Hvert år i uge 40 sætter hundredvis af skoler landet over fokus på brandforebyggelse med kampagnen ”Lær børn om brand”. Materialet er gratis og kan bestilles nu.
Børn skal lære om ild og brandsikkerhed, så de forstår, hvorfor ild kan være farligt, og så de kan reagere rigtigt, hvis der opstår brand. Lærere og brandfolk er enige om, at børn, der lærer gode vaner om brandforebyggelse tidligt, tager dem med sig resten af livet, og derfor afholder Danske Beredskaber, Beredskabsstyrelsen og TrygFonden igen i 2025 brandforbebyggelsesuge i uge 40 med fokus på at give børn gode brandvaner.
I 2025 bestilte over 440 skoler undervisningsmaterialet ”Lær om brand” (0.-1. klasse) til lidt over 22.500 børn. Samme år nåede 1.590 lærersessioner på ”Brandsmart” (4.-6. klasse) ud til op mod 33.400 elever.
Om materialet
TrygFonden, Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen tilbyder gratis undervisningsmaterialer til landets grundskoler målrettet hhv. 0.-1. og 4.-6. klasse.
”Lær om brand” – undervisningsmateriale til dansk i 0.-1. klasse
Her lærer eleverne om ild og brandforebyggelse med udgangspunkt i elevbogen ”Da legehuset brændte”. I materialet indgår bl.a. et opgavehæfte, en tjekliste til familien om gode brandvaner og en inspirationsbog til lærerne med en række forslag til undervisningen. Der medfølger også den populære forsøgsspand med materiale til enkle forsøg, som læreren kan demonstrere i undervisningen. Der sendes 1-2 forsøgsspande pr. skole. Har I allerede en forsøgsspand, kan den let genopfyldes – se spandens indhold her.
”Lær om brand” bestilles via Beredskabsstyrelsens hjemmeside – helt gratis. Afgiv venligst én samlet bestilling pr. skole.
Materialet kan bestilles, så længe lager haves. Det sendes i god tid før uge 40.
”Brandsmart” – undervisningsmateriale til natur/teknologi i 4.-6. klasse
”Brandsmart” er skræddersyet til eleverne på mellemtrinnet, som engageres i undervisningen om brandsikkerhed gennem interaktive film og forsøg. Klassen skal løse dilemmaer om ild, røg og brand sammen med vennerne Charlie og Martha – derhjemme, til klassefesten og på skolen. Undervejs bliver de vejledt af brandmanden Thomas. Forløbet inkluderer også praktiske aktiviteter, hvor eleverne bl.a. selv skal undersøge brandtrekanten og brandsikkerheden på skolen.
”Brandsmart” er digitalt og kan findes på forstå.dk/brandsmart.
Du kan læse mere om ”Lær om brand” og ”Brandsmart” på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
I 2025 var daværende beredskabsminister Torsten Schack Pedersen på besøg på Kokkedal Skole for at følge undervisningen i brandforebyggelsesugen – se hvordan det forløb.
Information til skolebestyrelse og forældre
I er meget velkomne til at videreformidle denne artikel til jeres skolebestyrelse, så den også kender til mulighederne for undervisning i brandforebyggelse på jeres skole.
Samarbejde med de kommunale brandvæsener
Flere steder indgår skolerne aftaler med de kommunale brandvæsener om at undervise børnene i brandforebyggelse, også i uge 40. Den enkelte skole er derfor velkommen til at kontakte det lokale brandvæsen direkte for at høre om mulighederne for et samarbejde.
Find dit lokale brandvæsen på kortet her.