Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber vil etablere en toårig erhvervsrettet uddannelse for fuldtidsansatte på det manuelle niveau.
Den øgede kompleksitet i redningsberedskabets opgavesæt som følge af bl.a. klimaforandringer, den grønne omstilling, mere komplekst byggeri, udviklingen i det nationale risikobillede samt den teknologiske udvikling i og krav til redningsberedskabets materiel stiller stadigt større kompetencekrav til redningsberedskabets personale, herunder især beredskabspersonalet.
Samtidig vil det være hensigtsmæssigt at sikre, at fuldtidsansatte brandfolk har mulighed for at opnå en faglært uddannelse, der vil gøre dem i stand til senere at læse videre med henblik på karriereudvikling i redningsberedskabet, herunder f.eks. en akademi- og diplomuddannelse.
På den baggrund har Beredskabsstyrelsen og de kommunale redningsberedskaber haft et fælles ønske om at undersøge mulighederne for en erhvervsrettet uddannelse i redningsberedskabet. Undersøgelsen er gennemført iht. til et kommissorium, som parterne har været enige om. Undersøgelsen er en indledningsvis afdækning af en erhvervsrettet uddannelse med henblik på at etablere et beslutningsgrundlag for en eventuel videre proces, herunder vil den kunne danne grundlag for en senere politisk drøftelse og beslutning, eventuelt i forbindelse med det kommende forlig på beredskabsområdet.
Der er to overordnede formål med etablering af uddannelsen. For det første at udvise rettidig omhu ved at give et fagligt løft af redningsberedskabet og redningsberedskabets personel til gavn for samfund og borgere i et stadig mere komplekst risikobillede. For det andet, at fuldtidsbrandmænd bliver faglært uddannet, så de har mulighed for at søge andet arbejde i redningsberedskabet eller videreuddanne sig, hvis for eksempel man fysisk ikke er i stand til at fortsætte som brandmand, eller andre forhold gør sig gældende.
Faglært uddannelse i beredskab
I Danmark er den nuværende grundlæggende brandmandsuddannelse på seks uger. Til sammenligning er uddannelserne til fuldtidsbrandmand i Sverige og Norge på op til to år. Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber forslår derfor, at der etableres en toårig erhvervsrettet uddannelse for fuldtidsansatte på det manuelle niveau i såvel det statslige som det kommunale redningsberedskab.
En sådan uddannelse vil kunne bidrage til en yderligere professionalisering, der løfter det faglige niveau i redningsberedskabet til gavn for samfund og borgere. Endvidere vil såvel konstabler som fuldtidsansatte brandmænd erhverve en faglært uddannelse, hvorved de opnår mulighed for at søge andet faglært arbejde i eller uden for redningsberedskabet eller videreuddanne sig i det etablerede uddannelsessystem.
Fuldtidsansatte brandmænd i de kommunale redningsberedskaber vil endvidere skulle indgå i uddannelsen. Både fra Beredskabsstyrelsens og de kommunale redningsberedskabers side efterspørges denne uddannelse. Det foreslås, at den toårige uddannelse struktureres med skiftevis skoleperioder og praktikperioder.
Det er dog væsentligt, at uddannelsen fremtidssikres og afspejler de komplekse og samfundsmæssige udfordringer, som redningsberedskabet i stigende grad møder.
I forbindelse med udviklingen af den nye erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse blev der den 2. og 3. februar afholdt et skriveseminar i Herning ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland. Seminaret samlede deltagere fra Beredskabsstyrelsen samt repræsentanter fra danske beredskaber med henblik på at arbejde videre med rammesætningen af den foreslåede uddannelse.
Fokus for de to dage var udarbejdelse af funktionsanalyse, operative brugerkrav samt uddannelsesbeskrivelser med tilhørende læringsudbytte (KLL).
Arbejdet blev gennemført i grupper med bred faglig repræsentation og med løbende drøftelser på tværs.
Seminaret var planlagt af Beredskabsstyrelsen i samarbejde med Danske Beredskabers repræsentanter i arbejdsgruppen, herunder Simon Kjærgaard og Sune Andersen. Deltagere kom fra Beredskab Fyn, Beredskab Øst, Brand og Redning Sønderjylland, Nordjyllands Beredskab, Slagelse Brand og Redning samt Hovedstadens Beredskab.
Formålet med seminaret var at sikre et fælles fagligt fundament og en praksisnær tilgang til uddannelsens indhold og mål, baseret på operative behov fra beredskaberne.


Repræsentanterne i arbejdsgruppen på vegne af danske Beredskaber er:
Simon Kjærgaard, Hovedstadens Beredskab
Sune Andersen, Østjyllands Brandvæsen