Søg
Close this search box.

Beredskaberne havde en travl nytårsaften

1. januar 2017

Hen over nytårsaften og –nat, fra lørdag klokken 18 til søndag klokken 05, har de kommunale brandvæsner og beredskaber landet over måtte rykke ud 503 gange – og relativt flest i de større byområder.

Til de 503 udrykninger har der i alt været over 1.800 brandfolk i gang – nogle af dem er dog gengangere ved flere udrykninger.

”Vi håber altid, at de fleste får en festlig og god nytårsaften. Hos os selv i beredskabet har vi derfor intet imod ’sort skærm’ – hvad angår udrykninger… Men det fik vi desværre ikke i år,” siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Det beskrives de fleste steder, at indsatsen nytårsaften og –nat svarer til en travl nytårsaften. Som tommelfingerregel køres der på landsplan omkring 400 gange på en ’normal’ nytårsaften og –nat.

”Men det er desværre jo langt mere, end vi plejer på en helt almindelig aften i december eller januar. Faktisk er det over 10 gange mere, vi er i sving, bare fordi det er nytår,” siger Bjarne Nigaard.

Problemer med store batterier

Langt de fleste indsatser er desværre relateret til fyrværkeri. Den klassiske opgave er skraldespands- og containerbrandene, der næsten forekommer i alle dele af landet – og ofte bevidst påsatte. Også mindre naturbrande har været på menuen efter nedfaldet fyrværkeri.

”Generelt har de meget store batterier været årsag til meldinger om brand i affald. Og de ses meget rundt på gaderne stå og brande. Det er usædvanligt,” siger Bjarne Nigaard.

I den mere dramatiske ende har der været brand i mere end 30 biler, motorcykler og knallerter som følge af fyrværkeri eller hærværk.

Ved Ribe blev al mandskab indsat ved en større gårdbrand. 120 malkekøer samt en del kvier og kalve var i farezonen, og hjælp blev tilkaldt med tankvogn og tender fra Bramming og det frivillige beredskab med lys og luft. Kun få stykker kvæg døde, og resten blev ved en effektiv indsats reddet. Slukningsarbejdet pågik i over 5 timer.

Nytårsaften bød også på enkelte færdselsuheld med fastklemte og på drukneulykker, så hele beredskabets pallette har været i brug mod indgangen til det nye år.

 

Relaterede nyheder

Ledelsen i ”Verdens sejeste beredskab” blev sat alvorligt på prøve, da 350 personer stod sammen om at redde en af Danmarks største kulturskatte, da Børsen brød i brand den 16. april. Branden i Børsen står som noget helt særligt i Hovedstadens Beredskab – og ikke mindst for beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen og beredskabsinspektør og indsatsleder […]

I forbindelse med bisættelsen af den frivillige brandmand, der 7. september omkom under en indsats nær Højer, vil landets beredskaber og brandstationer mindes deres kollega fra Brand & Redning Sønderjylland, station Højer, i forbindelse med bisættelsen, der finder sted den 17. april, ved at flage på halv stang på dagen frem til bisættelsen. Derefter vil […]

Beretning om foreningens virksomhed i beretningsåret 2023-2024 afgivet af formand i Danske Beredskaber Jarl Vagn Hansen i Aalborg den 12. september 2024. Kære alle Velkommen til den årlige generalforsamling i Danske Beredskaber. Den seneste generalforsamling blev afholdt i Odense, hvorefter bestyrelsen fik følgende sammensætning: -Formand Jarl V. Hansen -Næstformand Lars Robétjé -Sekretær Claus Bo Nielsen […]

Få nyhedsbrev i indbakken