Ny vejledning om brand i el- og hybridbiler

3. marts 2021

Beredskabsstyrelsen udgiver i samarbejde med Danske Beredskaber en ny vejledning om redningsberedskabets indsats ved brande i el- og hybridbiler.

Trafikken i Danmark består i stigende grad af biler, som bliver drevet helt eller delvist af et batteri. Brande i sådanne biler er indtil videre en relativt ubeskrevet type af brand. Derfor udgiver Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Danske Beredskaber en ny vejledning om indsatser, der involverer brand i et lithium-ion-batteri.

Efterspørgsel på retningslinjer
På nuværende tidspunkt udgør brande i el- og hybridbiler en mindre del af det samlede antal bilbrande i Danmark. Der er heller ikke indikationer på, at elbiler brænder oftere end almindelige biler. Hvis der går brand i et elbilbatteri, kan den dog være svær at slukke og i værste fald blusse op igen lang tid efter en slukning. De atypiske forhold har gjort det nødvendigt at opdatere den eksisterende vejledning for at kunne give redningsmandskabet et opdateret indblik i nyere erfaringer på området.

– I redningsberedskabet er vi til for at kunne hjælpe danskerne, når de har brug for os. For at kunne løse den opgave har vi behov for viden om, hvordan vi håndterer forskellige typer af uheld. Da el-køretøjer på vejene er et nyere fænomen, har vi manglet den nyeste viden i forhold til, hvordan en brand i bilens batteri arter sig. Vi glæder os derfor over den nye vejledning, fordi den kan være med til både at sikre vores mandskab og hjælpe den enkelte borger. Vejledningen giver os mere viden om en type af indsatser, som muligvis vil forekomme oftere i fremtiden, siger Rasmus Storgaard Petersen, beredskabsdirektør i Beredskab Øst, og et af Danske Beredskabers medlemmer af arbejdsgruppen bag vejledningen.

Nationale og udenlandske erfaringer som inspiration
I foråret 2020 nedsatte Beredskabsstyrelsen en arbejdsgruppe bestående af kommunale repræsentanter fra Danske Beredskaber, relevante statslige myndigheder og private aktører, som fik til opgave at drøfte anvendelsen af lithium-ion-batterier i blandt andet transportsektoren. Én af opgaverne var en opdatering af vejledningen for indsatser ved brande i el- og hybridbiler.

– I arbejdet med den nye vejledning kunne vi heldigvis trække på den erfaring, som de kommunale beredskaber har opnået de seneste par år. Med hjælp fra Danske Beredskaber har vi inddraget nogle af dem, der har tilegnet sig viden gennem fx studier på området og materieludvikling. Vi har desuden set mod udlandet for at finde flere erfaringer og forskning om brand i el-køretøjer. Selvom der også uden for Danmark findes relativt få eksempler på ulykker med lithium-ion-batterier, har andre lande mere erfaring med håndtering af den type hændelse. Det har vi kunnet drage nytte af i vores arbejde,” siger chef for Viden og Analyse i Beredskabsstyrelsen, Frederik Prytz-Grønfeldt.

Efter input fra ind- og udland er den nye vejledning nu klar til brug. Fremover skal den blandt andet benyttes til at undervise brandfolk, der kan blive kaldt ud til brand i lithium-ion-batterier. I løbet af 2021 fortsætter arbejdet med at opnå viden om lithium-ion batterier i form af en række opgaver om blandt andet forhold for oplag af batterierne.

Læs den nye vejledning til indsatser ved uheld i el- og hybridkøretøjer.

Relaterede nyheder

Netværk Forebyggelse havde ved efterårsmødet i Billund fokus på lovgivningen og fagligheden. Der er stor vilje til at alle gerne vil dygtiggøre sig og ambitioner om at skabe en fælles tilgang til opgaverne når Netværk Forebyggelse samler kapaciteter fra hele landet for at udveksle erfaringer omkring brandforebyggelse. Og for tovholderen for efterårsmødet på Legoland Hotel […]

Når du ringer 112 for at få hjælp til brand eller redning, så er det altså næsten altid brandfolk fra en af det kommunale beredskabs 29 enheder landet over, der tænder de blå blink og kommer til undsætning. Det gør vi mere end 40.000 gange om året. På landsplan håndterer de kommunale redningsberedskaber i gennemsnit […]

Brandmanden fra Højer Frivillige Brandværn, der døde under indsats den 7. september, blev æret, og otte helte fra brandstationen i Nykøbing Falster blev tildelt Redningsberedskabsprisen af beredskabsministeren, da det civile beredskab den 4. oktober mindedes sine faldne i Holmens Kirke. Den 4. oktober blev den årlige mindehøjtidelighed for faldne brand- og redningsfolk afholdt i Holmens […]

Få nyhedsbrev i indbakken