Beredskab til eksamen – alle bestod

17. maj 2018

Hos Beredskab & Sikkerhed, der er det kommunale redningsberedskab for Randers, Favrskov og Djursland, har man i de seneste måneder arbejdet intensivt på en ny beredskabsplan for Anholt. Et hav af detaljer er på plads, men papir-planer kan ikke stå alene. Derfor blev der for nylig afholdt en stor fuldskala-øvelse på øen.

”Til daglig har vi et fantastisk godt samarbejde myndighederne imellem. Det kommer os til gavn, når vi i sådan en øvelse sætter det samlede beredskab under maksimalt pres”, siger beredskabsinspektør Kirsten Dyrvig, der har udarbejdet planerne og deltager i øvelsesledelsen.

”Vores beredskabsplan skal afprøves i praksis – og det har de øvrige myndigheder heldigvis sagt ja til at hjælpe os med. Vi er nødt til at teste om vores løsninger på papiret også kan bruges i virkeligheden. Ud over at være en fantastisk ø, så er Anholt også en spændende beredskabsmæssig udfordring. Når indbyggertallet året rundt på ca. 140 pludselig bliver til 3-4.000 i sommermånederne, så skal vi alle være på forkant. Det gælder både for ambulancetjenesten, brandvæsenet og politiet”, siger beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl. Og han tøver ikke med at komme med sin konklusion på den store øvelse:

”Kraftpræstation af dimensioner, så kort kan det siges”.

Voldsom brand på Anholt

Øvelsens simulerede, at en voldsom brand i forbindelse med en eksplosion i flere campingvogne spredte sig til omkringliggende natur og bygninger. 14 tilskadekomne, heraf tre meget kritiske, blev evakueret med helikopter til Aarhus Universitetshospital Skejby, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet.

Brandmænd og udstyr fra Djursland blev fløjet fra Tirstrup Lufthavn til Anholt med Forsvarets redningshelikoptere, som derefter tog 11 lettere tilskadekomne med tilbage til Tirstrup Lufthavn. Her stod læger og ambulancer fra Præhospitalet i Region Midt klar til at behandle patienterne, inden de blev overflyttet til Regionshospitalet i Randers.

”En kæmpe logistik-operation, der virkede efter planen”, fortæller Kasper Sønderdahl.

Mere end 200 mand var involveret i dagens fuldskala-øvelse, der havde til formål at træne beredskabet på Anholt og myndighedernes samarbejde. Øvelsen omfattede både scenarierne på Anholt, behandlingspladsen i Tirstrup Lufthavn og strategisk krisestyring i den lokale beredskabsstab på Politigården i Aarhus.

Kreative løsninger og fejlretning

”Vi træner for at sikre læring”, fortæller Kasper Sønderdahl. ”Flest mulige kreative løsninger skal laves og flest mulige fejl skal opdages sådan en dag. Kun på den måde kan vi sikre, at vi helt skarpe, når det bliver alvor”, siger han.

Nu går så evalueringsarbejdet i gang.

”Vi skal have samlet alle input fra de mange aktører i en evalueringsrapport og så tilretter vi planen, så de mange læringspunkter bliver indarbejdet”, slutter Kirsten Dyrvig, der også har koordineret den store øvelse i samarbejde med Østjyllands Politi, Præhospitalet i Region Midt og Forsvaret.

Relaterede nyheder

Den 9. december afholder Danske Beredskaber workshop om opbygning af undervisning og præsentationer – du kan stadig nå at melde dig til. Vil du gerne forbedre dine undervisnings- og formidlingsevner på en nem og simpel måde? Er du underviser, instruktør, oplægsholder, ansat i en uddannelsesafdeling, AMR, TR eller noget helt tredje i beredskabet, hvor formidling […]

Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgået en finanslovsaftale, der ifølge Danske Beredskaber ikke kommer til at levere den nødvendige kapacitet til beredskabet. Verden omkring os er i forandring, og der er derfor behov for at skabe varige forandringer i Danmark, så vi bliver godt rustet til fremtiden. Sådan lyder forordet til […]

Simon Kollerup blev den 10. oktober valgt som ny præsident for flere tusinde frivillig i Beredskabsforbundet – den 13. november blev indsættelsen fejret af ministre og ledere fra beredskabet. Danske Beredskaber var den 16. november med ved den officielle indsættelse af Simon Kollerup som ny præsident for Beredskabsforbundet, for der er en hel del frivillige […]

Få nyhedsbrev i indbakken