Af Bjarne Nigaard, sekretariatschef, Danske Beredskaber, de kommunale brandvæsners og beredskabers organisation
Forsvarsminister Peter Christensen glæder sig i Sjællandske den 26. maj over, at der fortsat er ”… et stærkt og robust redningsberedskab i hele Danmark…”, fordi de statslige beredskabscentre bevares.
Samme dag kan man på forsiden af selv samme avis læse, at brandmænd siger op på grund af besparelser.
Det danske redningsberedskab består af to aktører. Det kommunale primærberedskab, der altid rykker ud først, varetager indsatsledelsen og har ansvaret i enhver hændelse, stor som lille. Primærberedskabet har godt 1.800 mand på vagt konstant over hele landet.
Hvis primærberedskabet skønner, at en indsats bliver langvarig eller stor, kan man tilkalde assistance fra det statslige beredskabs seks centre. Det statslige beredskab består normalt af ca. 100 værnepligtige og befalingsmænd på døgnvagt.
Det er glædeligt, at vi fortsat kan trække på statslig hjælp, når vi behøver det. Men det undrer os, at ministeren erklærer det samlede danske beredskab for robust, alene fordi det statslige assistanceberedskab undgår en planlagt besparelse.
I 2014 blev aftalen om besparelser indgået mellem regeringen og kommunerne (KL). Forudsætningen var, at begge parter skulle spare, kommunerne i alt 175 mio. kr., og derefter skulle de forskellige beredskabsfaglige opgaver fordeles på ny. Kommunernes beredskaber effektiviserer som aftalt og er sammenlagt til nu kun 24 driftsenheder mod tidligere 87. Meget af dette har været positivt for fagligheden.
Men der kigges også på de lokale beredskabers bemanding og placering for at kunne nå helt i mål med besparelserne. Flere steder betyder det, at der kommer færre mand end før ud til det alvorlige trafikuheld, og at der går længere tid end før, inden man er fremme ved husbranden.
Flere folketingspolitikere mener, at besparelser er kommunernes egen idé. I min optik er besparelser for det samlede beredskab et fælles ansvar. Tilsyneladende er alle enige om, at besparelser er en dårlig idé, men ingen tager fat og ændrer beslutningen. Til alles utryghed.
Jeg håber derfor, ministeren og MF’erne vil huske på, at et stærkt og robust redningsberedskab fordrer, at primærberedskabet til enhver tid kan sikre tryghed for den enkelte borger. Det vil vi efter bedste evne altid forsøge at efterleve ud fra de givne rammer.
Det kan så undre, at vores rammer fortsat indsnævres, når ambitionen er styrke og robusthed. Det får vi kun, hvis begge ben i redningsberedskabet kan sætte i løb, når det kræves – og særligt dét ben, der skal tage det første skridt.