Af Niels Christensen, formand i Danske Beredskaber
I det kommunale beredskab har vi netop gennemgået en omfattende strukturændring. Fra januar blev 87 beredskabsenheder sammenlagt til 24 fælleskommunale enheder.
Sammenlægningen har overvejende været positiv, fordi den har givet en større robusthed, som gør os mindre sårbare over for udsving i opgavemængden og mandskabet. Derudover har vi fået faglige miljøer, som betyder, at der nu er flere med samme fagområde og ekspertise i hver beredskabsenhed. Det har været en klar gevinst ved sammenlægningen.
Men virkeligheden er også, at kommunernes beredskabsbudget er blevet væsentligt reduceret. Politikernes krav om besparelser på 175 millioner kroner er ikke i en størrelsesorden, hvor vi kan få enderne til at mødes ved udelukkende at slå beredskabsenheder sammen. Nej. Det er ganske enkelt umuligt at fjerne 175 millioner kroner fra budgettet, uden det har konsekvenser. Det er forkert at fortie det.
Folketingets partier peger på, at kommunerne selv må løse problemet. KL peger på vegne af kommunerne på, at Folketinget skal være en del af en fælles aftale.
Der, hvor besparelserne rammer hårdest, lukker man brandstationer. I de områder forstår jeg godt, at borgerne er urolige og reagerer voldsomt mod beslutningen, for de barske realiteter er, at stationslukninger betyder længere ventetid for borgerne, før brandvæsnet når frem. Andre steder i landet klarer man sig ved at reducere bemandingen og dermed bevare den lokale brandstation, men det ændrer ikke på, at nedskæringer som udgangspunkt altid har konsekvenser. I vores tilfælde handler det om liv og død. Det bør vi tage meget alvorligt.
Forhøjet terrortrussel og stigende klimaudfordringer fik politikerne til at tage den statslige besparelse på 125 millioner kroner af bordet før jul. En klog og fremsynet beslutning, som vi støtter, men faktum er, at det er præcis de samme udfordringer, vi står over for i det kommunale beredskab.
Når terroren rammer os, skal den lokale brandstation levere førsteindsatsen. Når vi oplever storm eller oversvømmelse, er det kommunernes beredskaber, der fjerner træer og pumper vand. I den beredskabsenhed, hvor jeg er operativ chef, har vi netop investeret i pumper, der tilsammen kan pumpe 20.000 liter vand væk i minuttet. Tidligere fik vi en entreprenør til at pumpe vandet væk, hvis vi en sjælden gang havde behovet, men nu er det flere gange om året, vi står med pumpeopgaver, og det kræver penge til nyt udstyr. Penge, som skal komme fra et reduceret budget.
Det virker, som om politikerne har glemt, at ansvaret ligger hos kommunerne. Det er først i det øjeblik, vi har opbrugt vores kapacitet, at vi beder om assistance fra statens beredskab.
I en tid, hvor opgaverne bliver større og mere komplekse, er det kun blevet vigtigere, at vi bruger kræfterne og kapaciteten rigtigt. Vi står over for et kommende beredskabsforlig, hvor mit ønske er, at politikerne vil tænke mere helhedsorienteret, end de har gjort hidtil. Der er ingen grund til, at kommunerne og staten fortsætter med at dimensionere hver for sig. Vi har brug for at lave en fælles aftale med udgangspunkt i de opgaver, kommunerne står overfor, og hvor det er, staten med rimelighed kan supplere det kommunale beredskab.
Den snak har vi aldrig haft. Jeg tror, tiden er moden nu.
Debatindlægget er også bragt i Jyllands-Posten den 12. februar 2016.
