Besøg fra brandvæsnet forebygger ulykker i England

2. marts 2017

Forebyggelse er bedre end helbredelse.

Med de ord åbnede Pete Wilson sit oplæg foran 120 tilhørende på Danske Beredskabers forebyggelseskonference, der igen i år afholdes over to dage på Munkebjerg Hotel i Vejle.

Pete Wilson var blevet fløjet ind fra West Midland i England, hvor han til daglig arbejder som gruppeleder for samfundssikkerhed. Beredskabet i West Midland dækker 2,8 millioner mennesker og råder over 1168 brandmænd fordelt på 38 stationer.

Gennem flere år har det engelske brandvæsen været et af Europas dygtigste til forebyggelse af brand og ulykker. Det skyldes blandt andet de såkaldte safe and well visits, som har vist sig at have en meget positiv effekt på antallet af brande. Siden 2000 er antallet af brande i West Midland faldet med 45 procent.

”Vi har lavet hjemmebesøg i mange år og udvikler hele tiden på dem. I dag består hjemmebesøgene både af et generelt sikkerhedstjek af hjemmet og en snak mellem borgeren og brandmanden om borgerens livsstil, der i mange tilfælde kan være en kilde til forhøjet brandfare i hjemmet,” sagde Pete Wilson under sit oplæg.

Stor tillid mellem borgere og brandfolkDSC_0868

Hvert år foretager brandvæsnet i West Midland 25000 safe and well visits hos borgere. Flertallet af besøgene er foretaget hos sårbare borgere, som i højere grad er i risikogruppen for brand i hjemmet.

”Vi ved, at der er en sammenhæng mellem socialklasse og helbred, og ofte ser vi, at de sårbare borgere har en livsstil med eksempelvis rygning og alkohol, som kan føre til en reel brandfare. Derfor er det oplagt, at vi sætter ind hos denne gruppe og taler med dem om de uhensigtsmæssige vaner,” sagde Pete Wilson.

Alle brandmænd i West Midland går hjemmebesøg som en del af deres arbejde. Beredskabet uddanner naturligvis brandmændene til at kunne håndtere samtalerne med borgerne, men – som Pete Wilson pointerede – effekten af hjemmebesøgene skyldes i lige så høj grad, at brandmændene formår at skabe en umiddelbar tillid til borgeren fra første færd.

”Vi har erfaret, at brandmændene har en helt unik position i forhold til at kunne tage snakken om både sikkerhed og livsstil med borgerne. De er ikke ’farlige’ på samme måde som sundhedspersonalet eller de sociale myndigheder og har derfor meget nemmere ved at trænge igennem til borgeren.”

Samtidig har det vist sig, at borgerne som udgangspunkt ikke opfatter hjemmebesøgene som en løftet pegefinger, men som et initiativ, der er baseret på en reel omsorg over for den enkeltes sikkerhed.

”Brandmændene oplever, at det er mere legalt at påpege de ting, borgerne bør forbedre, fordi det hele tiden er med det formål at øge brandsikkerheden. Det giver en helt anden og mindre farlig indgangsvinkel, som borgerne reagerer positivt på,” sagde Pete Wilson.

DSC_0853Nytænkende initiativer giver pote

Under sit oplæg fortalte Pete Wilson om flere forskellige forebyggelsestiltag, som har gjort en positiv forskel i West Midland.

Et af dem er en stor hal i Birmingham kaldet ’Safe Side’, der rummer et mindre landsbysamfund med blandt andet huse, biler og busser, en retssal og et supermarked. Alt sammen i fuldskala.

Formålet med modelbyen er at kunne gøre forebyggelse af brand og ulykker så virkelighedstro som muligt. I mindre grupper bliver de besøgende vist rundt og skal undervejs deltage i en række realistiske scenarier, hvor de bliver præsenteret for konsekvenserne af de valg, de træffer.

”Safe Side er et ideelt udgangspunkt for læring om sikkerhed, fordi de besøgende bliver udsat for situationer, de ikke normalt kommer i kontakt med, i et sikkert miljø. På den måde bliver de klar over, hvilke konsekvenser deres handlinger har, uden de bliver udsat for fare. Det har vist sig at være meget effektivt.”

Et andet initiativ er såkaldte virtual reality-briller, som er blevet en del af undervisningen af unge bilister i trafiksikkerhed.

Med virtual reality-brillerne på sidder de unge pludselig bag rattet i en bil og skal forholde sig til en række spørgsmål undervejs, hvor svarene har indflydelse på, hvordan køreturen kommer til at forløbe.

”Jeg tror, vi kommer til at se meget mere af det her, fordi teknikken bag efterhånden er til at betale og derfor også bliver en reel platform, som man vil udvikle nye ting til,” sluttede Pete Wilson.

Danske Beredskabers forebyggelseskonference slutter fredag klokken 12.

Relaterede nyheder

Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgået en finanslovsaftale, der ifølge Danske Beredskaber ikke kommer til at levere den nødvendige kapacitet til beredskabet. Verden omkring os er i forandring, og der er derfor behov for at skabe varige forandringer i Danmark, så vi bliver godt rustet til fremtiden. Sådan lyder forordet til […]

Simon Kollerup blev den 10. oktober valgt som ny præsident for flere tusinde frivillig i Beredskabsforbundet – den 13. november blev indsættelsen fejret af ministre og ledere fra beredskabet. Danske Beredskaber var den 16. november med ved den officielle indsættelse af Simon Kollerup som ny præsident for Beredskabsforbundet, for der er en hel del frivillige […]

I vintermånederne vil brandkadetter i alderen 13 til 18 år banke på hos ældre og udsatte borgere for at tilbyde opsætning af gratis røgalarmer. Målet er at mindske antallet af dødsbrande i danske hjem.  Hver fjerde dansker har ikke opsat en røgalarm i hjemmet, men det forhold arbejder brandkadetter fra Unge i Beredskabet over hele […]

Få nyhedsbrev i indbakken