Arbejdet med grænseoverskridende erfaringsbank skrider frem

17. oktober 2018

En digital platform, hvor man på tværs af landegrænser kan udveksle erfaringer og kampagner vedrørende socialt arbejde. Så ambitiøs lød planen, da man for godt et år siden søsatte initiativet Firefighters Plus, som Frederiksborg Brand & Redning i samarbejde med fire andre europæiske beredskaber samt to europæiske interesseorganisationer er med i udviklingen af.

Et projekt, der finansieres af midler af Erasmus+, som er et europæisk uddannelsesprogram.

Den digitale platform skal fungere som et online-værktøj for alle beredskaber, hvor man både kan finde og indlevere erfaringer, så det samlede beredskab kan blive klogere på sociale inklusionsprojekter. For brandfolk er nemlig oplagte frontfigurer, når det kommer til socialt arbejde:

”Flere undersøgelser viser, at brandfolk har et helt fantastisk ry, fordi folk stoler på, at de gør deres job ordentligt. Derfor kan brandfolk være rollemodeller, der kan være med til at iværksætte muligheder for folk, der er i en svær situation”, fortæller Muneeza Rosendahl om idéen bag projektet. Hun er til daglig ansat i det operative område hos Frederiksborg Brand & Redning og er en del af styregruppen bag Firefighters Plus.

Projekt godt fra land

Nu har projektet været i gang i lidt over et år, og det betyder derfor også, at det er tid til at gøre status over projektets forløb.

Derfor har projektgruppen bag Firefighters Plus netop været samlet i Polen, hvor evalueringerne fra de første tests af platformen skulle fremlægges.

For hos de forskellige beredskaber har man nemlig haft systemet igennem til en første test, hvor brandfolk havde planlagt forskellige sociale aktiviteter for en målrettet gruppe. I Frederiksborg Brand & Redning forsøgte man sig med en brandstafet for unge i et udsat boligområde.

En interessant, konstruktiv og meget givtig oplevelse for alle deltagere i projektet, der hver og en havde både erfaringer og udfordringer at dele:

”Hele det her internationale samarbejde giver en god mulighed for at lære af andre, mens man samtidig får noget international sparring på, hvordan man gør tingene”, siger Muneeza Rosendahl og uddyber:

”Der var selvfølgelig nogle tilbagemeldinger, som der nu skal rettes til i systemet, så vi kan gøre det endnu skarpere. Men alt i alt, var det en meget positiv samling”.

Ikke bare flotte ord

For at værktøjet kan benyttes af så mange som muligt i beredskabet, har det været vigtigt for styregruppen at målgruppetilpasse i stor grad. Men det har også været en klar prioritet at skabe et værktøj, der ikke blot er mange pæne og flotte ord; der skal være et konkret udbytte, når man bruger værktøjet.

Håbet er desuden, at de mange beredskaber, der gerne vil være skarpere på socialt arbejde, kan skyde genvej med værktøjet, så det gode formål ikke optager alt for mange ressourcer i beredskabet.

”Det skal være så nemt og praktisk, at alle brandfolk kan gå i gang med det, når projektet er færdigudviklet”, fortæller Muneeza Rosendahl, der håber på, at man på et nationalt niveau vil tage værktøjet til sig, som bliver gratis at bruge.

”I beredskaberne behøver man ikke opfinde den dybe tallerken hver gang, man sætter noget i gang. Derfor har jeg også en klar forhåbning om, at vi kan få videreudviklet platformen, når det udgives om et lille år, så det står endnu stærkere i en dansk kontekst”.

Hvis alt går efter planen, er den digitale platform klar til at blive lanceret om et lille års tid, hvor både politikere, beredskaber og interesserede vil blive inviteret til en åbningsseance. Vil du vide mere om projektet, kan du læse en masse lige her.

Relaterede nyheder

Hos Danske Beredskaber håber sekretariatschef Bjarne Nigaard at et beredskabsforlig lander først i det nye år, og at det bliver en aftale med fokus på at opgradere både primærberedskabet i kommunerne og det statslige assistanceberedskab. Den 9. januar skal partierne bag forsvarsforliget igen mødes for at finde en løsning på sikringen af det civile Danmark […]

Brandfolk træner benhårdt for at være klar til at rykke ud, når ulykker rammer, og de stærkeste i Europa mødes i Odense den 3. og 4. juni for at kæmpe om titlen som de bedste på FireFit-banen.   Tiden er altafgørende, når beredskabet rykker ud for at redde folk i nød, og derfor træner brandfolk […]

Torsten Schack Pedersen har den 13. december i et svar til løsgængeren Mike Villa Fonseca fortalt, at den ventede afskaffelse af afgangstidskravet på 5 minutter er udsat, og at der skal nye politiske drøftelser til, før en afskaffelse af kravet bliver en realitet. To dage før Torsten Schack Pedersen tiltrådte som minister i Ministeriet for […]

Få nyhedsbrev i indbakken