Røgalarmer kan redde liv – når de virker

30. november 2024

Den 1. december er nordisk røgalarmdag, hvor du kan gøre det til en vane at tjekke, om din røgalarm fungerer.

Søndag den 1. december er det nordisk røgalarmdag. Det er dagen, hvor du på en enkel måde kan sikre brandsikkerheden derhjemme ved at tjekke, om røgalarmerne virker, som de skal.

Brandvæsenet rykker årligt ud til knap 2.800 brande i private hjem. I langt de fleste tilfælde er det i hjem, hvor der ikke er en fungerende røgalarm. Hvis der opstår brand, kan røgen hurtigt spredes, og den er farlig at indånde. Hvis du har opsat røgalarmer i dit hjem, øger du chancen for at blive advaret, inden branden når at brede sig. Men for at det kan ske, kræver det, at røgalarmerne virker, og derfor skal man ifølge Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber huske at teste, om røgalarmerne virker.

– Røgalarmer gør vores hjem mere sikre, og derfor er det vigtigt at afprøve sine røgalarmer mindst én gang om året. Sørg blandt andet for, at batterierne stadig virker, at alarmerne er rene, og at udløbsdatoen ikke er overskredet, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

Danskerne har en positiv indstilling til røgalarmer

78 pct. af befolkningen siger, at de har én eller flere røgalarmer opsat i deres hjem, og danskerne er generelt positivt indstillede over for røgalarmer ifølge undersøgelsen ”Brand og røgalarmer i danske hjem” foretaget af Epinion for TrygFonden og Beredskabsstyrelsen i 2023.

– Det er positivt, at så mange har røgalarmer i deres hjem og prioriterer tryghed i deres bolig højt. Fra vores undersøgelse ved vi dog, at hver femte dansker ikke har opsat røgalarmer. Men ofte er det ikke et bevidst fravalg. Mange har simpelthen ikke fået den alarm sat op, som man allerede har liggende. Det vil vi gerne opfordre til, at man får gjort, da røgalarmer kan være med til at redde liv, siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.

Se de gode råd om røgalarmer fra Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen herunder:

 

 

 

FAKTA

Brande i private hjem

  • Langt de fleste brande i private hjem, hvor brandvæsnet er tilkaldt, opstår i hjem uden en fungerende røgalarm
    • Brandvæsenet rykker årligt ud knap 2.800 gange til brande i private hjem. Antallet af udrykninger topper i vintermånederne
    • De fleste brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til, opstår i køkkenet
  • Der opstår årligt ca. 41.300 brande i private hjem, som folk selv formår at håndtere uden at tilkalde brandvæsenet
  • Cirka en tredjedel af dem, der har oplevet en brand i deres hjem, siger, at branden opstod ved brug af levende lys, herunder også på juletræ eller i dekoration
  • 78 pct. af befolkningen siger, at de har røgalarmer opsat i deres hjem. Hvis du er blandt dem, der endnu ikke har opsat en røgalarm, så gør det nu og skab tryghed i hjemmet

 

 


Kilder: Beredskabsstyrelsens ODIN database samt TrygFonden og Beredskabsstyrelsens befolkningsundersøgelse fra 2023, ”Brand og røgalarmer i danske hjem”, foretaget af Epinion.

Relaterede nyheder

Hos Danske Beredskaber håber sekretariatschef Bjarne Nigaard at et beredskabsforlig lander først i det nye år, og at det bliver en aftale med fokus på at opgradere både primærberedskabet i kommunerne og det statslige assistanceberedskab. Den 9. januar skal partierne bag forsvarsforliget igen mødes for at finde en løsning på sikringen af det civile Danmark […]

Brandfolk træner benhårdt for at være klar til at rykke ud, når ulykker rammer, og de stærkeste i Europa mødes i Odense den 3. og 4. juni for at kæmpe om titlen som de bedste på FireFit-banen.   Tiden er altafgørende, når beredskabet rykker ud for at redde folk i nød, og derfor træner brandfolk […]

Torsten Schack Pedersen har den 13. december i et svar til løsgængeren Mike Villa Fonseca fortalt, at den ventede afskaffelse af afgangstidskravet på 5 minutter er udsat, og at der skal nye politiske drøftelser til, før en afskaffelse af kravet bliver en realitet. To dage før Torsten Schack Pedersen tiltrådte som minister i Ministeriet for […]

Få nyhedsbrev i indbakken