Uge 19 er for første gang i Danmark udnævnt til national beredskabsuge. Danske Beredskaber opfordrer alle danskere til at bruge muligheden til at gøre sig endnu bedre klar til krisen – for den kommer. Af Bjarne Nigaard, sekretariatschef, Danske Beredskaber.
Kort tid inden folketingsvalget blev udskrevet, udnævnte beredskabsministeren den kommende uge 19 til national Beredskabsuge.
Danske Beredskaber bakker op om Beredskabsugen, for det er i vores fælles interesse, at vi alle bliver bedre til at håndtere en krise. Det vil være godt, hvis danskerne i en kritisk situation bliver endnu bedre klædt på til at klare sig selv og passe på sine nærmeste.
Med fare for at lyde bombastisk og intimiderende, så må vi desværre nok gå ud fra, at Danmark på et eller andet tidspunkt rammes af en krise, der har en størrelse og et omfang, hvor det ikke kun bliver naboen eller de små byer i den fjerneste provins, der rammes.
Om det bliver en sundhedskrise, et landsdækkende forsyningssvigt, en voldsom klimahændelse, eller noget helt fjerde, ved vi ikke. Og det er egentlig heller ikke det væsentlige.
Vi skal som samfund forberede os på, at der, uanset årsag, kan komme til at opstå en situation, hvor den normale samfundsrutine ophører, hvor sikkerhed for forsyninger og kommunikation er væk, hvor infrastruktur kollapser, og hvor den enkelte i langt højere grad må tage sig af sig selv og sine nærmeste.
I Danmark har vi nyligt defineret, at vi skal have et totalberedskab. Det skal medvirke til en ny og stærkere beredskabskultur, hvor alle dele af samfundet er bevidste om deres rolle i fællesskabet, når fællesskabet er under pres.
De kommunale beredskaber, der er den lokale tryghed for borgerne, og sikkerheden via brandstationen i nabolaget, er kernen i det danske totalberedskab. Vi har jf. beredskabsloven opgaven med at få samfundet igennem krisen, uanset størrelse.
Men vi er også nødt til at være ærlige og oplyse, at hvis krisen når en vis størrelse, så er vi nødt til at prioritere vores indsats. Det vil være den mest kritiske infrastruktur, de mest sårbare borgere, og de prioriterede objekter, som vores kræfter vil blive brugt på. Vi kommer til at gøre alt hvad vi kan, men vi kan ikke love, at vi har ressourcer, mandskab og materiel til at kunne hjælpe alle. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt kan klare sig selv i den første fase af en krise.
Når en krise rammer, handler det for redningsberedskabet typisk om at sikre vigtig infrastruktur og steder med kvalificerede behov, så som plejehjem, sygehuse og andre livsvigtige funktioner.
Vi fokuserer først vores kræfter på dem, der er i akut og væsentlig nød, og derfor er det vigtigt, at den enkelte dansker i mellemtiden kan skabe så tryg en situation for sig selv og sine nærmeste, som muligt.
Vi ved fra erfaringer i vores nabolande, at den hjælp der i en krise er mest effektiv, er den hjælp, der er lokalt forankret, og tager udgangspunkt i viden om de konkrete forhold. Det er indsatsen tættest på borgeren, der gør en forskel. Det er naboerne der ved, at gamle gangbesværede hr. Jensen normalt godt kan klare sig selv, selv om han bor på tredje sal, men når strømmen er gået og elevatoren ikke virker, så har han pludselig brug for hjælp. Det er ikke afgørende, om der er myndighedsstempel på en hjælpende indsats, hvis bare den retter sig mod de konkrete lokale behov.
Lad os hjælpes ad med at kortlægge og afdække de potentielle behov i en krise. Vi skal i fællesskab tænke på hvad der vil være nødvendigt, og hvad der kan få det lokale fællesskab til at fortsat at virke i en krise.
Når vi i Danmark går og står sammen, skaber vi et stærkere og mere robust samfund. Og det bliver afgørende når – ikke hvis – krisen rammer os.
Rigtig god Beredskabsuge.