Vi kender det vist alle sammen. Sne, slud og sjap gør det sværere at komme frem, morgentrafikken bliver forsinket, togene aflyst, og tager man cyklen, er man i den grad i risiko for at ende i asfalten, når dækkene svigter hen over de isglatte brosten. Men værst af alt: Sneen kommer altid bag på os.
Det gælder dog ikke ude på landets mange brandstationer, hvor både mandskab og køretøjer altid er parat til at sætte ind, hvis vi bliver hårdt ramt af vintervejret.
”Lige så snart, vi får de her varslinger om meget snevejr, så går vi ned og tjekker udstyret af og sikrer os, at de firehjulstrukne køretøjer er klar, og vi sørger for, at alle er bevidste om, hvor det er vi skal være særligt opmærksomme,” siger bestyrelsesmedlem i Danske Beredskaber, Lars Robétjé, der til daglig er beredskabsdirektør i Østsjællands Brandvæsen.
Som det er nu, er den mængde sne, der er faldet på tværs af landet, dog ingen hindring for hverken brandmænd eller biler, understreger Lars Robétjé. Men kommer der mere hvidt fra oven, er det vigtigt at være opmærksom.
”Det er fremkommeligheden, der er det største problem, når vi får meget sne, for der kan være områder, hvor vi har svært ved at komme frem. Derfor skal vi hele tiden være et skridt foran,” siger han.
Nye opgaver i snevejr
Meteorologerne hos DMI melder om frost de næste dage, og i både Vest- og Nordjylland risikerer man også at få en portion sne oven i hatten.
Hos Brand & Redning MidtVest skræmmer vejrudsigten dog ikke. På de kanter er det sjældent beredskabet, der har problemer, når sneen daler ned fra himlen.
”De fleste af vores brandstationer har i hvert fald en eller to firehjulstrukne brandkøretøjer. I år køber vi en del nye biler, og der har vi faktisk den målsætning, at hver brandstation skal have mindst én firehjulstrukken bil, så vi kan klare os i terrænet. De firehjulstrukne biler har i den grad en fordel, når vi taler om vintervejr,” siger formand for Danske Beredskaber, Niels Christensen, der til daglig er operativ chef i Brand & Redning MidtVest.
Til gengæld betyder snevejret ofte, at beredskabet bliver pålagt ekstra opgaver fra andre kommunale afdelinger.
”Det, vi oftest oplever i forbindelse med snevejr, er, at der er nogen, der har brug for at få hjælp af beredskabet til eksempelvis at køre transport for hjemmesygeplejersken eller hjemmeplejen, der skal have mad ud til de ældre,” siger Niels Christensen.