Bornholm er frontløber med etablering af totalberedskab, som styrker samfundets robusthed med tryghedscentre og frivillige kræfter.
Hvad gør et samfund, når strømmen går, vand- og varmeforsyningen sætter ud, og nettet svigter?
Det er nogle af spørgsmålene bag arbejdet med det, der kaldes totalberedskab. Men hvad betyder det egentlig, når et helt samfund skal være beredt?
– Totalberedskab handler dybest set om, at man skal være i stand til at klare sig selv i alle dele af samfundet.
Sådan lød det fra Louise Lyng Bojesen, beredskabs- og miljøchef i Bornholms Regionskommune, da hun på Beredskabskonferencen i Odense fortalte om Bornholms arbejde med at ruste øen til fremtidens kriser. Imidlertid findes der ikke en fælles forståelse af, hvad totalberedskab indebærer, indledte hun.
– Min erfaring er, at vi ikke nødvendigvis mener det samme, når vi taler totalberedskab. Det er ikke særlig veldefineret. Derfor har vi på Bornholm været optaget af, hvordan vi forstår totalberedskab: hvad er totalberedskabet for os, og hvordan kan vi arbejde med det?
Bornholm er af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab udpeget som frontløber i arbejdet med totalberedskaber. Målet er at gøre øsamfundet mere robust ved at få myndigheder, virksomheder, forsyninger, frivillige organisationer og borgere til at spille sammen.
En ø med bløde punkter
På Bornholm er sårbarhederne til at få øje på. Omkring 39.500 mennesker bor på øen, som har 158 kilometer kyststrækning. Strømmen kommer fra Sverige, hospitalet har begrænset kapacitet, og færger og fly er afgørende for mennesker og forsyninger.
– Vi har kigget på, hvad vi skal kunne modstå som samfund – for eksempel strømafbrydelser og problemer med færgeramperne. Vi er dybt afhængige af færger og fly, så vi er sårbare i forhold til forsyningssikkerhed, sagde Louise Lyng Bojesen.
Bornholmerne har blandt andet hentet inspiration på Gotland.
– I Gotland mødes aktørerne fra totalberedskabet én gang om ugen for at drøfte, hvad der er sket, og hvad der skal ske. Det var spændende at høre om, hvordan de arbejder sammen, og hvad det kræver af ressourcer. Der er vi slet ikke endnu, sagde Louise Lyng Bojesen.
På Bornholm er der til gengæld taget hul på at samle kræfterne. Tre nye råd skal inddrage alt lige fra forsynings- og transportsektoren til medier, nødhjælpsorganisationer, erhvervsliv og civilsamfund. Det handler samtidig om at øve sig.
– I projektet har vi fokus på at styrke og træne vores beredskabsplanlægning og lave endnu flere fælles øvelser og samtidig få integreret civilsamfundet endnu mere, fortalte Louise Lyng Bojesen.
De frivillige står klar
Netop civilsamfundet fyldte i Carsten Iversens efterfølgende oplæg. Han kommer fra Beredskabsforbundet og pegede på, at mange borgere ikke er tilstrækkeligt forberedte på en længerevarende krise.
– Jeg vil tro, at 10-15 procent af befolkningen kan klare sig selv, selvom 40-50 procent siger, de har forberedt sig, sagde han.
Hvis strømmen går, og myndighederne ikke kan nå alle med det samme, bliver der brug for flere hænder. Men frivillighed kan ikke stå alene.
– Der er stor vilje til at hjælpe, men vi skal have organiseret det. Det er vigtigt, at der er tale om klare og afgrænsede opgaver. Vi skal have uddannet nogle folk, og vi skal vide, at den pågældende organisation står til rådighed.
På Bornholm oplever Louise Lyng Bojesen allerede stor interesse blandt de frivillige.
– Ambitionen er, at de frivillige ikke først skal findes, når krisen er en realitet, pointerede hun
Et sted at gå hen
En anden vigtig del af beredskabet er tryghedscentrene. Carsten Iversen beskrev dem som den kommunale bagstopper.
– Tryghedscentrene skal være fysiske steder, hvor borgere kan søge hen, hvis de ikke selv kan klare sig gennem en krise. Her skal de kunne få de vigtigste fornødenheder såsom varme, mad og drikke. Og her får vi også brug for frivillige, fortalte Carsten Iversen.
Totalberedskab på Bornholm handler dermed ikke kun om myndigheder, planer og forsyningssikkerhed. Det handler også om borgere, der kan klare sig selv, frivillige, der står klar til at hjælpe, og et lokalsamfund, der har øvet sig i at stå sammen.
Opgaven på Bornholm er nu at organisere viljen til at hjælpe, uddanne de frivillige og få samarbejdet prøvet af, før der bliver brug for det.
Artiklen er skrevet af journalist, Peter Borberg
Billeder: Nicolai Bartroff
