For at undgå at en sjov aften i byen kan ende i en brandfælde sætter Danske Beredskaber nu fokus på at højne sikkerheden på danske diskoteker, natklubber og barer. Danske Beredskabers registreringer viser, at brandsyn i nattelivet har resulteret i påbud på 60 procent af de besøgte steder.
På baggrund af den nylige tragiske hændelse i Schweiz, og ud fra ønsket om proaktivt at undgå lignende tilfælde i Danmark, har Danske Beredskaber analyseret på de faktiske forhold for brandsyn på diskoteker, i natklubber og barer mv. i Danmark. Det er sket ved, at man fra sine registreringer har foretaget en manuel gennemgang af alle brandsynsobjekter, og derved har frasorteret restaurationslokaler, forsamlingslokaler, kantiner, idrætshaller og andre lignende steder, der ikke har nattelivsaktiviteter som sit primære formål.
Oversigten fra de seneste års bransyn viser, at for de klassiske større diskoteker, natklubber og barer, der er godkendt til flere end 150 personer, og hvor der er en entydig pligt til brandsyn (normalt årligt), gives påbud på lige over 60% af stederne (interval 60 – 64 %) og der gives omkring to – tre påbud hvert sted. Tallene er nogenlunde ens for årene 2023-2025.
Et påbud er udtryk for en afvigelse fra brandsikkerhedsreglerne, at beredskabet forlanger fejlen/manglen udbedret indenfor en kortere frist.
Der er også i perioden udstedt enkelte forbud. Et forbud udstedes, når en afvigelse fra brandsikkerhedsreglerne er så alvorlig, at pågældende sted af hensyn til personsikkerheden øjeblikkeligt lukkes, og ikke igen må benyttes, før fejlen er udbedret og beredskabet har kontrolleret dette.
Der findes også data for nattelivsaktiviteter i lokaler til mellem 50 og 150 personer, men her er der en række yderligere variable faktorer om andre typer af lokaler i samme registreringskategori, så nuværende tal indeholder flere forskellige anvendelser end nattelivsaktiviteter. Det er Danske Beredskabers faglige vurdering, baseret på erfaringer og faktiske indtryk, at der er ca. 200 steder af disse på landsplan, og billedet for brandsyn disse steder er sammenfaldende med de større steder, som er beskrevet ovenfor.
På baggrund af analysen, og i forlængelse af hændelsen i Schweiz, har vi i Danske Beredskaber besluttet at skærpe fokus på nogle specifikke emner under brandsyn på diskoteker, natklubber og barer.
De konkrete emner er:
• Overfladekrav, væg- og loftbeklædning, krav til udsmykning og dekorationer, materialeklassifikation og inventar
• Brug af åben ild i alle former
• Tydelig anvisning af og entydig adgang til flugtveje, sammenholdt med maksimalt antal personer forsamlet på stedet
Det er vigtigt at understrege, at intentionen med det skærpede fokus ikke er en ambition om at udstede flere sanktioner eller at finde flere overtrædelser af eksisterende lovgivning. Ambitionen er at forsøge at skabe et for brand- og personsikkerhedens skyld øget og fælles fokus på en række emner, der på baggrund af dels den konkrete hændelse, dels vores samlede erfaringer, nok har et vist potentiale for mere årvågenhed – måske særligt i perioderne mellem brandsynene.
Af samme årsag er der også allerede indledt en dialog med nattelivsbranchen, ligesom der er indledt en dialog med de lovgivende myndigheder om reglernes juridiske udstrækning.
Der blev i 2024 gennemført over 28.000 brandsyn i hele landet i forskellige kategorier af lokaler, bygninger og ejendomme. Brandsyn kontrollerer, om reglerne for brandsikkerhed og personsikkerhed iagttages under drift og brug, og skal jf. lovgivningen bidrage til motivation, dialog og vejledning om brandsikkerhedens overholdelse.
Danske Beredskabers analyser, med baggrund i indrapporterede brandsynsobjekter for forsamlingslokaler med nattelivsaktiviteter (diskoteker, natklub, barer og kombinationer heraf), som er godkendt til flere end 150 personer viser, at der ved 235 brandsyn i 2025 blev givet tre forbud og 325 påbud.
Se hele oversigten herunder:
| Brandsynsobjekter for forsamlingslokaler med nattelivsaktiviteter (diskoteker, natklub, barer og kombinationer heraf), som er godkendt til flere end 150 personer. | (D) Antal brand-synsobjekter i alt |
(E) Antal brandsyns-objekter til syn i 2025 (inkl. de objekter der angives i kolonne (F)) |
(F) Heraf antal objekter til syn i 2025, der ikke har været tilgængelige af forskellige årsager |
(G) Antal brandsyn der faktisk er foretaget på objekter til syn i 2025 (tallet må ikke være større end angivet i kolonne (E)) |
(M) Antal brand-syns-objekter, hvor der er givet et eller flere forbud |
(N) Antal forbud i alt |
(O) Antal brand-syns-objekter, hvor der er givet et eller flere påbud |
(P) Antal påbud i alt |
| Beredskab & Sikkerhed | 12 | 9 | 0 | 9 | 1 | 1 | 10 | 41 |
| Beredskab 4K | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | |||
| Beredskab Fyn | 21 | 21 | 0 | 21 | 10 | 20 | ||
| Beredskab Sønderborg | 5 | 5 | 0 | 5 | 1 | 1 | 1 | 1 |
| Beredskab Øst | 4 | 4 | 0 | 4 | 3 | 11 | ||
| Bornholms Brandvæsen | 0 | |||||||
| Brand & Redning Midtvest | 11 | 8 | 0 | 8 | 0 | 0 | 7 | 17 |
| Brand & Redning Sønderjylland | 3 | 3 | 0 | 3 | 0 | 0 | 3 | 4 |
| Brand & Redning Køge | 2 | 2 | 0 | 2 | 0 | 0 | 2 | 18 |
| Frederiksborg Brand & Redning | 3 | 3 | 3 | 2 | 4 | |||
| Gribskov Beredskab | 0 | |||||||
| Helsingør Kommunes Beredskab | 1 | 1 | 0 | 1 | 0 | 0 | ||
| Hovedstadens Beredskab | 60 | 60 | 60 | 0 | 0 | 35 | 68 | |
| Lejre Brandvæsen | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Lolland-Falster Brandvæsen | 2 | 2 | 2 | 1 | ||||
| Midt- og Sydsjællands Brand & Redning | 5 | 5 | 0 | 5 | 0 | 0 | 1 | 3 |
| Midtjysk Brand & Redning | 7 | 7 | 0 | 7 | 0 | 0 | 7 | 21 |
| Nordjyllands Beredskab | 30 | 30 | 0 | 30 | 1 | 1 | 14 | 32 |
| Nordsjællands Brandvæsen | 0 | |||||||
| Nordvestjyllands Brandvæsen | 7 | 7 | 0 | 7 | 0 | 0 | 4 | 9 |
| Roskilde Brandvæsen | 9 | 9 | 0 | 9 | 0 | 0 | 4 | 16 |
| Slagelse Brand og Redning | 3 | 3 | 0 | 3 | 3 | 3 | ||
| Sydvestjysk Brandvæsen | 7 | 7 | 0 | 7 | 0 | 0 | 3 | 7 |
| Sydøstjyllands Brandvæsen | 3 | 3 | 1 | 2 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Trekantområdets Brandvæsen | 10 | 10 | 10 | 9 | 17 | |||
| Tårnby Brandvæsen | 2 | 1 | 1 | 1 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| Vejle Brandvæsen | 6 | 6 | ||||||
| Vestsjællands Brandvæsen | 3 | 3 | 1 | 2 | 0 | 0 | 1 | 5 |
| Østjyllands Brandvæsen | 26 | 26 | 0 | 26 | 0 | 0 | 16 | 28 |
| I alt | 242 | 235 | 3 | 227 | 3 | 3 | 136 | 325 |