Sammenhængen til det borgernære beredskab mangler i regeringens beredskabsudspil

10. december 2024

10. december sætter minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, omsider gang i forhandlingerne frem mod det beredskabsforlig, ministeren har bebudet, skal ligge klar før jul, men i Danske Beredskaber bliver ministerens prioriteringer mødt med skepsis og forundring.

Klimaøvelser og klimasikring af en ikke defineret størrelse, og så en bunke udstyr som watertubes og pumper, primært med fokus på det statslige beredskab i Beredskabsstyrelsen.

Det var ikke ligefrem den ønskeliste, man hos Danske Beredskaber, der tager ansvaret på sig, når klimahændelser og ulykker rammer danskerne, havde troet ville blive foreslået som et løft af det civile forsvar i Danmark, og derfor er Jarl Vagn Hansen, formand i Danske Beredskaber heller ikke begejstret efter Torsten Schack Pedersen den 10. december har løftet sløret for sit indspil til forhandlingerne i forbindelse med at partierne bag forsvarsforliget, nu er inviteret ind i Ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab for at få trygheden tilbage i det borgernære beredskab.

-Ministeren har talt meget om sammenhængen i beredskabet, men det er svært at se en styrkelse af netop det samlede beredskab, hvis det kun er det statslige beredskab, ministeren ønsker at tilgodese i et kommende beredskabsforlig, siger Jarl Vagn Hansen.

Skal der skabes sammenhæng i beredskabet, så det kan klare de mange og komplekse opgaver, som de danske brandfolk står overfor, så skal det ses i en sammenhæng – i en og samme aftale.

-Vi skal have et løft, så vi kan håndtere de strategiske udfordringer, vi står overfor – og vi har kataloget klar, siger Jarl Vagn Hansen som henviser til, at Danske Beredskaber den 10. december har præsenteret, at det vil koste 1,36 mia. kroner at skabe sammenhæng og robusthed i det borgernære beredskab i Danmark.

Men i Torsten Schack Pedersens udspil er der slet ikke sat penge af til en styrkelse af det kommunale beredskab, og det vækker undren hos formanden for Danske Beredskaber.

-Beredskabet er hele beredskabet, men jeg kan forstå, at det for ministeren kun er tale om det statslige beredskab, så er staten ved at løbe fra den aftale, man tidligere på året lavede med kommunerne, hvor der netop står, at man skal ”være opmærksomme på sammenhængen mellem det statslige og kommunale beredskab”, og det har vi svært ved at se er tilfældet, med det udspil ministeren er kommet med i dag, siger Jarl Vagn Hansen.

Læs mere om det forestående beredskabsforlig på Danske Beredskabers dedikerede side med artikler relateret til beredskabsforliget.

 

I Aftale om kommunernes økonomi for 2025  står:

Et styrket og sammenhængende beredskab

Danmark står overfor et komplekst trusselsbillede, der har skiftet karakter. Trusler fra nye områder er taget til, for eksempel inden for cyber- og hybridskrigsførelse og afledte konsekvenser fra klimakrisen.Det stiller nye og større krav til redningsberedskaberne. Det er vigtigt for regeringen og KL, at det danske beredskab er godt rustet til at modstå de nye trusler for at understøtte et trygt og sikkert samfund.KL noterer sig, at aftalepartierne i forsvarsforliget har aftalt, at der hurtigst muligt i 2024 skal indgås en aftale, der styrker det danske beredskab. Regeringen vil i forhandlingerne om en aftale på beredskabsområdet være opmærksomme på sammenhængen mellem det statslige og kommunale beredskab.

Relaterede nyheder

Hvis vi skal sikre borgernes tryghed i fremtiden, så er en opgradering af primærberedskabet ikke ”nice to have” – det er ”need to have”. Af Bjarne Nigaard, sekretariatschef, Danske Beredskaber (Artiklen har i forkortet form været bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten 5. januar) Den 9. januar skal partierne bag forsvarsforliget igen mødes for at finde […]

Den blæsende og regnvåde nytårsaften lagde de fleste steder i landet en dæmper på nytårsløjerne, men flere steder, blandt andet i København, blev tililende brandfolk beskudt med fyrværkeri. De kommunale beredskaber rykkede ud med brandbilerne ca. 343 gange i løbet af nytårsaften. Nytåret 2024/2025 blev derfor for andet år i træk relativt roligt for beredskaberne. […]

Hvis du følger fem gode råd fra Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber, kan du medvirke til at reducere risikoen for brand i din bolig og dermed gøre nytårsdøgnet roligere for landets brandfolk. Nytårsdøgnet er årets travleste døgn for de kommunale beredskaber, for her er man i gennemsnit over de sidste fem år rykket ud for at […]

Få nyhedsbrev i indbakken