I 2024 gav brandsynere fra de kommunale beredskaber 13.853 påbud i forbindelse med brandsyn på den del af de 47.000 danske brandsynsobjekter, der var udtaget til syn.
Vi har i Danmark næste 47.000 brandsynsobjekter fordelt rundt i landet. Dette er steder eller bygninger hvor der gås brandsyn. Disse brandsynsobjekter bliver synet regelmæssigt, men med forskelligt tidsinterval, alt efter hvilken type de er. Det kan være alt fra forsamlingslokaler, butikker og hoteller til skoler, hospitaler og institutioner for børn og ældre.
I 2024 var 28.978 af objekterne til syn, og her blev der givet påbud til 13.853 af brandsynsobjekterne – og i alt blev der givet 37.469 påbud i forbindelse med brandsyn. Det betyder, at 37 procent af alle brandsynsobjekter, der har fået et påbud i 2024, har fået ét eller flere påbud. Dette er et lille fald fra 2023 hvor 38 procent fik ét eller flere påbud. Det viser den samlede brandsynsstatistik for 2024 med data fra hele Danmark.
Generelt fald
Der ses generelt et fald i antallet af påbud ved brandsyn, og det skyldes ifølge Kenny Dramshøj Christensen, brandsyner og Leder af den forebyggende afdeling i Beredskab Fyn, at de driftsansvarlige forholder sig bedre og bedre til forebyggelse og drift i forhold til brand.
-Vi oplever en stigende tendens til, at der benyttes sund fornuft og at stederne oftere forholder sig til, hvordan brande kan opstå. Både ved uddannelse og gennem instruktion af personale i forhold til forebyggelse af brand – blandt andet ved brug af elementære brandkurser, fortæller Kenny Dramshøj Christensen.
Et påbud vil typisk skyldes forhold som at der er sat kiler i en branddør for at holde den åben, at der er forøget oplag på flugtvejsgange, f.eks. hvis der er placeret et garderobeskab på en gang der skal kunne fungere som flugtvej, eller hvis teknikrummet også benyttes som lagerplads. Men påbud kan også gives, hvis personalet ikke ved nok omkring brandforholdene.
En stor del af det brandforebyggende arbejde for Kenny Dramshøj Christensen og kollegerne i de kommunale beredskaber landet over handler derfor også om at hjælpe med at skabe gode procedurer og med at gøre den daglige brug af bygningerne mere brandsikker. Og den forebyggende indsats er en væsentlig årsag til, at antallet af påbud generelt er faldende.
-Vi er oftere ude og fortælle på skoler, plejecentre og børnehaver hvordan man skal gøre. Vi laver også flere øvelser, men flere forhold kan også spille ind, for det er jo lokaler, der har en funktion. På en skole vil pedellen måske gerne følge anvisningerne fra brandvæsenet, men skolelæreren er ikke nødvendigvis med på, hvad det betyder, når man flytter undervisningen ud på gangen eller ned i kælderen. For det kan have en betydning for brandbelastningen, fortæller Kenny Dramshøj Christensen.
For at forberede stederne, der skal have brandsyn, så godt som muligt på hvad det er der venter dem når brandsyneren kommer på besøg, så har man i Beredskab Fyn udviklet et system og en hjemmeside, der skal hjælpe samarbejdet mellem brandmyndigheden og de driftsansvarlige på ejendommene godt på vej. Og tiltagene virker, for i 2024 var samtlige brandsynsobjekter klar til inspektionen på Fyn, da Kenny Dramshøj Christensen og hans brandsynskollegaer dukkede op på de anmeldte besøg.
-Vi har gjort det, at vi sender adfærdspåvirkende mails ud og gør det lettere for driftsansvarlige at skabe god forebyggelse. Vi guider og giver mulighed for, at de kan få en succes. Det gør vi med brug af QR-koder, klistermærker og mails med filmklip, som de driftsansvarlige kan benytte til at sætte sig ind i, hvad der sker før, under og efter et brandsyn.
– Tiltagene på Fyn har haft den betydning, at de er klar til brandsynet, når vi kommer. Materialet ligger klar, så vi er klar til at gå brandsynet og kan skabe en bevægelse mod bedre forebyggelse og færre brande, lyder det fra Kenny Dramshøj Christensen.
Forbud på brandsynsobjekter
Ud over påbuddene, der typisk omhandler overtrædelser af reglerne i den milde ende af skalaen, så kan der også udstedes et forbud. Når der gives et forbud, skyldes det, at der er fundet forhold, der er så kritiske, at det er usikkert for mennesker at benytte bygningen. Stedet bliver derfor lukket med øjeblikkelig virkning, indtil uoverensstemmelserne er korrigeret, og det igen er sikkert at færdes i bygningen.
I 2024 blev der givet forbud til 85 brandsynsobjekter, hvilket svarer til 0,18 procent af alle brandsynsobjekter. Ser man på antal forbud der blev givet i alt, er der samlet tale om 105 forbud, hvilket betyder, at 23 procent af brandsynsobjekterne, der i 2024 fik et forbud, har fået ét eller flere forbud.
Opfølgende brandsyn
Det kommunale redningsberedskab gennemfører, efter en konkret vurdering af brandsikkerheden opfølgende brandsyn på brandsynsobjekter, som i forbindelse med et brandsyn har fået et forbud, og også i forbindelse med påbud, hvis det findes nødvendigt.
Her har der fra 2023 til 2024 været en stigning på antal samlede opfølgende brandsyn på 64 procent, hvilket afspejler, at der i 2023 blevet givet relativt mange forbud, som brandsynerne landet over har fulgt op på i 2024.
Ifølge Kenny Dramshøj Christensen er brandsynerens arbejde vigtigt for samfundet, da god forebyggelse betyder at der er mindre risiko for at folk kommer til skade eller værdier tabes.
-Brandsyn er til for at mindske risikoen mest muligt for at brand opstår, for at brand breder sig og at brand medfører skader på personer, ejendomme og miljøet. Brandsynet sikrer, at der er forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.
Brandsynet er en myndighedsopgave, og det er en forudsætning for at gå brandsyn, at den udøvende brandsyner lever op til en række specifikke uddannelseskrav.