Redningsberedskabsprisen 2025 blev den 3. oktober tildelt fem brandfolk – en indsatsleder fra Beredskab Fyn og fire deltidsfolk fra Falck Danmark i Glamsberg bestående af en holdleder og tre brandmænd.
Sidst på eftermiddagen den 26. november 2024 styrtede flere personer mere end 20 meter ned i en betonsilo, da konstruktionen kollapsede under støbningen af et betondæk. To rumænske mænd omkom i forbindelse med ulykken, hvor de overlevende havnede i et kaotisk virvar af armeringsjern, byggematerialer, støbeforme og flydende beton.
De første enheder på stedet handlede uden tøven. Under meget vanskelige forhold lykkedes det dem hurtigt at skabe overblik, lokalisere tilskadekomne og iværksætte livreddende førstehjælp – alt imens de rekvirerede yderligere assistance.
Beredskabsdirektør Søren Ipsen fra Beredskab Fyn, der indstillede mandskabet til prisen, fremhævede især den resolutte førsteindsats:
“ Indsatsen har på alle måder krævet både fysiske kraftanstrengelser og mentalt overskud blandt de deltagende styrker. Alle har gjort en væsentlig forskel.”
Overrækkelsen af Redningsberedskabsprisen fandt sted i forbindelse med den årlige mindegudstjeneste for folk i redningsberedskaberne, der har mistet livet i tjenesten.
Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber og Jakob Riis, CEO i Falck, nedlagde i forbindelse med mindegudstjenesten en krans ved mindestenen for de faldne ved Holmens Kirke.
Foto er bragt efter aftale med Beredskabsforbundet.