Hvert år uddeles redningsberedskabsprisen til heltemodige personer, der har gjort en særlig indsats i redningsberedskabets tjeneste. Dette blev uddelt i Holmens Kirke under den traditionsrige mindehøjtidelighed, hvor alskens beredskabschefer- og medarbejdere var til stede for at mindes de faldne medarbejdere fra redningsberedskabet.

Hvad der blot skulle have været et udkald til en forholdsvis simpel redningsaktion, udviklede sig om morgenen den 13. oktober til en større misere.

Som sædvanlig var der god stemning, og der blev lavet sjov i brandbilen på vej mod skadestedet, husker Lars Rithz Nielsen, hvor snakken mest gik på, hvorvidt de kunne undgå at få våde bukser under aktionen i voldgraven. Men ved ankomst til skadestedet, var der pludselig ingen smil tilbage på de gæve brandmænds ansigter.

”Det var helt tydeligt, at dette var en seriøs situation”, fortæller Lars Rithz Nielsen, der er holdleder i Østsjællands Beredskab på stationen i Hårlev, Lellinge, mens han tænker tilbage på den skæbnesvangre oktobermorgen:

”Førstemeldingen lød på en rendegraver, der var væltet, men vi ser bare denne kæmpemæssige gravemaskine, der ligger væltet i voldgraven. Vi skynder os ned i voldgraven, hvor vi forsøger at få skabt en platform, som vi kan arbejde ud fra”, fortæller den erfarne holdleder, der gennem mange år har været brandstationsleder i Falck.

Med livet som indsats

Situationen er kritisk, for selvom føreren af den store gravemaskine er kontaktbar, så sidder han helt fast. Han er faldet ud af gravemaskinen, og ligger derfor i spænd mellem voldgravsbunden og selve gravemaskinen; kun brystkassen og hovedet er ikke dækket den mudrede blanding af vand og bundslam, der langsomt men sikkert kommer nærmere de skælvende mundvige.

Føreren klager over voldsomme smerter i den ene arm og i underkroppen, mens han langsomt synker længere ned i sumpen. Imens forsøger beredskabet og de ankomne ambulancefolk at redde ham fri, men gode råd er dyre.

”Hele tiden er vi nødt til at balancere vores kræfter, fordi vi frygter, at den store gravemaskine skal vælte ned over både ham og os, hvis vi bare hiver til”, fortæller Lars Rithz Nielsen, der oplevede, hvordan kreativiteten blomstrede hos de pressede brandfolk, der alle ville hjælpe til.

For selvom redningsarbejderne arbejder i et højt og koncentreret tempo, bliver den tilskadekomne ved med at bløde. Så meget, at der må hentes blod fra det nærliggende hospital, så blodtabet kan begrænses. Derfor får en af brandmændene lavet et dropstativ ud af et firetandet spidsgreb, som kan sættes fast på den store gravemaskines førerhus.

Samtidig får den tilskadekomne så meget smertestillende, at han ikke længere er kontaktbar.

”Tilskadekomne bliver kun holdt oppe af en af mine kollegaer, der med strakt arm holder fat i livremmen, så han ikke synker længere ned. Vi forsøger fortsat at få ham fri, men vi kan simpelthen ikke få vristet armen ud af førerhuset”.

Amputation som sidste udvej

Den højre arm sidder nemlig i et så voldsomt spænd, at der ikke er meget at gøre. Store mængder af blod fosser fortsat ud, mens redningsarbejderne kæmper videre.

Tankerne kører rundt i hovederne på de mange brandfolk og ambulancereddere, der alle kæmper med eget liv som indsats for at holde liv i den uheldige og meget tilskadekomne gravemaskinefører.

”Vi ved jo godt, at det hedder liv før lemmer, men det er godt nok noget af en situation, vi står i”, husker Lars Rithz Nielsen tilbage med et kuldegys.

Beslutningen bliver truffet af helikopterlægen, der i mellemtiden er blevet rekvireret. Den højre arm skal amputeres på stedet. Ellers vil der være for stor risiko for, at han drukner, får indre blødninger eller blive endnu mere nedkølet med fatale konsekvenser til følge.

Stærkt nedkølet får redningsarbejderne gelejdet den tilskadekomne op på en båre, men det viser sig, at lungerne er kollapset efter de mange ryk, det har krævet at få ham fri. Derfor bliver der på stedet udført en inkubation i den ene side af brystkassen, mens brandvæsenet skyller den tilskadekomne rent.

”Der blev helt stille på pladsen. Ingen vidste rigtigt, hvad vi skulle sige til hinanden, for det her, det var en helt vanvittig oplevelse”, fortæller den ellers garvede holdleder. Hans egen far, der har været brandmand i 50 år, var også med til hændelsen, og ifølge Lars Rithz Nielsen, fortalte han slukøret, at han aldrig oplevet noget lignende.

”For at være helt ærlig, så var jeg sikker på, at vi senere ville modtage beskeden om, at han ikke overlevede. Alt håb virkede til at være ude.”

I helikopteren mod Rigshospitalet kæmper det præhospitale beredskab videre. Den store belastning på kroppen har ikke bare fået lungerne til at kollapse, men han får også hjertestop ad to omgange, der må håndteres i redningshelikopteren.

En lykkelig afslutning

Heldigvis har historien en lykkelig afslutning. For efter tre uger i medicinsk koma, vågner den 55-årige familiefar, Claus Grønborg op. Uden sin højre arm, med mange skavanker – men i live.

”Det første jeg tænker på, er min familie, og at jeg er i live. Det var en sand lykkerus, selvom jeg vidste, at jeg skulle leve med et handicap resten af livet”, fortæller Claus Grønborg, der dog med det samme kom i tanke om de mange mennesker, der havde reddet hans liv.

Flere af hans redningsmænd mødte han for første gang siden ulykken til dagens uddeling af Redningsberedskabsprisen, hvor han havde taget sin kone og børn med til uddelingen for at kunne sige tak for livet.

For denne indsats modtager mandskabet på station i Hårlev, Lellinge, samt indsatsleder ved Østsjællands Beredskab nemlig Redningsberedskabsprisen.

En pris, der blev uddelt af Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der ved dagens mindehøjtidelighed holdt en flot takketale for de mange fremmødte i Holmens Kirke.

Prisen til mandskabet fra Østsjællands Beredskab er fortjent, mener Claus Grønborg, der priser sig lykkelig for deres indsats:

”Uden deres hurtige og gode indsats, så havde jeg ikke levet den dag i dag. Det er jeg ufatteligt taknemmelig for, og det er derfor også rigtig flot, at de får en pris for deres indsats”, afslutter Claus Grønborg.

Men sådan ser prismodtagerne ikke nødvendigvis på det. De gjorde bare, hvad enhver anden i beredskabet ville have gjort, fortæller Lars Rithz Nielsen, der sammen med sit mandskab og indsatslederen fra Østsjællands Beredskab modtog redningsberedskabsprisen.

”Det er det, vi er her for. Når folk har brug for hjælp, så kommer vi. Men jeg er selvfølgelig glad og stolt over, at vi har fået prisen, for det betyder, at vi har gjort det godt. Men for mig er prisen ikke det vigtige; det er, at Claus han i dag lever, og at hans børn og kone stadigvæk har en far og mand, de kan komme hjem til.”