På Beredskabskonferencen 2026 hyldede Danske Beredskaber to af hverdagens helte, som uden tøven løb ind i brændende bygninger og reddede liv.
Brandfolk er helte, der løber ind i en brændende bygning, når andre løber ud.
Men ude i vores lokalsamfund findes der også helte, som uden brandfolkenes uddannelse, udstyr, træning og makkerskab ikke løber væk. Ikke tøver, men løber ind i en brændende bygning, når andre er løbet ud.
I forbindelse med uddelingen af årets hæderslegat i Danske Beredskaber hyldede brandfolkene to af hverdagens helte, som begge har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med en redningsaktion.
Hussein Taleb reddede sin nabo
Torsdag den 19. marts 2026 om aftenen er Hussein Tableb hjemme i sin lejlighed på 5. sal i Hedeparken i Ballerup. Hussein hører råben og banken på væggen fra nabolejligheden, hvor han ved at der bor en sengeliggende kvinde. Hussein går ud i forrummet til etagens 4 lejligheder, og der er han ikke i tvivl.
Det brænder i lejligheden overfor ham.
Uden tøven, løber han ind i lejligheden og redder sin nabo ud af sengen, hvor det brænder kraftigt og får hende over i en kørestol og kørt ud på reposen.
Hussein lukker døren efter sig, men der er en del røg på reposen. Hussein og kvinden i kørestol kommer ind i bygningens elevator og kører ned mod gadeplan. I bunden mødes de af de først ankomne brandfolk fra Ballerup Brandstation, som er på vej op.
Personale fra Akutberedskabet er også mødt på stedet og indbringer i ambulancer Hussein og naboen til hospitalet med kraftig røgforgiftning.
Det er Beredskab Østs klare vurdering, at Hussein Taleb har udført en livreddende indsats, hvor han trods en kraftig brand og fare for eget liv, satte en andens liv foran sit eget.
Årets ene Hæderslegat blev på den baggrund tildelt til Hussein Tableb, der uselvisk og med fare for eget liv reddede en kvinde ud af en brændende lejlighed.
Men Hussein Tableb var ikke den eneste, der kom på scenen for at modtage Beredskabskonferencens hyldest, for over hele landet findes der helte, også i den del af landet, hvor Nordvestjyllands Brandvæsen arbejder.
Tommy Meldgaard reddede 80-årig ud af brændende hus
En indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, har vurderet, at årets anden modtager af Danske Beredskabers hæderslegat under en husbrand stod bag en livreddende indsats, da en 80-årig kvinde blev reddet ud af sin brændende bolig.
Når beredskabet bliver kaldt ud, ligger der en opgave i at forberede sig bedst muligt på den kommende indsats. Det handler om at være forberedt på det værste og håbe på det bedste.
Den 1. januar indløb melding om bygningsbrand villa/rækkehus – og det var en af dem, der hos indsatslederen gav ekstra pulsslag, da der er mistanke om at beboeren befinder sig i huset.
I brandvæsenet kalder man dem klasse 1 personer, dem der er i direkte fare ved en hændelse. Dem du skal have fokus rettet på og kun har minutter til at redde.
I dette tilfælde befandt beboeren sig i det røgfyldte rum og der var derfor ikke tvivl fra indsatslederens side om, at Marie Meldgaard og Tommy Meldgaards indsats var livreddende.
Marie Meldgaard og Tommy Meldgaard var ude at gå, da de konstaterede brand i rækkehus. De tilkalder brandvæsenet, men inden de når frem, har Tommy været ved boligen og forsøgt at komme ind. Det lykkedes ikke i første omgang, men der fremskaffes en nøgle hos naboen.
Tommy trækker vejret dybt og går ind i det brændende hus.
Kort inde i gangen finder han beboer liggende på gulvet og trækker hende udenfor.
Beboeren bliver tilset af politiet, som er først fremme. Brandvæsenet går i gang med eftersøgning og slukning, og ambulancen lander samtidig med Indsatslederen og tankvognen.
Ambulanceredderne får beboeren på sygehuset – også Tommy Meldgaard bliver tilset.
Danske Beredskaber anerkendte under festmiddagen på Beredskabskonferencen Tommy Meldgaards uselviske og livreddende indsats med tildelingen af årets hæderslegat.