En god fest skal også være brandsikker

11. maj 2018

Foråret er over os, sommeren er på vej, og det er efterhånden ved at være højsæson for bryllupsfester, konfirmationer og byfester. Men når festen først er i gang, er det vigtigt, at der er styr på brandsikkerheden, så alle deltagere også kommer sikkert hjem igen – en opgave, beredskaberne, i samarbejde med relevante myndigheder, varetager.

Derfor er der også travlt hos beredskaberne rundt om i landet, der skal stå for at sagsbehandle, gå de nødvendige brandsyn og afpasse en i forvejen travl hverdag med en vis fleksibilitet, så de større arrangementer kan afholdes.

Pia Hamann er beredskabsinspektør ved Sønderborg Brand & Redning, og hun er en af dem, der sørger for, at der er styr på brandsikkerheden. Selvom det er en tidskrævende opgave, er det en nødvendig opgave, lyder det fra hende.

”Vi går jo de her brandsyn for at sikre, at der er mindst mulig risiko for, at der sker borgerne noget. Typisk er det helt klassiske brandsyn, hvor vi sikrer os, at der er ordentlige flugtveje, at dørene virker og sådan. En opgave, vi simpelthen er nødt til at prioritere.”

Faktisk er det sådan, at lokaler der kan rumme mellem 50 og 150 mennesker, ikke nødvendigvis er brandsynspligtige. Derfor er de mange brandsynsopgaver ofte begrænset til lokaler med plads til over 150 mennesker og så de større begivenheder, hvor der eksempelvis ved et marked skal sættes mange telte op.

Men selvom det ikke er alle lokaler, der har brandpligtssyn, så er det ikke nødvendigvis et problem, fortæller Pia Hamann.

”Selvfølgelig er det svært for os at vide, om der i de små forsamlingshuse er fuldstændig styr på brandsikkerheden. Vi ved jo eksempelvis ikke, om arrangørerne sætter gavebordet foran flugtvejene, så der kan være nogle risici. Men heldigvis er det meget sjældent, at vi bliver kaldt ud til brand til sådan nogle steder, så jeg ser heller ikke et stort behov for at syne de mindre forsamlingshuse.”

Store arrangementer er en udfordring

Det er derimod de større arrangementer, der i særdeleshed kræver beredskabernes interesse og tid. Her skal telte, parkeringsforhold og især afstandsforhold testes af.

”Vi kan tydeligt mærke, at når vi forårs- og sommermånederne, så får vi enormt travlt, og så når det sit højdepunkt her i juli, hvor vi i Sønderborg har vores store ringridderfest. Det der giver udfordringer ved at syne sådanne begivenheder, er, at de her festpladser ofte ligger i centrum af byen, og derfor er de begrænset af størrelsen,” fortæller Pia Hamann og uddyber:

”Men alligevel bliver markedsteltene større og større, og der skal også gerne være tivoli og andet, der fylder. Det er der ikke altid plads til, når der samtidig skal være en vis brandsikkerhed.”

Af den grund kommer Pia Hamann også med en opfordring til dem, der har i tanke at holde et større arrangement:

”Hvis man skal til at arrangere en større begivenhed, så kan jeg kun anbefale, at man kontakter de relevante myndigheder i så god tid som overhovedet muligt,” forklarer hun og afslutter:

”Vi, i beredskaberne, vil meget gerne hjælpe med til, at den festlige begivenhed skal afholdes så brandsikkert som muligt, så hvis man betragter os som en medspiller fremfor en modspiller, så kan vi sammen sørge for, at festen bliver god og sikker.”

Relaterede nyheder

Netværk Forebyggelse havde ved efterårsmødet i Billund fokus på lovgivningen og fagligheden. Der er stor vilje til at alle gerne vil dygtiggøre sig og ambitioner om at skabe en fælles tilgang til opgaverne når Netværk Forebyggelse under Danske Beredskaber samler kapaciteter fra hele landet for at udveksle erfaringer omkring brandforebyggelse. Og for tovholderen for efterårsmødet […]

Når du ringer 112 for at få hjælp til brand eller redning, så er det altså næsten altid brandfolk fra en af det kommunale beredskabs 29 enheder landet over, der tænder de blå blink og kommer til undsætning. Det gør vi mere end 40.000 gange om året. På landsplan håndterer de kommunale redningsberedskaber samlet i […]

Brandmanden fra Højer Frivillige Brandværn, der døde under indsats den 7. september, blev æret, og otte helte fra brandstationen i Nykøbing Falster blev tildelt Redningsberedskabsprisen af beredskabsministeren, da det civile beredskab den 4. oktober mindedes sine faldne i Holmens Kirke. Den 4. oktober blev den årlige mindehøjtidelighed for faldne brand- og redningsfolk afholdt i Holmens […]

Få nyhedsbrev i indbakken