Regeringen afsætter ca. 1,2 mia. kr. i 2026 til en akutpakke på beredskabsområdet. Akutpakken skal gøre staten, kommunerne og regionerne i stand til at gennemføre en række konkrete beredskabstiltag, der på kort sigt kan styrke robustheden i det danske samfund.
Med en bred politiske aftale præsenteret den 30. juni, hvor kun Liberal Alliance har valgt ikke at deltage, udmøntes der bl.a. midler til:
- Ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser: Eksempelvis indkøb af materiel og kapaciteter til de kommunale redningsberedskaber og øvrige ekstraordinære beredskabsindsatser i kommuner og på ældreområdet, herunder nødstrøm. Den konkrete udmøntning sker på baggrund af dialog med KL.
- Specialisering af statsligt redningsberedskab: Øget materielrobusthed og opbygning af specialiserede redningsmaterielkapaciteter samt nationalt situationsbillede for redningsberedskabet.
I alt har Folketinget besluttet at bevilge 270 mio. kr. til ”Ekstraordinære kommunale beredskabsindsatser” og 85 mio. kr. til ”Specialisering af statsligt beredskab”.
-Vi løfter Danmarks samfundssikkerhed og beredskab med 1,2 milliarder kroner i 2026 på tværs af kommuner, regioner og andre myndigheder. Penge, der allerede i år, går til blandt andet nødstrømsgeneratorer, vandkatastrofeberedskab og ny teknologi inden for redningsberedskabet. Det vil sammen med det fælles 24/7 situationscenter betyde, at vi styrker evnen til at reagere på de trusler og hændelser, som Danmark står overfor, udtaler Lisbeth Bech-Nielsen, minister for samfundssikkerhed og beredskab, i en pressemeddelelse.
I Danske Beredskaber er formand Jarl Vagn Hansen godt tilfreds med at regeringen og den nye minister for beredskab og samfundssikkerhed fastholder et fokus på udviklingen af et robust beredskab i Danmark.
-Den forrige regering lancerede Totalberedskabet som en fremtidig ramme for samfundssikkerheds begrebet. Den nuværende regering, med ministeren i spidsen, sætter nu penge bagved begrebet. I første omgang afsættes 1,2 mia i en række initiativer i rammen af Totalberedskabet, siger Jarl Vagn Hansen og fortsætter:
-Danske Beredskaber vil gerne rose ministerens handlekraft, som med vedtagelsen før sommerferien gør, at vi kan arbejde videre med dannelsen af et Totalberedskab, uden at vi mister fremdriften. Vi ser frem det videre samarbejde med ministeren om at øge samfundets robusthed og modstandskraft.
