemstillinger
  • Kan arbejde mellem 10-12 timer om ugen, hvoraf min. en dag er fysisk på kontoret ved Rådhuspladsen i København. Ellers er arbejdet fleksibelt mht. skole og hjemmearbejde
 

Dine opgaver

  • Hjælpe med planlægning og koordinering af konferencer, studieture og andre aktiviteter, samt vores årlige Beredskabskonference – lige fra deltagerlister og hoteller til navneskilte og materialer
  • Indhente tilbud, undersøge muligheder, kontakte leverandører og samarbejdspartnere og skabe overblik over forskellige projekter
  • Skrive og opsætte nyhedsbreve, producere indhold til hjemmeside og sociale medier og være med til at udvikle idéer til fx videoer og podcasts
  • Filme eller redigere korte videoer, tilpasse eksisterende materiale og være med til at gøre fagligt indhold forståeligt og relevant
  • Opdatere indhold, billeder, arrangementer og undersider samt hjælpe med at skabe struktur og holde vores digitale indhold ajour.
  • Lave lettere grafisk arbejde og tilpasse materialer efter vores designlinje, blandt andet i Canva
  • Ordne praktiske og administrative opgaver, besvare henvendelser, samt hjælpe kollegerne med de mange små opgaver, der får et sekretariat til at fungere

Vi ville lyve, hvis vi påstod, at alle opgaver er kreative og udfordrende. Nogle gange skal der printes, tælles ting på lageret eller laves navneskilte til vores mange arrangementer. Har du haft en hård dag på studiet, så er det en oplagt arbejdsopgave, hvor du også kan slå hjernen lidt fra.

Praktisk info

Vi afholder samtaler løbende.

Opstart hurtigst muligt, men vi venter på den rette kollega.

Send spørgsmål eller din ansøgning til: post@danskeberedskaber.dk

Vi har kontor ved Rådhuspladsen i København.

Beredskabet har plads til alle

Vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning – derfor opfordrer vi alle interesserede uanset personlig baggrund, køn og etnicitet mv. til at søge stillingen.

Tilmeld dig Danske Beredskabers nyhedsbrev
Foto: Danske Beredskaber