Danske Beredskaber afholdt den 15. september generalforsamling, og formand Jarl Vagn Hansen gjorde det i sin beretning det klart, at de politiske målsætninger om et totalberedskab skal følges op af både økonomi og støtte til udviklingen af det danske redningsberedskab.

Effektivisering og samarbejde kan ikke i sig selv finansiere den kapacitetsforøgelse, som det nye risiko- og trusselsbillede kræver. Det blev slået fast af formand i Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, da han på Danske Beredskabers generalforsamling den 15. september afgav sin beretning.

”Vi kan organisere os bedre. Vi kan samarbejde mere. Vi kan udnytte vores samlede ressourcer bedre. Og det skal vi naturligvis gøre. Men effektivisering og samarbejde kan ikke i sig selv finansiere den kapacitetsforøgelse, som det nye risiko- og trusselsbillede kræver.”

Men formanden begyndte sin beretning et andet sted, med at henvise til vores svenske naboer, der igennem de senere år har arbejdet meget konkret med samfundets beredskab ved blandt andet at sende information til borgerne om, hvad man skal gøre, hvis krisen eller krigen kommer

Og det gælder i særlig grad for myndighederne, der i Sverige har fået en meget klar retning for arbejdet med det civile forsvar og totalforsvaret.

”Midt i alt det praktiske om vand, mad, varme, kommunikation, beskyttelse og beredskab står der en bemærkning, som jeg synes er ret fantastisk: ”Hvis Sverige bliver angrebet, giver Sverige aldrig op”. Og endnu skarpere: ”Alle oplysninger om, at modstanden skal ophøre, er falske.” Det er alligevel en klar melding. Ingen fodnoter. Ingen forbehold. Ingen arbejdsgrupper, der først skal undersøge, om formuleringen nu også kan stå der. Sverige giver aldrig op.”

Jarl Vagn Hansen fortalte, at det siger meget om den alvor, vores svenske kollegaer ser den sikkerhedspolitiske situation med, men for formanden i Danske Beredskaber siger det også noget andet.

”Beredskab handler ikke kun om materiel. Det handler ikke kun om brandbiler, generatorer, pumper, droner, beskyttelsesrum eller lagre. Beredskab handler også om vilje. Om evnen til at fortsætte. Om samfundets modstandskraft. Og om befolkningens tillid til, at samfundet virker – også når det bliver svært. Det er måske i virkeligheden essensen af det, vi i Danmark er begyndt at kalde totalberedskab.”

Et taktskifte er i gang

Under generalforsamlingen i 2025 efterlyste Jarl Vagn Hansen i sin beretning konkrete initiativer, der kunne styrke kampkraften i hele redningsberedskabet, og han pegede på den kommende ekspertanalyse som en mulighed for at få taget nogle af de diskussioner, vi havde skubbet foran os i mange år. I februar kom rapporten, og den fik ”Taktskifte for Danmarks redningsberedskab.”

”Det var næsten, som om de havde lyttet. Rapporten indeholder 10 anbefalinger, og det interessante for mig er heller ikke, om vi kan sætte flueben ved anbefaling nummer 1, 2, 3 og så videre. Det interessante er retningen. Et stærkere og mere sammenhængende redningsberedskab. Bedre udnyttelse af vores samlede ressourcer. Mere robusthed. Mere specialisering. Mere samarbejde. Bedre uddannelse.”

”Og en erkendelse af, at de hændelser, vi skal kunne håndtere i fremtiden, ikke nødvendigvis respekterer kommunegrænser, organisationsdiagrammer eller myndighedsskel.

Men rapporten har kommer ifølge Jarl Vagn Hansen og Danske Beredskaber også med en anden vigtig præmis, som vi ikke skal tale os udenom:

Et stærkere redningsberedskab koster flere penge, pointerede formanden.

”Vi kan organisere os bedre. Vi kan samarbejde mere. Vi kan udnytte vores samlede ressourcer bedre. Og det skal vi naturligvis gøre. Men effektivisering og samarbejde kan ikke i sig selv finansiere den kapacitetsforøgelse, som det nye risiko- og trusselsbillede kræver.

”Hvis vi skal kunne håndtere mere – og kunne holde til det i længere tid – kræver det flere operative kapaciteter, mere materiel, mere uddannelse, flere øvelser og større robusthed. Det koster penge.”

Og ifølge Jarl Vagn Hansen, så er der sådan set også en ret enkel logik i, hvor den styrkelse skal ske.

”Det kommunale redningsberedskab har haft ansvaret for det daglige redningsberedskab, så længe nogen af os kan huske. Det er de kommunale redningsberedskaber, der rykker ud hver eneste dag. Det er her, erfaringen og den operative rutine findes. Det er her, brandfolk, holdledere og indsatsledere igen og igen håndterer virkelige hændelser – fra den lille hverdagshændelse til de helt store indsatser. Og det er et beredskab, der allerede er til stede tæt på borgerne i hele Danmark.”

Og når risiko- og trusselsbilledet bliver større, og opgaven dermed bliver større, så forekommer konklusionen for Danske Beredskabers formand ganske enkel:

”Dem, der allerede har ansvaret. Dem, der allerede løser opgaven. De skal have flere muskler.”

Men at ansvaret og opgaven skal ligge, hvor det altid har været, er ikke nagelfast. Tværtimod, ifølge Jarl Vagn Hansen, for Taktskifterapporten peger netop på, at også det kommunale redningsberedskab skal udvikle sig.

”Men fremtidens redningsberedskab kan med fordel bygges videre på den operative organisation, den erfaring og den struktur, vi allerede har. Vi skal ikke alene organisere os anderledes. Vi skal kunne mere. Og på den måde er min vigtigste konstatering faktisk: Taktskiftet er allerede i gang.”

Mange steder i Danmark sker udviklingen allerede, og det ser man i Danske Beredskaber ved, at:

Beredskaber samarbejder tættere.
Opgaver løses på tværs.
Specialiserede kapaciteter deles.
Vagtcentraler samarbejder.
Vi hjælper hinanden over grænserne.

Og vi søger i stigende grad løsninger, hvor vores samlede ressourcer bliver anvendt bedst muligt, og vi behøver måske ikke altid tegne hele organisationsdiagrammet først.

”Nogle gange finder vi løsningerne, fordi de virker. Og når løsningerne virker, breder de sig. Det synes jeg faktisk, vi skal glæde os over.”

Vi er 98 kommuner og 29 beredskaber, og et meget konkret eksempel kom allerede sidste efterår, hvor Danske Beredskaber tog initiativ til en national aftale om gensidig assistance. KL bakkede op, og dermed kan vi i dag grundlæggende sige at Danmarks 98 kommuner og 29 kommunale redningsberedskaber hjælper hinanden, når der er behov for det.

”Det lyder næsten selvfølgeligt. Og det er måske netop pointen. For når hændelsen bliver stor nok, er borgeren sådan set ligeglad med, hvilken kommune der ejer brandbilen. Borgeren er ligeglad med, hvilken kasse pengene kommer fra. Borgeren forventer, at hjælpen kommer. Det er beredskab. Og det er efter min opfattelse også totalberedskab omsat til praksis.”

Taktskifterapporten har naturligvis også en politisk dimension, og flere af anbefalingerne handler om rammerne for fremtidens redningsberedskab og dermed også om kommunernes organisering og ansvar, og KL’s bestyrelse har bakket op om rapportens anbefalinger, og det giver efter Jarl Vagn Hansens opfattelse, en god arbejdsdeling.

”KL er kommunernes fælles interesseorganisation og må sammen med regering og Folketing tage den politiske diskussion om rammer og struktur. Danske Beredskabers vigtigste bidrag er fagligheden. Vi skal kunne fortælle, hvad der virker. Hvad der ikke virker. Hvilke kapaciteter der er behov for. Hvilke kompetencer der skal være til stede. Og hvordan vi bedst muligt skaber et robust redningsberedskab for borgerne. Det er den rolle, jeg synes, Danske Beredskaber skal holde fast i.”

”Vi skal være en stærk faglig stemme. Og jeg oplever faktisk, at den stemme bliver hørt. Samarbejdet med KL er stærkt, både administrativt og politisk. Det skal vi værne om.”

Men en rapport slukker som bekendt ingen brande, og en anbefaling skaber ikke i sig selv en operativ kapacitet, og derfor kommer man ifølge Jarl Vagn Hansen ikke uden om økonomien.

”Hvis man politisk tilslutter sig ambitionen om et stærkere redningsberedskab, må man også forholde sig til, hvad det kræver. Man kan ikke bestille et stærkere redningsberedskab og samtidig forvente, at regningen forsvinder. Vi har taget nogle første skridt. Men Taktskiftet skal omsættes til reel kapacitet, hvis det skal gøre en forskel den dag, hvor vi får brug for den. For robusthed kan ikke projektfinansieres fra år til år. Robusthed skal bygges op. Den skal vedligeholdes. Den skal trænes. Og den skal være til rådighed den dag, hvor vi får brug for den.”

”Det er sådan set hele pointen med et beredskab.”

Totalberedskab

Et andet ord, som for alvor har gjort sit indtog i løbet af året, er totalberedskab.

Et ord der meget præcist beskriver, at fremtidens kriser ikke kan løses af én myndighed.

Men det kræves, at man ved, hvem der gør hvad.

”Totalberedskab må ikke blive et ord, som betyder, at alle har ansvar – og derfor i praksis ingen har ansvar. Der skal være tydelige roller. Der skal være planer. Der skal være ledelse. Der skal være øvelser. Og der skal være kapaciteter bag planerne.”

Og her spiller kommunerne en helt central rolle, for det er i kommunerne, at en meget stor del af det danske samfund faktisk fungerer.

Derfor er det også positivt, at kommunernes generelle beredskabsplanlægning og kontinuitetsplanlægning har fået langt større opmærksomhed, for Totalberedskabet skal helt ud at leve i virkeligheden. Ikke kun på Christiansborg.

Uddannelse og faglighed

Den vigtigste kapacitet i beredskabet sidder mellem ørerne på de mennesker, der skal bruge materiellet, og vi har gennem en årrække set en markant udvikling i de risici, som brandfolk, holdledere og indsatsledere skal håndtere.

Det gælder ved indsatser ved elbiler, store batterianlæg, Power-to-X, solcelleanlæg, nye byggematerialer, højere og mere komplekse bygninger, cyberhændelser, ekstremt vejr, naturbrande – og hændelser, hvor civil og militær beredskabsplanlægning mødes.

”Kompleksiteten bliver ikke mindre. Derfor er arbejdet med en egentlig erhvervsrettet uddannelse for brandfolk vigtigt. Det handler ikke om at gøre vores fag akademisk. Tværtimod. Det handler om at anerkende, at brandmandsfaget er et fag. Et fag med håndværk, teknik, taktik, risikovurdering sikkerhed – og stadig mere specialiseret viden. Det arbejde skal vi fortsat bidrage aktivt til.”

Det gælder både uddannelsesområdet og de mange andre faglige arbejdsgrupper, hvor Danske Beredskaber er repræsenteret, og ofte langt væk fra rampelyset.

”Forebyggelse er måske den del af redningsberedskabet, hvor succes er sværest at fotografere. For når forebyggelsen virker, sker der jo netop ingenting. Bygningen brænder ikke. Mennesket kommer ikke til skade. Virksomheden bliver ikke lukket ned. Kulturværdien går ikke tabt. Derfor skal vi fortsat holde den forebyggende faglighed højt.”

Det kommunale beredskab har gennem året bidraget til en lang række faglige diskussioner om brandsyn, bygningsreglement, risikovirksomheder og brandsikkerhed, og det er kompliceret stof, der arbejdes med. Ifølge Jarl Vagn Hansen opdager offentligheden først betydningen af det, når noget er gået galt.

Den faglige stemme

Danske Beredskaber skal ikke være en forening, der alene taler med sig selv, men en forening, der er skal være til stede dér, hvor samfundets diskussioner foregår, og det har man ifølge formanden også været i 2026, hvor Danske Beredskaber på Folkemødet har deltaget i debatter om totalberedskab, Taktskifte og samfundets robusthed.

Igennem året har Danske Beredskaber deltaget i den offentlige debat, i konferencer, i arbejdsgrupper og i dialogen med politikere, myndigheder og organisationer – og ikke fordi Danske Beredskaber skal være en politisk organisation.

”Men vi skal være en faglig organisation, som politikere, myndigheder, organisationer og medier kan gå til, når de vil vide, hvordan virkeligheden ser ud. Jeg synes faktisk, vi er lykkedes godt med det. Vi bliver spurgt. Vi bliver inviteret. Vi bliver hørt – og nogle gange bliver der sågar lyttet.”

Internationalt udsyn

Både i det nordiske samarbejde, i FEU og senest ved World Fire Congress i London har Danske Beredskaber været repræsenteret og deltaget aktivt, og noget der har sat sig fast hos Jarl Vagn Hansen var fra World Fire Congress, hvor deltagerne blev mødt af mennesker, der havde været involveret i nogle af de alvorligste hændelser, et brandvæsen kan stå overfor.

”Det gjorde indtryk. For midt i alle vores diskussioner om organisering, dimensionering, materiel, uddannelse og økonomi er der noget meget grundlæggende, som vi aldrig må glemme. Befolkningen forventer, at vi passer på dem.”

”Der eksisterer nærmest en uskreven kontrakt mellem beredskabet og borgerne. Når de ringer 112, forventer de, at nogen kommer. Når bygningen brænder, forventer de, at vi ved, hvad vi gør. Når samfundet bliver ramt af en krise, forventer de, at myndighederne har forberedt sig. Og hvis vi fejler alvorligt, så mister vi ikke bare operativ kapacitet. Vi risikerer at miste tillid. Det er måske den vigtigste ressource af dem alle.”

Befolkningens vilje til at være en del af et totalberedskab hænger ifølge Jarl Vagn Hansen også sammen med tilliden til, at vi andre har gjort vores arbejde, og når formanden ser på Danske Beredskaber, så ser han en forening, der står et stærkt sted.

”Vores netværk og arbejdsgrupper producerer hver eneste uge faglighed, som kommer hele redningsberedskabet til gode. Sekretariatet sikrer, at vi kan følge de mange politiske og faglige dagsordener. Og vores medlemmer stiller medarbejdere til rådighed for en lang række opgaver, hvor fællesskabet har brug for dem. Danske Beredskaber er summen af den faglighed, medlemmerne bringer ind i fællesskabet.”

Året der kommer

Da Jarl Vagn Hansen sidste år så frem mod det kommende år, håbede han på et reelt styrket beredskab i den spidse ende, og det håber han fortsat på bliver en realitet, og selvom alt bestemt ikke er blevet indfriet, så synes han, at vi i beredskabet står et andet sted i dag end for et år siden.

”Vi har fået Taktskifterapporten. Vi har fået en langt større politisk opmærksomhed på det kommunale redningsberedskab. Vi har sat totalberedskabet på dagsordenen. Vi arbejder videre med uddannelse og kompetencer. Vi styrker samarbejdet på tværs af redningsberedskaberne. Og mange af de løsninger, som rapporter og analyser peger på, er allerede ved at vokse frem i praksis.”

På den baggrund er Jarl Vagn Hansen til årets generalforsamling i Danske Beredskaber optimist. Ikke fordi risikobilledet er blevet bedre, for det er det bestemt ikke, men fordi beredskabet bevæger sig.

”Taktskiftet er allerede i gang. Nu handler det om at holde retningen. Og om at sikre de nødvendige ressourcer. Vi skal have et redningsberedskab, der kan håndtere hverdagen. For det er stadig hverdagen, der fylder langt de fleste af årets 365 dage. Men vi skal samtidig have et redningsberedskab, der kan skalere, når hverdagen ikke længere er hverdag.”

”Når strømmen forsvinder. Når kommunikationen svigter. Når infrastrukturen bliver ramt. Når vejret bliver ekstremt. Når hændelsen går på tværs af kommunegrænser. Eller når Danmark bliver udsat for noget, som vi i mange år bildte os ind hørte historiebøgerne til. Det kræver mere af os.”

På den baggrund mener Jarl Vagn Hansen, at de mennesker og organisationer, som allerede hver eneste dag løser opgaven, skal have flere muskler til at løse den større opgave.

”Det er sådan set ikke så kompliceret. Og måske skal vi tage lidt af den svenske beslutsomhed med os. For beredskab handler ikke kun om, hvad vi har. Det handler også om, hvad vi vil. Viljen til at være forberedt. Viljen til at hjælpe hinanden. Viljen til at holde samfundet i gang. Og viljen til at fortsætte, også når det bliver svært.”

Hent hele beretningen som den er skrevet

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen i Danske Beredskaber følgende sammensætning:

Formand Jarl V. Hansen

Næstformand Lars Robétjé

Sekretær Claus Bo Nielsen

Kasserer Diana Sørensen

Bestyrelsesmedlem Jakob Vedsted Andersen

Bestyrelsessuppleant Kim Wemmelund