Det varme og blæsende vejr har givet sommerstemning over hele Danmark, og hos Danske Beredskaber opfordrer man nu til at bruge åben ild med omtanke.
Det er mega-lækkert vejr, så hvis du overvejer at få en pølse på kulgrillen eller du lige vil af med noget ukrudt ved at benytte ukrudtsbrænderen, så opfordrer Danske Beredskaber nu til at tage et smut forbi hjemmesiden: Brandfare.dk.
På Brandfare.dk kan du se, om du skal være ekstra forsigtig med åben ild, der hvor du bor, hvis det er tørt og varmt.
-Hvis det blæser rigtig meget, så drop åben ild, og hvis det er rigtig tørt og varm, så skal du i hvert fald, som minimum, have vand parat. Og du skal også være sikker på, at du faktisk er helt færdig, med det du laver; gå en ekstra tur med vandkanden, hvis du har brændt ukrudt af – og sørg for at vande området ved grillen og omkring bålstedet, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Den hyppigste årsag til at brandvæsenet bliver tilkaldt i forbindelse med brug af åben ild skyldes ikke i første omgang store flammer, men at gløder har fået lov at ulme, hvis kullene fra eksempelvis en kulgrill stadig er varme, når de smides ud i skraldespanden. Det skete faktisk mere end halvdelen af de 219 gange, brandvæsenet i 2025 kørte ud for at slukke grillrelaterede brande
-Grillkul kan faktisk i rigtig lang tid genantænde, så vent til du er helt sikker på, de er slukket, før du smider dem ud, lyder det gode råd fra Bjarne Nigaard.
Selvom DMI melder at Tørkeindekset viser risiko for høj tørke eller forhøjet tørke rundt i landet, så er det ifølge Danske Beredskaber ikke ensbetydende med, at der også er høj brandfare.
Hos Danske Beredskaber holder man meget øje med tørke-udviklingen, men lige nu er der altså ikke udstedt forbud mod brug af åben ild, men det betyder ikke, at man futte af uden at tænke sig om.
-Man skal bruge almindelig omtanke, når man bruger åben ild udenfor, men lige nu er det ikke nødvendigt at tage særlige forholdsregler – bare brug sund fornuft, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber, som opfordrer til at følge med i udviklingen på hjemmesiden Brandfare.dk. (Se den aktuelle situation længere nede i artiklen)
Udvis altid forsigtighed med åben ild
Det gælder ifølge afbrændingsbekendtgørelsen altid, uanset om der er afbrændingsforbud, at der skal udvises forsigtighed ved enhver afbrænding, optænding og brug af apparater med ild i, så som ukrudtsbrændere, og aktiviteten skal foregå så brandfare forebygges eller formindskes.
Og så skal man ifølge Danske Beredskaber altid sikre sig, at du kan komme væk fra ilden og at der er forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand, hvilket vil sige at du har en brandslukker, et brandtæppe eller en spand vand i nærheden.
Tænder du op i grillen eller laver bål, så skal du altid sørge for at alle gløder er slukket, når du forlader arnestedet, for blæser det meget, eller kommer der pludselige vindstød, så der er risiko for, at en brand kan sprede sig, så skal man straks forsøge at slukke ilden eller gløderne.
Det er aldrig lovligt at henkaste skodder eller andet tobaksaffald i naturen eller på offentlige arealer.
Hvis du gerne vil tænde bål i haven eller i naturen, så tjek altid brandfareindekset på Brandfare.dk og se, om der er forhøjet brandfare eller udstedt afbrændingsforbud. Forholdene kan variere fra dag til dag, så tjek altid hvad der gælder der, hvor du er.
Aktuelt brandfareindeks fra DMI
Uanset om der er tørt eller ej, så husk, at følgende aldrig er tilladt.
Du må som privatperson- uanset om der er indført afbrændingsforbud eller ej – aldrig:
-Brænde haveaffald af, undtaget som Skt. Hans-bål, efter reglerne om Skt. Hans-bål.
-Afbrænde eller forsøge at afbrænde giftige, ikke brandbare materialer og affald
-Bruge åben ild i naturområder uden ejerens særlige tilladelse
-Henkaste cigaretskodder eller cigaretter, eller andet tobaksaffald
Klik her for at læse mere om den aktuelle status for brandfare hvor du bor