Danske Beredskaber samarbejder med udstillere til Årsmødet 2017

14. marts 2017

Danske Beredskaber mener, at erfaringsudveksling og videndeling giver bedre resultater, og det er vigtigt at skabe dialog med udstillerne.

Derfor inviterer Danske Beredskaber udstillerne til møde den 22. marts. På mødet ønsker foreningen at få bedre indsigt i udstillernes præferencer og erfaringer fra tidligere årsmøder, som kan danne grundlag for et succesfuldt årsmøde i år.

”Vi mener, det er vigtigt at have en løbende dialog for at få det bedst mulige fælles produkt. Vi lavede jo lidt om på mødet sidste år. Det har vi evalueret på, og vi fortsætter med at justere på det. Derfor mener vi, at det er vigtigt hele tiden at have udstillerne med på sidelinjen for at skabe de bedste forudsætninger for alle,” siger Danske Beredskabers sekretariatschef, Bjarne Nigaard.

Samarbejde med udstillerne

Mødet den 22. marts bunder i en dybere interesse for udstillernes erfaringer med de tidligere årsmøder. Formålet med mødet er at skabe en løbende dialog, hvor Danske Beredskabers sekretariat har mulighed for at justere undervejs og imødekomme udstillernes præferencer.

Nogle af de forslag til ændringer, som udstillerne har bidraget med, er eksempelvis længden på Årsmødet, som nu varer to hele dage i stedet for at være spredt over tre. Derudover har udstillerne haft ønske om, at den udendørs udstilling kom under tag, og det har Danske Beredskaber ligeledes efterkommet. Disse ændringer og andre justeringer vil blandt andet blive drøftet under mødet.

Ændringer i Årsmødet 2017

I år er konceptet for selve udstillingen justeret, således at der vil være faglige oplæg fra to scener på udstillingsarealet. Oplæggene afholdes løbende hen over de nu kun to hele dage, som Årsmødet varer. På scenerne vil fagpersoner, eksperter udefra samt Danske Beredskabers egne netværk bidrage til videndelig og erfaringsudveksling.

”Vi tror på, at øget fokus i to dage er til gavn for alle parter. De afsatte timer til afholdelse af Årsmødet er de samme. I stedet for at have to halve og en hel dag bliver Årsmødet skærpet på antallet af dage, og derved bliver det mere koncentreret og fagligt fokuseret,” siger Bjarne Nigaard.

De forskellige oplæg er inddelt i temaer, så man på forhånd kan planlægge, hvilke oplæg man ønsker at se. Det er muligt at besøge udstillerne på deres stande under hele forløbet, da alle aktiviteter foregår samme sted. Scenerne vil lydmæssigt blive afskærmet fra udstillingen med transparente vægge.

Medlem med fordele

Som interessemedlem får man blandt andet den fordel, at man står først i køen til at vælge stand til Årsmødet. Derudover får interessemedlemmerne blandt andet også deres logo vist på Danske Beredskabers årsmødehjemmeside.

Du kan læse mere om at blive interessemedlem på Danske Beredskabers hjemmeside her.

Danske Beredskaber glæder sig til at se udstillerne den 22. marts og ser frem til et rigtig godt årsmøde 2017 for alle.

For de hurtige er der stadig mulighed for at tilmelde sig mødet. Sidste tilmeldingsfrist er fredag den 17. marts klokken 12. Skriv til: post@danskeberedskaber.dk.

Relaterede nyheder

Hos Danske Beredskaber håber sekretariatschef Bjarne Nigaard at et beredskabsforlig lander først i det nye år, og at det bliver en aftale med fokus på at opgradere både primærberedskabet i kommunerne og det statslige assistanceberedskab. Den 9. januar skal partierne bag forsvarsforliget igen mødes for at finde en løsning på sikringen af det civile Danmark […]

Brandfolk træner benhårdt for at være klar til at rykke ud, når ulykker rammer, og de stærkeste i Europa mødes i Odense den 3. og 4. juni for at kæmpe om titlen som de bedste på FireFit-banen.   Tiden er altafgørende, når beredskabet rykker ud for at redde folk i nød, og derfor træner brandfolk […]

Torsten Schack Pedersen har den 13. december i et svar til løsgængeren Mike Villa Fonseca fortalt, at den ventede afskaffelse af afgangstidskravet på 5 minutter er udsat, og at der skal nye politiske drøftelser til, før en afskaffelse af kravet bliver en realitet. To dage før Torsten Schack Pedersen tiltrådte som minister i Ministeriet for […]

Få nyhedsbrev i indbakken