• Beredskabsforbundet henter ny vicelandschef i det kommunale beredskab

    15. maj 2017
    Efter mere end 40 års tro tjeneste i først civilforsvaret og senere det kommunale beredskab har den 61-årige viceberedskabschef i Brand & Redning MidtVest, Niels Christensen, fået nyt job. Han tiltræder i denne måned som vicelandschef i Beredskabsforbundet.

    Som blot 20-årig sagde Niels Christensen ja til otte måneders værnepligt i civilforsvaret. På det tidspunkt var han helt uvidende om, at den beslutning ville komme til at forme resten af hans liv.

    For lige siden værnepligten tilbage i 1976 har Niels Christensen arbejdet i beredskabet. Først i civilforsvaret og senere som beredskabschef i Ikast-Brande Kommune, der i dag er en del af Brand & Redning MidtVest.

    Med andre ord kan han se tilbage på en lang karriere i beredskabet, der dog langt fra er slut. Nu sætter Niels Christensen sig nemlig i stolen som ny vicelandschef i Beredskabsforbundet.

    ”Jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg forhåbentlig kan gøre en positiv forskel for de frivillige i Beredskabsforbundet. Det er en spændende organisation, som lige nu er i gang med en større omstrukturering, og her er jeg sikker på, at jeg kan bidrage med den viden og erfaring, jeg har fået fra mit arbejde i det kommunale beredskab,” siger han.

    Fra værnepligtig til beredskabschef

    Niels Christensen aftjente værnepligten i Midtjyske CF-Kolonne. Tiden som værnepligtig gjorde ham nysgerrig på, hvor langt han kunne drive en karriere i beredskabet.

    ”Jeg husker, at jeg syntes, det var en spændende uddannelse, og så var jeg meget optaget af at have et arbejde, hvor jeg kunne gøre en forskel og hjælpe mennesker i nød. Og det er jeg stadigvæk den dag i dag,” siger Niels Christensen.

    Som en beskeden midtjyde betragter han det selv som en selvfølgelighed at hjælpe til, hvor der er behov for det. Det er et motto, der har fulgt ham gennem hele karrieren i beredskabet.

    ”Det er så indgroet i mig, at jeg gerne vil hjælpe, hvor jeg kan. Når nogen spørger, om beredskabet kan hjælpe, er jeg nok ikke den første, der lige slår op i beredskabsloven. Jeg siger selvfølgelig ja, hvis det er en opgave, jeg mener, vi kan løse – også selv om den måske ikke ligger inden for vores ansvarsområde,” siger han.

    I 1982 blev Niels Christensen ansat i det, der dengang hed Ikast Kommune. Her tog hans karriere for alvor fart, og i 1996 blev han udnævnt som kommunens beredskabschef. Et job, der krævede, at han også var i stand til at træffe de knap så populære beslutninger i en tid, som blandt andet bød på store omstruktureringer og effektiviseringer.

    ”I begyndelsen af 90’erne blev beredskabsbudgettet beskåret, præcis som vi har oplevet det for nylig. Det betød, at vi skulle trimme organisationen ved at effektivisere vores arbejdsprocesser. Det er aldrig en sjov øvelse at lave for en leder, og det er umuligt at gøre alle tilfredse, men det er jo en del af jobbet, og det vidste jeg godt, da jeg sagde ja til det.”

    I spidsen for Danske Beredskaber

    Gennem seks år var Niels Christensen kredsformand i Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, der senere blev til Danske Beredskaber, og i hele ni år sad han med i bestyrelsen.

    Som formand for foreningen var han blandt andet med til at vedtage, at der skulle oprettes et professionelt sekretariat med en sekretariatschef og en journalist. En beslutning, som Niels Christensen er både stolt over og glad for.

    ”Der var ingen tvivl om, at det var lige netop det, vores forening havde brug for, og det har jo også efterfølgende vist sig at være den helt rigtige beslutning. På kort tid har vi opnået en helt anden synlighed både i medierne og over for politikerne, og sekretariatet har været med til at sikre, at Årsmødet bliver afviklet på en god måde og med den rette mængde fornyelse,” siger han.

    I august 2016 takkede Niels Christensen af som formand for Danske Beredskaber og trådte ud af bestyrelsen. I den forbindelse blev han æresmedlem i foreningen som følge af sit store arbejde og engagement gennem næsten 10 år.

    Et nyt kapitel

    Selv om Niels Christensen kunne fejre sit 40 års jubilæum sidste sommer, har han først lige fået overrakt sit hæderstegn af Beredskabsstyrelsen. Det er en tradition, at de personer, der har haft jubilæum i det forgangne år, får overrakt hæderstegnet den 1. maj.

    ”Jeg har været utrolig glad for mit arbejde gennem alle 40 år. Det er en livsstil at være brandmand, og jeg har haft så mange gode oplevelser. Samtidig er det også et arbejde, der griber ind i familielivet, og jeg har indimellem været nødt til at huske mig selv på, at jeg ikke altid kan være på vagt. Det er noget, jeg forsøger at give videre til mine yngre kolleger, for det er altså vigtigt, at man også husker dem derhjemme,” siger han.

    Fra nytår begynder et nyt kapitel i Niels Christensens lange karriere, når han kan koncentrere sig fuldt om jobbet som vicelandschef i Beredskabsforbundet. En af de projekter, han skal arbejde med, er rekrutteringsprojektet Bliv Brandmand Nu, som er et samarbejde mellem Danske Beredskaber, Beredskabsforbundet, Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk og Falck.

    ”Jeg kender jo alle aktørerne rigtig godt, og det håber jeg, jeg kan bruge til at sikre, at vi laver en mere koordineret indsats på tværs af organisationerne. Der er behov for flere brandmænd i beredskabet, og derfor giver det rigtig god mening, at vi arbejder sammen om at skaffe dem,” siger Niels Christensen.