Af Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber
– kronik bragt i Jyllands-Posten den 8. april 20022

Havde man ved familiens julebord i 2019 i ramme alvor foreslået, at vi i Danmark burde afsætte et milliardbeløb for at se på forsyningssikkerhed og civil beskyttelse, så var der nok blevet lukket for mere portvin til den dessert.

Men de sidste par år har vist os, at vi i stigende grad skal være parate til det ikke forventede. Civilbefolkningen har behov for tryghed og sikkerhed, også i situationer ingen havde forudset, men hvor konsekvenserne for den enkelte og for samfundet kan være fatale.

Den seneste tid har sat krisestyring på dagsordenen med Covid-19, klimarelaterede hændelser, flygtningestrømme, og senest krig i vort nærområde. Uanset den enkelte krises form, så kan der kun leveres kvalificeret krisestyring, hvis der er plads til fokus, tilstrækkelige ressourcer og en pulje af opbygget viden fra konkret og relevant erfaring, uddannelse, træning og evaluering.

Men evnen til at forberede samfundets kritiske funktioners fortsatte drift, evnen til at planlægge et fortsat beredskab under pres eller ekstreme forhold, og evnen til at håndtere en krise og de afledte konsekvenser, er en desværre længe nedprioriteret disciplin.

Årsagen til, at en krise opstår, er egentlig ikke afgørende. Om elektriciteten i et større område forsvinder i flere døgn som følge af et stormvejr, et cyberangreb, mangel på raske folk på elværket, eller af en helt fjerde årsag, ændrer ikke på, at civilbefolkningen vil have en række fortsatte og basale behov, der skal sikres.

Selv når de normale forhold ikke gælder, skal der sørges for mad og pleje til ældre og indlagte borgere, der skal sikres varme, mad og rent vand til alle, der skal sikres pasning af børn, så forældre kan passe deres arbejde med fx at pleje ældre eller sørge for drift af infrastruktur, osv., osv.

Hvis driften af kritiske funktioner svigter, er det vigtigt at der er ressourcer og videnpersoner, der har lavet en plan for, hvad der skal ske, og hvem der udtænker, hvordan man i den konkrete hændelse gør det, og eksekverer det, så samfundet kan sikres fortsat at kunne køre videre i op til syv døgn under en given hændelse.

Fokus skal være på løsningen af de fortsat kritiske opgaver såsom forplejning, pasning, pleje, kommunikation mv., og knap så meget på hvad årsagen måtte være til en hændelse.

Indsigt i lokale forhold er afgørende for en effektiv planlægning. En løsning, der er gangbar i ét lokalsamfund, kan af geografiske, demografiske eller logistiske årsager være umulig i et andet lokalsamfund.

Planlægning og ressourceprioritering skal derfor ske lokalt, med indsigt og viden om netop det specifikke lokalområdes behov og særkender. Og det passer heldigvis med, at man har det kommunale beredskab til at hjælpe med opgaven – og til at genskabe tryghed tæt på borgerne.

Svenskerne har netop fra statslig side spillet ud med et initiativ, hvor man investerer 1,8 milliarder svenske kroner i civil beskyttelse og sikkerhed.

I Danmark er vi bagud – både civilbeskyttelseskontoen og den økonomiske konto. Det foreslår vi i Danske Beredskaber, at vi får gjort op med. Vi foreslår, at også den civile beskyttelse, trygheden for borgeren, og behovet for fortsat drift af de kritiske funktioner skal prioriteres, når vi i øvrigt er kommet i en situation, hvor der skal investeres bredt i Danmarks sikkerhed.

Selvom debatten visse steder har drejet sig om antal beskyttelsesrum og pladser i sikringsrum, så har jeg svært ved at forestille mig en situation i det nuværende verdensbillede, hvor vi vil sende hele befolkningen under jorden. Der er ganske enkelt ikke en militær trussel mod Danmark, så med de aktuelle trusler er det mere opdaterede og moderne tiltag, der er behov for.

Konkret ser vi gerne, at der fx afsættes ressourcer til at genopfriske og opdatere den kommunale beredskabsplanlægning, planerne for fortsat drift og kommunal/lokal krisestyring, i samarbejde med kommunerne og de lokale institutioner, større virksomheder mv.

Der skal vægtes multifunktionalitet i beredskabsplanlægningen, så en indsats kan benyttes og gennemføres, uanset årsag og bagvedliggende hændelse.

Vi vil også gerne klæde nøglepersoner på til at agere, hvis krisen indtræder. Det kan fx gøres ved at uddanne den beredskabsansvarlige i enhver myndighed, kommune, forsyningsselskab, infrastrukturvirksomhed mv. til at indgå i beredskabsplaner, koordinere på tværs under alle forhold og i øvrigt skabe bedst mulige forhold for at opretholde driften.

Det vil ud over teorien også kræve lokale øvelser på strategisk og taktisk niveau – koordineret af det lokale redningsberedskab. Kompetenceopbygning er vigtig, hvis krisestyring skal fungere. Det er dem, der har prøvet og øvet, der kan, ikke nødvendigvis dem, der har de mange detailorienterede planer.

Vi kommer nok heller ikke uden om noget så gammeldags som lokale lagre af forskelligt materiel og kapaciteter. Inaktive værdier i en normal hverdag – men evt. forskel på succes og fiasko i en krise.

Det kan fx være (gen)opbygning af et passende antal indkvarteringseffekter i form af telte, senge, madrasser mv. Det kan være lagre af langtidsholdbar forplejning, vand, basale hygiejniske artikler mv., ligesom det bør være sikrede faciliteter til fortsat ledelsesdrift, dvs. en lokation, der er sikret fysisk, og hvis egen drift er sikret, fx ved generatorer, forplejning mv. Her kan de lokale/kommunale folk med ledelse af de kritiske funktioner fortsætte drift, koordination og krisestyring, selv under ekstreme forhold.

Indkøb af separat fungerende kommunikationssystemer bør også være på listen, så der kan uddeles kommunikationsværktøjer til de relevante kommunale/lokale folk med kritiske funktioner for på den måde at sikre fortsat koordinering og ledelse, selv om vanlige netværk og systemer måtte være sat ud af spillet, uanset om det er af tekniske eller fysiske årsager.

Vigtigheden af krisestyring, beredskabsplanlægning og planer for fortsat drift kan – desværre – ikke undervurderes, når det gælder befolkningens tryghed og sikkerhed. Det har de seneste par år vist os. Derfor bør der i de kommende år afsættes fornyede ressourcer til at (r)etablere de fornødne planer og kapaciteter.

For med hånden på hjertet må vi erkende, at der siden begyndelsen af 1990’erne ikke er tænkt i ressourcer til disse discipliner. Vi håbede og troede – måske naivt – at de ikke længere nogensinde skulle blive nødvendige i et moderne samfund.

Nu må vi nok erkende, at det også på den front er blevet tid til fornyet omtanke.