Danske Beredskaber var den 23. oktober til møde med beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsen, og Jarl Vagn Hansen oplever at ministeren har stor lydhørhed overfor udfordringerne i redningsberedskaberne.
Der er cirka 150 dage siden ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen, satte sig på ministerkontoret. Den 22. oktober fik ministeren under et åbent samråd i Folketingets forsvarsudvalg mulighed for at sætte ord på, hvad hun som minister primært vil arbejde med for at kunne udvikle et samfund med ”sammenhængskraft og resiliens”.
Med på samrådet havde Lisbeth Bech-Nielsens seks strategiske pejlemærker, hun har særligt fokus på, nemlig et formaliseret samarbejde med erhvervslivet, et formaliseret samarbejde med civilsamfundet, en udbredelse af hjemmeberedskabet, styrket modstandsdygtighed i kritisk infrastruktur og en styrket indsats på cyberområdet.
Og et sidste punkt: en omstilling af redningsberedskabet, hvilket en delegation fra Danske Beredskaber på et møde med ministeren den 23. oktober fik lejlighed for at drøfte med ministeren.
Jarl Vagn Hansen, formand i Danske Beredskaber deltog i mødet sammen med Jakob Vedsted Andersen, bestyrelsesmedlem i Danske Beredskaber og Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber og formanden var efter mødet tilfreds med dialogen med ministeren, og med ministerens interesse for og indsigt redningsberedskabets arbejde.
-Ministeren har blik for det samlede redningsberedskab og hun har blik for borgerne – og det er hele beredskabet, der skal styrkes, siger Jarl Vagn Hansen efter mødet, og formanden ser nu frem til den videre dialog, ikke mindst omkring den fremtidige udvikling og omstilling af redningsberedskabet til den virkelighed, beredskabet befinder sig i med et stigende trusselsbillede og flere komplekse brandobjekter.
Et ekspertpanel kom den 4. februar med ti anbefalinger til et taktskifte for Danmarks redningsberedskab. Af rapporten fremgår det, at det danske samfund har brug for et gennemtænkt beredskab, hvor alle ressourcer kan forenes ved hændelser på hele krisespektret; at alle har en rolle at spille, en opgave at udføre og et ansvar at leve op til.
Ekspertpanelet beskriver i ’Taktskifte i redningsberedskabet” at der politisk bør stræbes efter en hurtig implementering af anbefalingerne indenfor 2-5 å, og helt centrale er anbefalingerne om at redningsberedskabet skal uddanne mere, skal investere mere og øve mere.
På mødet mellem beredskabsministeren og Danske Beredskaber den 23. oktober blev taktskifterapporten også debatteret, og det glæder Jarl Vagn Hansen, at ministeren har sat sig grundigt ind i de udfordringer, landets 29 kommunale redningsberedskaber står over for.
-Ministeren har blik for taktskifterapporten, blik for det samlede redningsbredskab og har fokus på at der er behov for en styrkelse af redningsberedskabet. I Danske Beredskaber ser vi frem til sammen med ministeren at kunne italesætte taktskifterapporten, for det er den trædested, der her og nu fortæller, hvordan man udvikler beredskabet.
Der var på mødet også tid til at diskutere udfordringer omkring sektoransvaret og at det er vigtigt at sikre, at der også i fremtiden er kapacitet til at uddanne de hold- og indsatsledere, der er behov for – og også den to-årige erhvervsrettede uddannelse til redningsberedskabet blev drøftet.
På den store klinge blev den sikkerhedspolitiske situation og den generelle samfundssikkerhed og totalberedskabet også vendt, og ikke mindst kommunernes rolle i forbindelse med store kriser.
-Vi havde en god dialog, og vi oplevede en åbenhed og en inviterende facon under hele mødet, og ikke mindst en stor interesse for det arbejde vi i redningsberedskaberne udfører ude i den spidse ende, slutter Jarl Vagn Hansen.
