Danmark og danskerne har i de sidste uger af september oplevet, hvordan hybridangreb på dansk infrastruktur har lammet danske lufthavne og ført til, at Den Nationale Operative Stab har været kaldt sammen for at finde svar på de forhold, der lægger pres på Danmark.
Danske Beredskaber har den 26. september medvirket i en workshop med en lang række andre aktører om pejlemærker for fremtidens beredskab i Danmark indkaldt af ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen. Her blev der talt om vejen frem for det civile beredskab i Danmark, og der var også inspiration at hente fra oplægsholdere fra Norge og Sverige.
Den inspiration kan snart komme i spil, for flere kommunale beredskaber er sammen med en række primære aktører i det civile beredskab midt i november kaldt sammen for at håndtere fiktive kriser, når den første KRISØV siden 2019 bliver gennemført flere steder rundt i landet.
Men hvordan forbereder man sig på det uforudsigelige? Under Årsmødet i Danske Beredskaber i september 2024 fortalte Jeanette Serritzlev, Militæranalytiker Cand.mag. & MMS, at det langt fra er en let opgave at håndtere hybrid krigsførelse.
-Det er en enkelt aktivitet der sker her og der, og måske som en samlet del af en samlet strategi. Den enkelte aktivitet er ikke hybrid. Men det, der ikke er en hybrid trussel i dag, kan være det i morgen, lød det fra militæranalytikeren, og det er når man lægger brikkerne sammen, at man reelt kan se, at der er tale om hybrid krig. Hele artiklen kan læses ved at følge linket her.
Nationale kriser var også et tema, da 25 repræsentanter for Danske Beredskaber i uge 39 var på studietur til Dublin, hvor blandt andre National Emergency Coordination Centre (NECC), den irske NOST, fortalte, hvordan man med minimum fem samlinger om året og deltagelse fra også de kommunale aktører i Irland forbereder hele samfundet på nationale kriser. Du kan snart læse meget mere om læringerne fra studieturen på Danske Beredskabers hjemmeside.
Fra politisk hold er der stigende interesse for at befolkningen, og ikke mindst børn og unge, skal uddannes til at være mere kriseparate, og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab har i kølvandet på sin workshop den 26. september meldt ud, at han vil tage initiativ til at undersøge, om vi i Danmark næste år kan udvide brandforebyggelsesugen i uge 40, til at være en beredskabsuge, hvilket han bekræftede overfor Danske Beredskaber, da han den 1. oktober deltog på en skoledag på Kokkedal Skole, hvor læringsmateriealerne ‘Lær børn om brand’ og ‘Brandsmart’ var på skemaet.