Årsmødet i Danske Beredskaber ændrer fra 2026 navn til Beredskabskonferencen, og det er ifølge Jesper Ingeman-Petersen, tovholder for konferencen, en konsekvens af, at der i samfundet er kommet stort fokus på beredskab.
Danmarks største årlige samling af aktører indenfor redningsberedskabet mødes i år den 16. og 17. september 2026 under et nyt navn og koncept, når Danske Beredskaber åbner dørene til Beredskabskonferencen i Odense Congress Center.
I Danske Beredskaber, der siden 1954 har arrangeret det årlige topmøde for både kommunale, statslige og private aktører indenfor beredskabet, mærker man et øget fokus på beredskab i samfundet, og tovholderen for Beredskabskonferencen, Jesper Ingeman-Petersen, fortæller, at navneskiftet er en konsekvens af den nye virkelighed i redningsberedskaberne.
-Beredskab har fået et langt større fokus i samfundet, på Christiansborg og i landets 98 kommuner. Danske Beredskaber vil med navneskiftet slå fast, at vi er klar til de nye udfordringer, der venter, siger Jesper Ingeman-Petersen og uddyber, at programmet på Beredskabskonferencen 2026 vil bære præg af, at redningsberedskabets opgaver er under forandring, blandt andet med et større fokus på faglige indlæg.
Samfundssikkerheden i fokus
Beredskabskonferencen varer to dage og kombinerer en beredskabsudstilling med faglige oplæg, der skal give deltagerne ny viden og inspiration til arbejdet i beredskabet, og det seneste årsmøde var med 1.343 gæster og udstillere et af de mest besøgte i historien.
-Det er den største beredskabskonference på dansk jord, og i 2025 var der både stærke beredskabsfaglige indlæg og debatter med ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, KL, Beredskabsstyrelsen og de største aktører fra de danske civilsamfundsorganisationer, og vi glæder os til igen at præsentere et slagkraftigt program, siger Jesper Ingeman-Petersen.
Med en opstart på 2026 hvor Danmarks sikkerhed og Kongerigets selvstændighed dagligt har været i overskrifterne herhjemme og i udlandet, ser man i Danske Beredskaber frem til at samle de civile beredskabers aktører til konferencen den 16. og 17. september – for både danskernes og beredskabernes muligheder for at agere under en krise kræver øget fokus.
-Redningsberedskabet er presset af de opgaver, der følger med den aktuelle sikkerhedspolitiske situation som Danmark befinder sig i, men også opgaver som følger af klimaforandringer og den grønne omstilling. Mængden af komplekse opgaver som beredskabet skal løse, vokser. På Beredskabskonferencen kan man møde aktørerne og se materiellet, der skal sikre samfundssikkerheden, siger Jesper Ingeman-Petersen.
Danske Beredskabers Beredskabskonference (tidligere kaldet årsmøde) har eksisteret siden 1954, hvor det blev afholdt første gang i Fredericia. De efterfølgende år gik værtskabet på skift rundt i landet, men siden 2017 har Årsmødet været afholdt i Odense Congress Center, med en enkelte undtagelse i 2024, hvor årsmødet fandt sted sammen med World Firefighter Games i Aalborg.
Beredskabskonferencen varer to dage og kombinerer en beredskabsudstilling med faglige oplæg, der giver deltagerne ny viden og inspiration til arbejdet i beredskabet.
De seneste år har der til konferencen været over 1.000 besøgende og mere end 70 udstillere.
Følg med på Danske Beredskabers hjemmeside dedikeret til Beredskabskonferencen.