Undgå brand i naturen: Tjek Brandfare.dk

23. juli 2019

Sidste år var der rekordmange naturbrande i løbet af den knastørre sommer, og alle landets kommuner indførte afbrændingsforbud. Nu spår meteorologerne at en ny hedebølge er på vej, så det kan igen blive aktuelt at være ekstra påpasselig i den danske natur.

Det er ikke altid de samme forhold, der hersker forskellige steder i landet. For at skabe et samlet overblik har Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber, som repræsenterer landets kommunale redningsberedskaber, og Kommunernes Landsforening skabt en ny fælles hjemmeside med information om brandfare i naturen, status på afbrændingsforbud og gode råd.

Siden hedder www.brandfare.dk, og her finder du en række vigtige oplysninger om brandfare i naturen. Her kan du bl.a. finde gode råd om, hvordan du undgår naturbrande, et brandfareindeks, der viser brandfaren i naturen over de kommende døgn, og en oversigt over, hvor i landet der eventuelt er indført afbrændingsforbud og hvad forbuddene betyder.

Vær ekstra opmærksom i den tørre natur

– De mange naturbrande sidste sommer gav travlhed for redningsberedskabet og gjorde formentlig også nogle borgere utrygge. Brandfare.dk kan være med til at sætte fokus på, hvordan man skal opføre sig i naturen, og hvor i landet man enten bør tænke sig om en ekstra gang eller helt lade være med for eksempel at tænde bål eller grille, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard.

Hos Danske Beredskaber glæder sekretariatschef Bjarne Nigaard sig blandt andet over, at der nu er et enkelt sted, borgerne kan søge information om brandfare i naturen, og om gældende afbrændingsforbud, mens brandfareindekset kan være nyttigt for både borgere og beredskaber:

– Med brandfareindekset vil de kommunale redningsberedskaber få et endnu bedre grundlag for at træffe beslutning om et eventuelt forbud lokalt. Samtidig er for eksempel havefolk og landmænd også meget velkomne til at tjekke brandfareindekset, så de er ekstra opmærksomme, hvis de overvejer at give terrassen en tur med ukrudtsbrænderen eller køre maskinerne i marken, siger Bjarne Nigaard.

FAKTA

Om brandfare.dk

Brandfare.dk indeholder blandt andet:

  • Gode råd til at undgå naturbrande
  • Brandfareindekset, der er en aktuel status og en prognose for risikoen for naturbrande de kommende fem døgn. Brandfareindekset bygger på data fra DMI
  • En samlet oversigt over, hvor i landet der er udstedt afbrændingsforbud

 

Om brandfareindekset

Brandfareindekset adskiller sig fra DMI’s eksisterende tørkeindeks på flere måder. Dels indeholder det en prognose for de kommende fem døgn, hvor tørkeindekset udelukkende er et øjebliksbillede; dels bygger det på flere parametre end tørkeindekset som f.eks. vind- og jordbundsforhold. Det brandfareindeks, der ligger på sitet nu, er en foreløbig udgave. Det endelige indeks forventes klar medio juli.

Det er Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og Kommunernes Landsforening, der står bag Brandfare.dk.

Relaterede nyheder

Når du ringer 112 for at få hjælp til brand eller redning, så er det altså næsten altid brandfolk fra en af det kommunale beredskabs 29 enheder landet over, der tænder de blå blink og kommer til undsætning. Det gør vi mere end 40.000 gange om året. På landsplan håndterer de kommunale redningsberedskaber i gennemsnit […]

Brandmanden fra Højer Frivillige Brandværn, der døde under indsats den 7. september, blev æret, og otte helte fra brandstationen i Nykøbing Falster blev tildelt Redningsberedskabsprisen af beredskabsministeren, da det civile beredskab den 4. oktober mindedes sine faldne i Holmens Kirke. Den 4. oktober blev den årlige mindehøjtidelighed for faldne brand- og redningsfolk afholdt i Holmens […]

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde ved åbningen af Folketinget 1. oktober fokus på at danskernes beredskab skal styrkes, og det synspunkt bakkes op af Danske Beredskaber -Vi skal ruste os hver især og som samfund, sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen da hun den 1. oktober åbnede folketingsåret i Folketingssalen. Med reference til stormfloden […]

Få nyhedsbrev i indbakken