Deltidsansatte og frivillige brandfolk trak den 30. september i branddragten og viste, hvem der sikrer trygheden tæt på danskerne i forbindelse med Uniform På Jobbet Dagen.
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen trak sammen med kommunale deltidsansatte brandfolk, frivillige brandfolk og brandkadetter i Helsingør Kommune den 30. september i uniform i forbindelse med Uniform På Jobbet Dagen, der er den dag på året, hvor deltidsansatte og frivillige i Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Hjemmeværnet og de kommunale beredskaber viser uniformen frem på arbejdet eller studiet.
Lisbeth Bech-Nielsen havde den 30. september takket ja til en invitation fra Helsingør Kommunes borgmester, Benedikte Kiær og Helsingør Kommunes Beredskabs Beredskabschef, Jesper Ingeman-Petersen til at deltage i en hyldest til alle kommunens uniformerede frivillige og reservister, da brandfolk og brandkadetter fra de kommunale beredskaber for første gang deltog i Uniform På Jobbet Dagen.
-Uniform på jobbet-dag er en dag, hvor vi kan stoppe op og sige tak til nogle af de mennesker, som hver eneste dag – og ofte midt om natten – står klar til at rykke ud, når andre har brug for hjælp. Det er mennesker, som til daglig passer deres almindelige arbejde, har familie og et almindeligt liv – men som samtidig har sagt ja til at være der for andre, når alarmen går. Dem der løber ind i den brændende bygning, når alle andre løber ud af den, lød det fra Jesper Ingeman-Petersen i sin tale til de uniformerede helte.
I alt rådede det kommunale beredskab i 2025 over 6.623 personer i det kommunale redningsberedskab, heraf 1.629 heltidsansatte, 3.994 deltidsansatte og 1.000 frivillige brandfolk, og i de fleste kommuner er de deltidsansatte og frivilliges indsats og engagement altafgørende for, at vi har et beredskab, der fungerer.
-De betyder alt. Vi har i Helsingør Kommunes Beredskab et deltidsbemandet beredskab. Havde vi ikke deltidsansatte og frivillige, så havde vi ikke et beredskab, siger Jesper Ingeman-Petersen, beredskabschef i Helsingør Kommunes Beredskab i et interview med Danske Beredskaber.
Det er en udfordring at rekruttere nye deltidsbrandfolk og frivillige når erfarne kolleger går på pension eller ansatte flytter til en anden kommune, og derfor kigger man i beredskaber landet over ind i, hvordan man kan robustgøre brandstationerne, og her ser Jesper Ingeman-Petersen Uniform På Jobbet Dagen som en god anledning til at skabe kontakten til nye brandfolk.
– Når man går i uniform hver dag, så kan man måske godt glemme lidt, at nogle trækker i uniformen i fritiden – og det er vigtigt, at vi også hylder dem. Uniformer er med til at skabe fællesskab og samhørighed, og det fællesskab oplever man først, når man er inviteret ind – når man har den samme uniform på. Det giver identitet, fortæller Jesper Ingeman-Petersen.
Cirka 40 deltidsbrandfolk, reservister og frivillige deltog i fejringen i Helsingør, heriblandt også otte lokale brandkadetter, og både ministeren, borgmesteren og beredskabschefen holdt taler til de uniformerede helte på årets sidste efterårsdag.
Ministeren takkede i sin tale dem, som bærer uniform i fritiden, eller som er klar til at smide snøresko eller stiletter for at trække i brandstøvlerne, når pageren lyder, og så fortalte ministeren om vigtigheden af, at hele familier bakker op om de lokale ildsjæle.
Uden deltidsansatte og frivillige – intet beredskab
I Helsingør Kommune kører beredskabet ud fra Helsingør Kommunes Beredskabs fire brandstationer i Helsingør, Espergærde, Tikøb og Hornbæk, og her, som på en lang række af Danmarks samlet set 242 brandstationer, er det deltidsbrandfolk og frivillige brandfolk, der rykker ud, når alarmen går. Blot 33 af landets brandstationer var i 2025 døgnbemandede.
Det er organisationen InterForce, der står bag Uniform på jobbet-dag i Danmark, og på et møde den 27. august på InterForce sekretariatet på Kastellet i København, blev det officielt, at kommunale deltidsansatte brandfolk og frivillige nu bliver en del af den landsdækkende hyldest til de uniformerede civilister, der tidligere har været forbeholdt uniformeret mandskab i statens tjeneste.
-I de kommunale beredskaber er vi meget glade for, at Danmarks 3.994 deltidsbrandfolk og 1.000 frivillige brandfolk på deres arbejdspladser og i lokalsamfundet nu kan blive anerkendt for deres vigtige arbejde med at sikre trygheden tæt på danskerne i forbindelse med Uniform På Jobbet Dagen, lyder det fra Jarl Vagn Hansen, formand i Danske Beredskaber og beredskabsdirektør i Trekantsområdets Brandvæsen.
Hvorfor har vi Uniform På Jobbet Dagen?
Vi har i Danmark en Uniform på jobbet-dag for at hylde alle reservisterne og de frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og de kommunale beredskaber.
Uniform på jobbet-dagen skal også gøre det tydeligt, hvor mange der yder en ekstra indsats for, at vi alle kan have et godt og trygt samfund i Danmark.
Reservisterne og de frivillige er helt almindelige mennesker. Det er håndværkere, kontormedarbejdere, skolelærere, akademikere og folk fra ledelseslagene, som trækker i uniform, når der er brug for dem. På Uniform på jobbet-dagen hylder vi deres indsats.
