Sådan undgår du, at bål bliver til brand

23. juni 2016

Det er ikke kun teksten til midsommervisen, du bør læse op på inden sankthansaften. Afstandsregler og råd om brandsikkerhed er også en god idé at skrive sig bag øret, så du ikke futter andet end bålet og heksen af.

Sådan lyder opfordringen fra Danske Beredskaber, der med et par gode råd klæder dig på til en både hyggelig og sikker sankthansaften.

Brug tørt haveaffald

Haveaffald er ikke bare haveaffald. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvilket haveaffald du vælger at bygge sankthansbålet med.

En tommelfingerregel er, at du kun skal bruge rent og tørt træ til dit bål. På den måde undgår du, at der er trykimprægneret eller malet træ i bålet, som afgiver dampe ved antænding.

Derudover kan det være en god idé at tjekke vejrudsigten, inden du bygger dit sankthansbål. Det fortæller Elias Samsø Larsen, der er beredskabsinspektør hos Østsjællands Beredskab.

”DMI spår, at det bliver en varm, men temmelig våd sankthansaften. Derfor kan man med fordel dække bunken af haveaffald til med en presenning eller vente med at køre det ud, så det ikke bliver vådt og svært at antænde om aftenen.”

En anden vigtig ting at være opmærksom på er, at bunker af haveaffald kan være oplagte gemmesteder for dyr. Inden antænding bør du derfor sikre dig, at der ikke er dyr, der har taget ophold i sankthansbålet.

Hold afstand

Planlægger du at tænde sankthansbål på offentlige arealer, bør du undersøge reglerne i dit område. Mange steder kræver det tilladelse at afholde sankthansfesten på kommunens områder, mens det som udgangspunkt er lovligt at tænde sankthansbål i egen have.

Der er dog en række afstandsregler, du altid skal overholde, uanset om du fejrer sankthansaften i haven eller i den lokale park.

Bålet skal placeres

  • 30 meter fra bygninger med hårdt tag
  • 60 meter fra marker
  • 200 meter fra stråtækte huse eller andet letantændeligt materiale
  • I vindens retning skal afstandene være det dobbelte

 

Derudover er det altid vigtigt at have et eller flere slukningsmidler i nærheden af sankthansbålet.

”Selv om man har taget alle forholdsregler, så kan det ske, at der går noget galt. Derfor råder jeg altid folk til at tage en vandslange eller en brandslukker med ud til bålet, så de kan slukke det, hvis der opstår problemer,” siger Elias Samsø Larsen.

Hæld ikke benzin på bålet

Det er ikke kun en gammel og slidt talemåde, den der med ikke at hælde benzin på bålet. Faktisk kan det være livsfarligt at bruge benzin, sprit eller andre former for optændingsvæsker til at tænde bål med.

”Man risikerer ganske enkelt, at der sker en eksplosion, når man tænder bålet, fordi væsker som eksempelvis benzin afgiver brændbare dampe. Der findes talrige videoer på YouTube, som viser, hvor galt det kan gå,” siger Elias Samsø Larsen.

I stedet opfordrer han til, at du bruger en fakkel eller en ukrudtsbrænder til at sætte ild til noget af det tørre kvas eller sammenkrøllede avispapir i bålets kerne, som kan hjælpe til at få gang i bålet.

Sluk bålet helt

Når sidste vers af midsommervisen er sunget, og du har beundret det smukke sankthansbål længe nok, skal bålet slukkes med vand. Og her er det vigtigt, at du sikrer dig, at bålet er slukket helt, inden du går fra det.

”Noget af det, vi kører meget til, er bål, der ikke er slukket ordentligt og dermed blusser op igen om natten, hvor folk kommer forbi og bliver nervøse,” siger Elias Samsø Larsen, der har et tip til at teste, om bålet er slukket helt.

”Hvis man sprøjter vand på bålet, er det tydeligt at høre, om det stadig er tændt, for i så fald vil det begynde at syde. Hvis vandet derimod løber af som vanddråber, så er bålet kølet af.”

Vis hensyn til hinanden

Røg kan være generende for mange, så husk at tage hensyn til dine omgivelser. Det gode naboskab er sjældent værd at sætte over styr for et sankthansbål.

Husk også, at det er forbudt at afbrænde bål i hård vind, med mindre kommunen har givet tilladelse til det. I særligt tørre perioder kan kommunen ligeledes indføre afbrændingsforbud. Du bør derfor altid undersøge, hvad der gælder i dit område, før du afbrænder bål.

Relaterede nyheder

10. december sætter minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, omsider gang i forhandlingerne frem mod det beredskabsforlig, ministeren har bebudet, skal ligge klar før jul, men i Danske Beredskaber bliver ministerens prioriteringer mødt med skepsis og forundring. Klimaøvelser og klimasikring af en ikke defineret størrelse, og så en bunke udstyr som watertubes og […]

Det er det kommunale beredskab der står med ansvaret, og det er det kommunale beredskab der har behov for politisk og økonomisk opbakning i et beredskabsforlig. Bragt med tilladelse fra magasinet Teknik & Miljø, hvor artiklen findes i udgivelsen for december 2024. 100-års hændelser forekommer årligt og 20-årshændelser kommer næsten månedligt, og det presser beredskabet […]

Den 28. november afholdt den Lokale Beredskabsstab (LBS) i Nordsjællands Politikreds temadag omkring de opgaver, man rundt i kommunerne skal kunne håndtere i en verden i hastig forandring. Et hold af yderst kompetente eksperter fra DMI, Københavns Universitet og DTU Space kridtede den 28. november på DTU i Lyngby banen op omkring de vejr- og […]

Få nyhedsbrev i indbakken