• Alternativ rekrutteringsidé blev en succes hos Midtjysk Brand & Redning

    21. marts 2019
    Mangel på brandfolk har fået medarbejderne i Midtjysk Brand & Redning til at tænke alternativt for at skaffe flere deltidsbrandmænd til de mindre stationer i dækningsområdet. Et fælles rekrutteringsarrangement mellem beredskabet og det lokale politi gav pote og kastede tre ansøgere af sig.

    I en uges tid blev indbyggerne i den lille midtjyske by Fårvang mødt af to mannequindukker i fuld indsatsdragt og politiuniform, når de handlede i Dagli’ Brugsen.

    De to mannequindukker var reklamesøjle for en rekrutteringsidé, som en af byens deltidsbrandmænd, Liselotte Andersen, havde fået, og som resten af Midtjysk Brand & Redning med det samme støttede op om.

    For når man mangler brandfolk, må man tænke ud af boksen. Derfor var der heller ingen tvivl, da ideen om at afholde et rekrutteringsarrangement sammen med det lokale politi blev bragt op; dét skulle afprøves, fortæller Andreas Schuldt Jørgensen, der er viceberedskabsinspektør hos Midtjysk Brand & Redning.

    ”Vi mangler deltidsbrandmænd på flere af vores stationer, og vi har måttet erkende, at hvis vi skal skaffe nye folk, er vi nødt til at gøre opmærksom på os selv ude i de små samfund. Derfor gør vi meget ud af at støtte op om de enkelte brandstationers initiativer, for det er dem, der ved, hvad der foregår lokalt,” siger han.

    Grillpølser og beredskabssnak

    Interessen for at afholde et fælles rekrutteringsarrangement viste sig at være mindst lige så stor hos Midt- og Vestjyllands Politi som hos beredskabet. Derfor kom det hurtigt i stand, at de to myndigheder skulle samarbejde om at skabe synlighed i lokalbefolkningen.

    ”Jeg tror, at begge parter kunne se fordele i at være til stede til sådan et arrangement. Vi vakte opsigt med både politibiler og brandbiler, og det betød, at der kom rigtig mange mennesker forbi. Politiet fortalte, at der var en del flere besøgende, end der plejer, når de kører ud med deres mobile politistation til den slags arrangementer,” siger Andreas Schuldt Jørgensen.

    Han vurderer, at der i løbet af nogle timer var mellem 100 og 120 besøgende på parkeringspladsen foran Dagli’ Brugsen i Fårvang, som for en stund var omdannet til et sandt paradis for børn og voksne med interesse for blå blink. Midt- og Vestjyllands Politi stillede med sin mobile politistation og en patruljevogn, og Midtjysk Brand & Redning havde fundet en tankvogn og en autosprøjte til lejligheden.

    Sammen med fem kolleger uddelte Andreas Schuldt Jørgensen materiale fra Bliv Brandmand Nu til de voksne, mens børnene fik en brandhjelm og et kig ind i brandbilerne. Og som prikken over i’et bød de frivillige i Midtjysk Brand & Redning på friskbrygget kaffe og en grillpølse.

    ”Mange tror, at det kun er muligt at være brandmand på fuldtid, så når vi oplyser om, at de sagtens kan være en del af beredskabet, samtidig med at de passer deres almindelige arbejde, bliver de ofte positivt overraskede. I det hele taget fik vi rigtig mange gode snakke, som også gav os mulighed for at fortælle om alt det, vi laver, der ikke handler om at køre til brand,” siger Andreas Schuldt Jørgensen.

    Et synligt beredskab er vigtigt

    Mange af de besøgende under rekrutteringsarrangementet var børnefamilier, fortæller Andreas Schuldt Jørgensen. Og det er et af de segmenter, beredskabet meget gerne vil ramme, i håb om, at enten mor eller far finder arbejdet som deltidsbrandmand interessant.

    ”Det er typisk børnefamilierne, der bosætter sig i de mindre byer og bliver. Derfor er det også dem, vi skal forsøge at tiltrække, når vi leder efter nye deltidsbrandfolk. Det er selvfølgelig også rigtig godt, når en ung mand eller kvinde melder sig som deltidsbrandmand, men der er umiddelbart større risiko for, at han eller hun flytter væk for at studere inden for kort tid.”

    For Midtjysk Brand & Redning udmøntede rekrutteringsarrangementet sig helt konkret i tre ansøgninger fra beboere i Fårvang, der kan se sig selv som deltidsbrandmand på byens brandstation.

    ”Det er vi meget tilfredse med. Fårvang er en lille by, så det, at tre personer kan se sig selv som deltidsbrandmænd på den lokale brandstation, er stort for os. Vi er i kontakt med dem alle tre og skal nu finde ud af, hvordan den videre proces skal være,” siger Andreas Schuldt Jørgensen.

    At det fælles rekrutteringsarrangement viste sig at være en stor succes, er med til at understrege, hvor vigtigt det er at komme ud og møde borgerne, mener Andreas Schuldt Jørgensen. For manglen på deltidsbrandfolk kan ikke løses fra skrivebordet.

    ”Ude i de mindre samfund betyder det rigtig meget, at beredskabet er synligt. Samtidig skal man jo heller ikke glemme, at det har stor effekt at være til stede, fordi folk kender hinanden og snakker sammen. Det rygtes hurtigt, at beredskabet mangler arbejdskraft, og folk prikker til naboen for at høre, om det ikke var noget for ham eller hende,” siger han.