Julen nærmer sig, og det er typisk i december måned, at brandvæsenet oplever flest boligbrande. I gennemsnit er der 25% flere boligbrande i december sammenlignet med en normal måned. Vær derfor ekstra opmærksom, når der hygges med levende lys og tilberedning af julemad.
Mange brande i hjemmet starter ved brug af levende lys eller uforsigtighed i køkkenet, for eksempel i forbindelse med madlavning. Statistikken viser, at antallet af boligbrande typisk topper i december.
– Vi ser desværre en del brande i december måned, hvor størstedelen starter i stuen eller i køkkenet. Nogle enkle forholdsregler kan forhindre, at julehyggen ender galt – vær eksempelvis ekstra opmærksom med julemaden i køkkenet, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.
Levende lys er hyppigt årsag til brand
En rundspørge blandt danskerne viser, at levende lys den hyppigste årsag til brande, som de har oplevet i deres eget hjem. Den næsthyppigste brandårsag er ild i en gryde efterfulgt af, at brændbare ting er blevet glemt på komfur eller brødrister. Det fremgår af befolkningsundersøgelsen ”Brand og røgalarmer i danske hjem” foretaget af Epinion for TrygFonden og Beredskabsstyrelsen i 2023.
– Levende lys skaber hygge, men også en øget brandrisiko. Sørg for, at lysene står i god afstand til gardiner, pynt og andet brændbart, og sluk altid levende lys, når du forlader rummet, siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen og supplerer:
– Hav gerne vand i nærheden, hvis uheldet skulle være ude.
Tryg start på december
Den 1. december markeres nordisk røgalarmdag – en god anledning til at få testet dine røgalarmer. Ikke mindst, da antallet at boligbrande topper i december. Test om røgalarmerne virker og giv dig selv og dem, du holder af, en tryg start på december. Følg Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen for mere information om røgalarmdagen.
Gode råd til en brandsikker jul
- Gå aldrig fra levende lys og hold afstand til brændbart materiale
- Bliv i køkkenet, når du tilbereder mad
- Læg aldrig brændbare ting på komfuret
- Hav altid vand i nærheden
- Test dine røgalarmer
FAKTA
Brande i private hjem
- Brandvæsenet rykker årligt ud knap 2.750 gange til brande i private hjem. Gennemsnittet for de sidste fem år viser, at brandene topper i december med 289 boligbrande i gennemsnit
- De fleste brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til, opstår i køkkenet
- Langt de fleste brande i private hjem, hvor brandvæsnet er tilkaldt, opstår i hjem uden en fungerende røgalarm
- Det anslås, at der årligt opstår ca. 40.000 brande i private hjem, som folk selv formår at håndtere uden at tilkalde brandvæsenet
- Cirka en tredjedel af dem, der har oplevet en brand i deres hjem, siger, at branden opstod ved brug af levende lys, herunder også på juletræ eller i dekoration
- 78 pct. af befolkningen siger, at de har røgalarmer opsat i deres hjem. Hvis du er blandt dem, der endnu ikke har opsat en røgalarm, så gør det nu, og skab tryghed i hjemmet
Kilder: Beredskabsstyrelsens ODIN database samt TrygFonden og Beredskabsstyrelsens befolkningsundersøgelse fra 2023, ”Brand og røgalarmer i danske hjem”, foretaget af Epinion.
Se resultaterne af undersøgelsen: Brand og røgalarmer i danske hjem
For yderligere information kontakt venligst:
Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber, tlf. 31 37 88 05
Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen, tlf. 20 89 84 71