Den 25. oktober var Torsten Schack Pedersen på besøg hos Lolland-Falster Brandvæsen i Maribo, hvor han hørte om , hvad man lokalt mener, der skal ske af opgraderinger, for at man også i fremtiden kan levere tryghed tæt på borgerne i lokalområdet.
Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab var den 25. oktober i følge med en række lokale politikere på besøg hos Lolland-Falster Brandvæsen for at høre, hvordan det kommunale beredskab, der dækker Lolland, Falster og en række mindre øer, står på mål for det nære beredskab for i alt 105.000 borgere fra sine 13 brandstationer.
Det var et besøg, der gjorde indtryk på ministeren.
-Jeg oplever nogle entusiastiske og begejstrede medarbejdere, som er meget optaget af at levere en uhyre vigtig indsats for deres lokalsamfund, og en stolthed over, at være dem, der rykke ud først, når alarmen går, sagde Torsten Schack Pedersen i forbindelse med besøget.
I video-indslaget herunder fra Danske Beredskaber kan du høre mere om, hvad det er, ministeren mener skal til for at vi samlet set kan skabe et stærkere civilt beredskab i Danmark, ligesom du kan høre Morten Lykkeberg, beredskabsdirektør i Lolland-Falster Brandvæsen fortælle om, hvilke udfordringer han forventer det kommende beredskabsforlig skal hjælpe til at finde løsninger på.
Med på besøget hos Lolland-Falster Brandvæsen var: Medlemmer af Folketinget, Kasper Roug og Charlotte Bagge Hansen, og de lokale politikere Holger Schou Rasmussen, Tine Vinther Clausen, Henrik Høegh-Andersen og Iben Krog.
Læs mere om beredskabsforliget her: Beredskabsforlig 2024