Deltidsansatte og frivillige brandfolk trækker den 30. september i branddragten og viser, hvem der sikrer trygheden tæt på danskerne i forbindelse med Uniform På Jobbet Dagen.
Kommunale deltidsansatte og frivillige brandfolk trækker den 30. september for første gang officielt i branddragten i forbindelse med Uniform På Jobbet Dagen, der er en fast dag på året, hvor deltidsansatte og frivillige i Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Hjemmeværnet og de kommunale beredskaber kan vise uniformen frem på arbejdet eller studiet.
Det er organisationen InterForce, der står bag Uniform på jobbet-dag i Danmark, og på et møde den 27. august på InterForce sekretariatet på Kastellet i København, blev det officielt, at kommunale deltidsansatte brandfolk og frivillige nu bliver en del af den landsdækkende hyldest til de uniformerede civilister, der tidligere har været forbeholdt uniformeret mandskab i statens tjeneste.
-I de kommunale beredskaber er vi meget glade for, at Danmarks 3.994 deltidsbrandfolk og 1.000 frivillige brandfolk på deres arbejdspladser og i lokalsamfundet nu kan blive anerkendt for deres vigtige arbejde med at sikre trygheden tæt på danskerne i forbindelse med Uniform På Jobbet Dagen, lyder det fra Jarl Vagn Hansen, formand i Danske Beredskaber og beredskabsdirektør i Trekantsområdets Brandvæsen.
På mødet den 27. august deltog Chef for Interforce, pensioneret Generalmajor Finn Winkler, Kaptajn fra InterForce, Jens Post og formand i Danske Beredskaber Jarl Vagn Hansen.
Hvorfor har vi Uniform På Jobbet Dagen?
Vi har i Danmark en Uniform på jobbet-dag for at hylde alle reservisterne og de frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og de kommunale beredskaber.
Uniform på jobbet-dagen skal også gøre det tydeligt, hvor mange der yder en ekstra indsats for, at vi alle kan have et godt og trygt samfund i Danmark.
Reservisterne og de frivillige er helt almindelige mennesker. Det er håndværkere, kontormedarbejdere, skolelærere, akademikere og folk fra ledelseslagene, som trækker i uniform, når der er brug for dem.
På Uniform på jobbet-dagen hylder vi deres indsats.
Hvad er Uniform På Jobbet Dagen?
Uniform på jobbet-dagen er en fast dag om året, hvor reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og de kommunale beredskaber kan tage deres uniform på, når de går på job eller tager ind på deres studiested.
I 2026 bliver Uniform på jobbet-dagen afholdt onsdag d. 30. september.
I Danmark er der ca. 3.000 reservister, der har en rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har ca. 43.000 frivillige, hvoraf ca. 14.500 er aktive. Der er ca. 4.000 på tilkaldekontrakt og ca. 1.000 frivillige i det kommunale beredskab og ca. 4.000 deltidsansatte. Derudover er der ca. 511 frivillige i Beredskabsstyrelsen, og der er ca. 200 frivillige i Kystredningstjenesten, som hører under Beredskabsstyrelsen.
Samlet kalder man alle disse frivillige og reservister for Reservestyrken.
Læs mere om Uniform På Jobbet Dagen:
https://www.interforce.dk/uniform-paa-jobbet/
Læs også:
Far, far – du skal til brand!
At være frivillig brandmand hos Brand & Redning Sønderjylland er en hjertesag som går i arv, og sådan har det været siden Sønderjylland for en tid hed Nordslesvig.

Stiller du også op i uniform?
Her er reglerne for at stille op i uniform på Uniform På Jobbet Dagen
Klik her for mere information
Officiel skrivelse fra InterForce til din arbejdsgiver om Uniform På Jobbet Dagen
Hent den officielle skrivelse ved at klikke her.

