Danske Beredskabers hæderslegat 2021 er onsdag uddelt til 19-årige Henrik Nørr fra København

26. august 2021

Danske Beredskabers hæderslegat uddeles årligt til en person, der har udvist usædvanligt mod og handlekraft, og har tilsidesat hensynet til sig selv for at redde andre.

Den 19-årige Henrik Nørr fra København er onsdag blevet tildelt Danske Beredskabers hæderslegat 2021 for med usædvanligt mod og handlekraft at have reddet menneskeliv.

Henrik var blevet indstillet til hæderen af Hovedstadens Beredskab, på baggrund af en hændelse, hvor Henrik uden hensyn til eget liv og helbred, reddede to personer fra drukning i Nyhavn i København.

Torsdag den 14. oktober 2020 sad Henrik på en café i Nyhavn sammen med sin kæreste, da han pludselig hørte råb om hjælp. Han løb til stedet og fandt en kvinde i panik på kajkanten. I kanalen tæt ved lå to personer i vandet, en pige på syv år og en voksen mand. Pigen havde tydeligvis svært ved at holde sig oven vande.

Henrik vurderede, at særligt pigen var i akut livsfare i det kolde vand, og uden yderligere tøven eller omtanke sprang Henrik i vandet. Han fik heldigvis hurtigt fat i pigen og bragt hende ind til en redningsstige, hvorfra andre vidner fik hende op. Derefter assisterede Henrik den voksne mand ind til redningsstigen.

Kort tid efter ankom ambulance og redning, og den umiddelbare vurdering var, at begge personer var sluppet uden skader, trods opholdet i det kolde vand.

Det er legatbestyrelsens vurdering, at Henrik har udført en livreddende indsats, særligt den lave vandtemperatur taget i betragtning, og samtidig har sat andres liv foran sit eget.

Derfor har Danske Beredskaber altså valgt i år at hædre Henrik Nørr med sit hæderslegat 2021. Med hæderen følger en check på kr. 10.000.

Danske Beredskaber er sammenslutningen af de danske beredskaber og brandvæsner, der hvert år rykker ud til over 40.000 hændelser med bl.a. brand, redning og frigørelse af fastklemte. Siden 1954 har Danske Beredskaber afviklet sit Årsmøde, og har ved samme lejlighed uddelt et eller flere hæderslegater til værdige modtagere.

Relaterede nyheder

Den 1. december er nordisk røgalarmdag, hvor du kan gøre det til en vane at tjekke, om din røgalarm fungerer. Søndag den 1. december er det nordisk røgalarmdag. Det er dagen, hvor du på en enkel måde kan sikre brandsikkerheden derhjemme ved at tjekke, om røgalarmerne virker, som de skal. Brandvæsenet rykker årligt ud til […]

Beredskabsforliget skal dække hele redningsberedskabet, for ellers kan vi ikke passe på hele Danmark, lyder det fra Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber. Lige om lidt får vi et beredskabsforlig i Danmark, og hos Danske Beredskaber ønsker man sig mere end noget andet, at forliget kommer til at tage hensyn til hele redningsberedskabets behov. -Den […]

Julen nærmer sig, men årets kolde måneder er højsæson for brande. Gå derfor aldrig fra levende lys og vær opmærksom i køkkenet, når du tilbereder mad. En røgalarm i julestrømpen den 1. søndag i advent kan være med til at sikre julen, for når der skrues op for brugen af levende lys, og julemaden skal […]

Få nyhedsbrev i indbakken